Skip to main content

KORT NYT

Redigeret af læge Claudio Csillag, claudio@dadlnet.dk

31. okt. 2005
6 min.

Patientens ønsker om medicin påvirker depressionsbehandling

> JAMA

Depressive patienter, som beder om et bestemt eller et generisk lægemiddel ved første lægesamtale, har større chance for at få ordineret antidepressiva end patienter med de samme symptomer, som ikke beder om medicin. Desuden har de større chancer for at få en initial acceptabel behandling, fremgår det af en prospektiv, randomiseret undersøgelse publiceret i april i Journal of American Medical Association.

Richard Kravitz og kollegaer fra University of California i Davis betalte 18 skuespillere for at besøge 152 randomiserede læger i California og New York med symptomer på enten depression (major depression i den amerikanske psykiatriske sygdomsklassifikation) eller tilpasningsreaktion (adjustment disorder with depressed mood). I en tredjedel af samtalerne bad patienterne specifikt om Paxil (paroxetin), som de oplyste at have hørt om i en fjernsynsreklame. Den anden tredjedel af patienterne bad om »medicin mod depression«, og de øvrige patienter bad ikke om medicinering.

Skuespillerne besøgte lægerne 298 gange (to besøg hos hver læge). Lægerne, både almen- og internmedicinere, accepterede at deltage i studiet uden at kende detaljerne. 53% af de patienter med depression, som bad om Paxil, fik ordineret et antidepressivt præparat, mod 76% af de patienter, som generelt bad om medicinering. 31% af de patienter, som ikke bad om medicin, fik ordineret antidepressiva. Blandt patienter med tilpasningsreaktions-symptomer var raterne 55, 39 hhv. 10%. Der er signifikante forskelle mellem alle tal.

En acceptabel initial behandling for personer med depression blev defineret som en kombination af enten antidepressiva, henvisning til psykiatrisk behandling eller opfølgningssamtale efter to uger. 98% af Paxilsøgende patienter, 90% af antidepressivasøgende patienter og 56% af patienter uden medikamentelle ønsker fik en acceptabel behandling.

Lars Vedel Kessing, Psykiatrisk Klinik O, H:S Rigshospitalet, kommenterer: »Undersøgelsen understreger behovet for supervision af praktiserende læger i behandlingen af patienter med mere uklare diagnostiske tilstande. Den viser, at blandt patienter med moderat til svær depression, som ikke spørger efter antidepressiv medicin, får kun godt halvdelen en acceptabel initial behandling, og samtidigt, at antidepressiva ofte blev ordineret på tvivlsom indikation [tilpasningsreaktion]«.

Kravitz RL, Epstein RM, Feldman MD et al. Influence of patients' requests for direct-to-consumer advertised antidepressants. JAMA 2005;293:1995-2002.

Amblyopia kan behandles hos ældre børn

> Arch Ophthalmol

Børn op til 17 år kan få gavn af amblyopibehandling - især hvis de ikke tidligere er blevet behandlet. Dette er hovedkonklusionen på en prospektiv, randomiseret undersøgelse publiceret i april.

Ifølge forfatterne er der ingen prospektive data, der støtter den antagelse, at behandling af amblyopia ikke er effektiv efter seks-syv-års-alderen.

I studiet indgik 507 børn på 7-17 år. Alle fik en optimal optisk korrektion, og blev derefter randomiseret til enten ingen andre behandlinger eller 2-6 timer om dagen med klap kombineret med aktiviteter, som stimulerer nærsynet. Børn i behandlingsgruppen på 7-12 år blev desuden behandlet med atropin. Effektmål var en bedring på mindst ti bogstaver (to linjer) i en synsteststavle.

Analysen blev opdelt i to undergrupper. Blandt børn på 7-12 (404) nåede 53% effektmålet, mod 25% i kontrolgruppen. Blandt børn på 12-17 år var der ingen forskel grupperne imellem (25 hhv. 23%), men en undergruppeanalyse viste, at de børn, som aldrig før var blevet behandlet, fik gavn af behandlingen (47% vs. 20%).

Forfatterne undersøger nu, hvorvidt behandlingseffekten er vedvarende.

Troels Vinding, Øjenklinikken, H:S Rigshospitalet, kommenterer: »Artiklen er problematisk idet den ikke løser nogen problemer vedrørende amblyopibehandling af ældre (12-17-årige) børn. Dette problem vil først være belyst, når gruppen har udført followup som de jo planlægger. Derfor anbefaler de jo heller ikke nogen ny behandling. Herhjemme har man jo for de fleste vedkommende behandlet amblyope børn op til 9-10-års-alderen, så artiklens aldersgruppe 7-17 år er kun interessant for de amerikanske øjenlæger som ikke konsekvent behandler børn over 6-7 år«.

Pediatric Eye Disease Investigator Group. Randomized trial of treatment of amblyopia in children aged 7 to 17 Years. Arch Ophthalmol 2005;123:437-47.

