Kort nyt

Livsstilsændringer fordobler effekt af sibutramin

> N Engl J Med

Livstilsændringer og sibutramin-behandling mere end fordobler dette præparats vægtreducerende effekt, fremgår det af en undersøgelse publiceret i november i New England Journal of Medicine.

I alt blev 224 overvægtige patienter (body mass index mellem 30 og 45 kg/m2) randomiseret i studiet; 55 patienter fik 15 mg sibutramin dagligt, som blev udleveret af en praktiserende læge ved otte konsultationer a 10-15 minutters varighed; 55 deltog i et intensivt livsstilsprogram med 30 gruppemøder, hvor psykologer fulgte strukturerede livsstilsændringsprogrammer; 60 patienter fik en kombination af begge og 54 fik sibutramin sammen med skriftlige oplysninger om livsstilsændringsprogrammer. Patienterne i den sidste gruppe blev også opfordret til at notere deres fødeindtag.

Ifølge forfatteren Thomas Wadden fra University of Pennsylvania, tabte patienterne i kombinationsgruppen 12 kg efter et års behandling, mens patienterne i sibutramin-gruppen tabte fem kg. Patienterne i gruppen med livsstilsændringer alene tabte syv kg, nogenlunde det samme som de patienter, der fik sibutramin sammen med trykte oplysninger om livsstilsændringer. I denne gruppe var der en signifikant forskel mellem de patienter, som ofte dokumenterede deres fødeindtag i forhold til dem, der ikke gjorde det (18 vs. otte kg).

»Undersøgelsen understreger vigtigheden af, at grundig motivation for adfærdsændringer er en forudsætning for vellykkede vægttab«, kommenterer Bjørn Richelsen, Medicinsk Afdeling C, Århus Sygehus. »Medicinsk fedmebehandling bør kun tilbydes, hvor det samtidigt følges op med intensiv livsstilsintervention. Da det sidste traditionelt set ikke anvendes meget i Danmark, bør det opprioriteres med henblik på at bedre fedmebehandlingen herhjemme. Da fedme overvejende behandles i primærsektoren, er det specielt her, der skal skabes mulighed for sådanne livsstilsprogrammer samt langvarig opfølgning«.

Wadden TA, Berkowitz RI, Womble LG et al. Randomized trial of life-style modification and pharmacotherapy for obesity. N Engl J Med 2005;353:2111-20.

Syv spørgsmål identificerer apopleksi-tilfælde på skadestuen

> Lancet Neurol

En ny screeningsprocedure baseret på syv spørgsmål kan identificere apopleksitilfælde med 93% sensitivitet og 83% specificitet.

I løbet af et år samlede Azlisham Mohd Nor og kollegaer fra Newcastle Hospitals NHS Trust, New-castle upon Tyne, data fra 343 konsekutive patienter, som blev henvist fra skadestuen til et apopleksiafsnit. På baggrund af disse data udviklede forfatternescreeningsproceduren, hvis score varierer fra -2 til 5 point. Metoden blev kaldt Recognition of Stroke in the Emergency Room (ROSIER)-skala.

Den består af spørgsmål om synkope eller bevidstløshed (giver -1 point) og om epileptisk lignende anfald (- 1 point); asymmetrisk kraftnedsættelse i ansigt (+ 1 point), arm (+ 1 point) og ben (+ 1 point) samt taleforstyrrelse (+ 1 point) og forstyrrelse i synsfeltet (+ 1 point).

Forfatterne validerede screeningsmetoden på 173 konsekutive patienter, hvoraf 88 havde apopleksi, og 26 havde transitorisk cerebral iskæmi. Ved at anvende en cut off på nul point i skalaen, fejlidentificerede metoden 10% af patienterne (ti falske positive og syv falske negative).

»ROSIER-skalaen var effektiv til at uddifferentiere apopleksi fra apopleksi-lignende tilstande i skadestuen, konkluderer forfatterne. De observerer dog, at nul point eller derunder på skalaen ikke udelukker apopleksi, men at man primært bør overveje andre diagnoser«.

Grethe Andersen, Neurologisk Afdeling, Århus Sygehus, kommenterer: »ROSIER-skalaen dækker over det simple kliniske faktum, at apopleksi altid vil medføre fokale neurologiske udfaldssymptomer som en del af det kliniske billede. Hvis der alene eller samtidig har været lipotymi, bevidstløshed eller epilepsilignende anfald, må man overveje alternative differentialdiagnoser. ROSIER-skalaen får næppe nogen udbredt plads i klinikken«.

Nor AM, Davis J, Sen B et al. The recognition of stroke in the emergency room (ROSIER) scale. Lancet Neurol 2005;4:727-34.