Rimonabant har gavnlig effekt på vægt og kardiovaskulære risikofaktorer

> Lancet

En ny type præparat, som blokerer cannabinoid-1 (CB1)-receptorer, kan i kombination med en hypokalorisk diæt føre til et vægttab på 5-10% på et år. Præparatet har desuden en gavnlig effekt på kardiovaskulære risikofaktorer som taljemål, kolesteroltal og triglycerider samt insulinresistens. Dette fremgår af en early online publication i The Lancet.

Forskere bag RIO-Europe-studiet undersøgte effekten af rimonabant, som på forsøgsdyr resulterer i vægttab og beskyttelse mod diætinduceret fedme samt dyslipidæmi. Rimonabant blokerer CB1-receptorer, som findes i flere områder i hjernen samt i perifert væv, herunder fedtvævet og mave-tarm-kanalen. Det antages, at endocannabinoidsystemet modulerer fødeindtagelse og adipogenese.

I 60 centre i Europa og i USA blev der undersøgt 1.507 patienter med body mass index enten på mindst 30 kg/m2 eller mindst 27 kg/m2 samt dyslipidæmi, hypertension eller begge dele. De randomiseredes til enten placebo, rimonabant 5 mg dagligt eller rimonabant 20 mg dagligt. Alle blev sat i en mild hypokalorisk diæt (underskud på 600 kcal om dagen).

Efter et års behandling var det gennemsnitlige vægttab blandt patienter, der fik 5 mg (3,4 kg) og 20 mg rimonabant (6,6 kg), signifikant større end i placebogruppen (1,8 kg). Signifikant flere patienter på rimonabant 20 mg havde et vægttab på 5% og 10% i forhold til placebogruppen (67 hhv. 39% vs. 31 og 12%). Gruppen på 20 mg havde også en gavnlig effekt på taljemål, HDL-kolesterol (stigning på 22%), triglycerider (reduktion på 7%) samt insulinresistens (fald på 11 U/ml i insulinkoncentration to timer efter glukosebelastning vs. 2 U/ml ved placebo).

Bjørn Richelsen, Medicinsk Endokrinologisk Afdeling C, Århus Universitetshospital, kommenterer: »Dette er et interessant nyt stof, der kan være med til at udvide vores behandlingsmuligheder af svært overvægtige. Vægttabet der opnås efter et års behandling med rimonabant, ligger på niveau med de to andre vægttabsmidler i Danmark: orlistat og sibutramin; men der findes en overraskende kraftig stigning i HDL-kolesterol ved rimonabant, hvilket kan have stor betydning for bedring i den kardiovaskulære risikoprofil«.

Van Gaal LF, Rissanen AM, Scheen AJ et al. Effects of the cannabinoid-1 receptor blocker rimonabant on weight reduction and cardiovascular risk factors in overweight patients. Lancet 2005;365:1389-97.

Acetylsalicylsyre sikrere end warfarin mod intrakranielle stenoser

> N Engl J Med

Mellem 8 og 10% af apopleksier og transitoriske cerebrale iskæmitilfælde (TCI) i USA skyldes intrakranielle arterielle stenoser, og risikoen for reinfarkt hos disse patienter er 15% per år. Men der foreligger ingen prospektive studier, der har sammenlignet antitrombotisk behandling af disse patienter.

I et studie publiceret i marts, i New England Journal of Medicine, fandt Chimowitz og kolleger fra flere neuromedicinske centre i USA, at blandt patienter med TCI eller apopleksi behandlet med acetylsalicylsyre forekom ny apopleksi, hjerneblødning eller død af vaskulær årsag fraset apopleksi, med samme hyppighed som blandt patienter behandlet med warfarin (22,1% vs. 21,8%,). Men der forekom signifikant færre alvorlige bivirkninger blandt acetylsalicylsyre-behandlede patienter.

Deltagerne blev randomiseret til acetylsalicylsyre 1.300 mg/dag eller warfarin. Der indgik 569 patienter med angiografisk verificeret symptomgivende 50-99% stenose af en større intrakraniel arterie, alder mindst 40 år og ikkeinvaliderende apopleksi. Follow-up var i gennemsnit 1,8 år. Skadelige følger af behandlingerne var signifikant færre blandt patienterne i acetylsalicylsyregruppen (død 4% vs. 10%, større blødning 3% vs. 9% og AMI eller pludselig død 3% vs. 7%).

Grethe Andersen, Neurologisk Afdeling, Århus Sygehus, kommenterer: »Endnu en gang er det vist, at prognosen og behandlingsvalget efter apopleksi/TCI afhænger af tilgrundliggende patofysiologiske forhold og den samlede co-morbiditet. Der er i Danmark desværre mange steder endnu begrænset adgang til relevant billeddiagnostisk udredning«.

Chimowitz MI, Lynn MJ, Howlett-Smith H et al. Comparison of warfarin and aspirin for symptomatic intracranial arterial stenosis. N Engl J Med 2005;352:1305-16.