Talje-hofte-mål har bedre prædiktiv værdi end BMI for myokardieinfarkt

> Lancet

Af de kendte antropometriske parametre har talje-hofte-mål den stærkeste korrelation med myokardie-infarkt, fremgår det af en stor case-kontrol-undersøgelse med 27.000 personer i 52 lande. Korrelationen var signifikant uanset rygerstatus, hypertension, diabetes og dyslipidæmi. Modsat havde body mass index (BMI) ingen signifikant relation til myokardieinfarkt efter justering for risikofaktorer. Resultaterne blev publiceret i november i The Lancet.

Forfatterne fra INTERHEART-studiet samlede data fra 12.500 patienter med myokardieinfarkt og fra 14.500 kontroller blandt forskellige etniske grupper. Ud over BMI og talje-hofte-mål undersøgte forfatterne relationen mellem myokardieinfarkt og talje- og hoftemål.

Kvinder fra mellemøsten havde de højeste BMI og talje-hofte-mål (29,5 kg/m2 hhv. 0,92 m). Mændene i Nord-amerika havde de højeste BMI (28,3), mens de sydamerikanske mænd havde de højeste talje-hofte-mål (0,96).

Talje-hofte-mål havde den stærkeste association til myokardieinfarkt på tværs af alle etniske og aldersgrupper. Patienterne med talje-hofte-mål-værdier i den øverste femtedel havde en risiko (odds-ratio) for myokardieinfarkt, som var 2,5 gange større end hos patienterne i den nederste femtedel. Risiko-forskellen mellem de tilsvarende øverste og nederste BMI-grupper var 1,4, men forskellen mistede den statistiske signifikans efter justering for andre risikofaktorer.

Bjørn Richelsen, Medicinsk Afdeling C, Århus Sygehus, kommenterer: »Undersøgelsen understreger den negative helbredseffekt af abdominal fedme, og, for nogle måske overraskende, den beskyttende effekt af det perifere fedtvæv, målt for eksempel ved et stort hofteomfang. Undersøgelsen lægger således op til, at BMI udgår som et mål for fedtvævets helbredsmæssige betydning og erstattes af måling af talje- og hofteomfanget, hvilket også er i overensstemmelse med andre nyere undersøgelser«.

Yusuf S, Hawken S, Ounpuu S. Obesity and the risk of myocardial infarction in 27.000 participants from 52 countries. Lancet 2005;366:1640-9.

Tanko LB, Bruun JM, Alexandersen P et al. Novel associations be-tween bioavailable estradiol and adipokines in elderly women with different phenotypes of obesity: implications for atherogenesis. Circulation 2004;110:2246-52.

Bivirkninger af søvnmidler hos ældre overstiger gavnlige effekter

> BMJ

Mens kun en ud af hver 13 ældre patienter har gavn af søvnmidler, har dobbelt så mange bivirkninger. »Den terapeutiske effekt er statistisk signifikant, men meget lille«, konkluderer forfatterne til en metaanalyse publiceret i MBJ i november.

Ifølge førsteforfatteren Jennifer Glass fra Univer-sity of Toronto, er risikoen for bivirkninger potentielt klinisk relevant for ældre patienter, som har nedsatte kognitive funktioner og større risiko for fald.

Grundlaget for konklusionen var 24 randomiserede kliniske undersøgelser med i alt 2.417 patienter, som var mindst 60 år gamle. Patienterne blev sat i behandling med enten antihistamin, benzodiazepin eller zolpidem, zoplicon eller zaleplon på grund af søvnløshed. Behandlingen varede mindst fem dage. Ingen af patienterne havde andre psykiske forstyrrelser.

Søvnkvaliteten blev vurderet subjektivt efter en syvpointsskala. Patienterne i behandling med søvnmidler havde en marginal men signifikant bedre søvn (3,7 mod 3,8 blandt placebobehandlede patienter). De sov i gennemsnit 25 minutter mere end patienterne i placebogruppen, og vågnede 0,6 gange færre om natten. Kognitive bivirkninger (hukommelsestab, konfusion, desorientering) var til gengæld fem gange hyppigere og psykomotoriske bivirknin-ger (fald, svimmelhed, dårlig balance) var tre gange mere almindelige. Træthed i løbet af dagtimerne var fire gange hyppigere.

Kirsten Damgaard Pedersen, Geriatrisk afdeling B, Amtssygehuset i Glostrup, kommenterer: »Denne metaanalyse bekræfter endnu en gang, at man bør være meget tilbageholdende med ordination af søvnmidler til ældre. I stedet bør de ældre vejledes i god søvnhygiejne«.

Glass J, Lanctôt KL, Herrmann N et al. Sedative hypnotics in older people with insomnia. BMJ 2005;331:1169.

Hansen FR, Moe C, Schroll M. Basisbog i geriatri, ældre og søvnbe-svær. København: Munksgaard, 2002:94-8.