Content area

|
|

Kort nyt

Forfatter(e)
Redigeret af læge Claudio Csillag, claudio@dadlnet.dk

Infliximab er effektivt ved behandling af aktiv colitis ulcerosa ...

> N Engl J Med

Infliximab, som er et monoklonalt antistof mod det proinflammatoriske cytokin, tumornekrosefaktor alfa, har gennem flere år været anvendt til patienter med Crohns sygdom, der enten har været behandlingsrefraktære til andre konventionelle behandlingsmodaliteter eller som er steroidafhængige. Præparatets virkning ved colitis ulcerosa har været omdiskuteret.

To randomiserede, placebokontrollerede undersøgelser publiceret i december bekræfter imidlertid, at infliximab er effektivt ved behandling af colitis ulcerosa. Undersøgelserne omfattede i alt 728 patienter med moderat til svær colitis trods konventionel medicinsk behandling.

Patienterne blev randomiseret til enten infliximab 5 mg pr. kg legemsvægt, 10 mg eller placebo intravenøst. Behandling blev givet ved studiestart og efter to og seks uger. Derefter fik patienterne behandlingen hver ottende uge. Behandlingsperioden var i den ene undersøgelse 22 uger og i den anden 46 uger.

I den ene undersøgelse havde 64 og 69% af patienterne, der fik henholdsvis 5 og 10 mg infliximab pr. kg, et klinisk respons efter otte uger, hvilket var signifikant flere end de 29% observeret i placebogruppen. I den anden undersøgelse var responsraten nogenlunde tilsvarende. Klinisk respons blev vurderet ud fra et veldefineret aktivitetsscoringssystem. Efter 30 uger var responsraten i alle infliximab-grupper signifikant højere end i placebo-grupperne.

Efter 54 uger havde cirka 45% af patienterne, der fik infliximab i 46 uger (uanset om det var 5 eller 10 mg), et klinisk respons, mod kun 20% af de placebo-behandlede.

Ole Haagen Nielsen, fra Medicinsk Gastroenterologisk Afdeling, Amtssygehuset i Herlev, kommenterer: »De to studier er overbevisende. Nye biologiske behandlingsprincipper vil med sikkerhed få en mere og mere fremtrædende rolle i fremtiden, både ved behandlingen af Crohns sygdom men også ved ulcerøs kolit, der ikke responderer på konventionel behandling, og hvor man i sidstnævnte tilfælde derved formentlig vil kunne nedbringe antallet af operative indgreb (kolektomi)«.

Rutgeerts P, Sandborn WJ, Feagan BG et al. Infliximab for induction and maintenance therapy for ulcerative colitis. N Engl J Med 2005;353:2462-76.

... og hjælper over 80% af psoriasis-patienterne

> Lancet

Infliximab er effektivt mod psoriasis ifølge en fase-III, multicenter, randomiseret og dobbeltblindet klinisk undersøgelse publiceret i Lancet i oktober.

Førsteforfatteren Kristian Reich fra Georg-August University, Göttingen, samt kollegaer fra blandt andet Centocor (producent af infliximab) randomiserede 378 patienter til enten placebo eller infusion med infliximab 5 mg/kg i et 1:4 forhold. Behandlingen blev administreret ved studiestart samt i uge to og seks, og derefter fik patienterne behandlingen hver ottende uge. I uge 24 blev alle placebo-behandlede patienter sat i infliximab-behandling (cross-over studiedesign). Det primære endepunkt var andelen af patienterne, som fik en bedring på mindst 75% på psoriasis area and severity index (PASI).

Efter ti uger havde 80% af patienterne i infliximab-gruppen nået endepunktet, mod 3% i placebo-gruppen. 57% af patienterne havde en bedring på 90% i PASI-score, mod 1% i placebo-gruppen. Efter 24 uger havde 82% af patienterne nået det primære endepunkt, men efter 50 uger var andelen faldet ned til 61%. Det samme skete med andelen af patienterne med 90% bedring på PASI, som var 58% i uge 24 og 45% i uge 50.

Kaare Weismann, Dermatologisk Klinik, Hørsholm Sygehus, kommenterer: »Vi kender endnu ikke effekten og bivirkninger af langtidsbehandling af psoriasis med biologiske præparater. Det er vigtigt, at disse resourcekrævende behandlinger monitoreres og styres af kyndige læger og forbeholdes patienter med svære symptomer, som ikke har reageret tilfredsstillende på gængs behandling. Det er undertiden en fordel at supplere biologiske midler med anden systemisk behandling, et forhold som endnu ikke er tilstrækkeligt belyst.«

Reich K, Nestle FO, Papp K et al. Infliximab induction and maintenance therapy for moderate-to-severe psoriasis. Lancet 2005;366:1367-74.

Stort epidemiologisk studie giver nye fakta om vaskulære syndromer

> Lancet

Akutte cerebrovaskulære sygdomme er mindst lige så hyppige som akutte koronarsyndromer (måske endda 20% hyppigere), og desuden forekommer de fleste akutte koronarsyndromer ikke blandt personer under 65 år. Dette er to af de vigtigste konklusioner på et stort, befolkningsbaseret studie publiceret i november i Lancet. Studiet fulgte alle akutte kardiovaskulære hændelser i Oxfordshire, Storbritannien i tidsintervallet 2002 og 2005.

Ifølge Peter Rothwell fra University of Oxford og kollegaer, har mange af de store epidemiologiske studier vedrørende kardiovaskulære sygdomme, herunder Framingham- og MONICA-studierne, væsentlige begrænsninger. For eksempel blev personer over 65 år ekskluderet, eller studierne var baseret på frivillige deltagere. I det nuværende studie blev hele den uselekterede befolkning, ca. 91.000 mennesker, inkluderet (hvoraf 5% var af asiatisk afstamning, og 1% af anden etnisk baggrund).

I perioden optrådte i alt 2024 kardiovaskulære hændelser hos 1657 personer. De cerebrovaskulære hændelser var de hyppigste med 918 tilfælde (45%), herunder 618 apopleksier og 300 tilfælde af transitorisk cerebral iskæmi. Næst herefter kom de akutte koronare sygdomme med 856 tilfælde (42%). Derudover skete 188 tilfælde (9%) af perifere vaskulære sygdomme.

Incidensen steg markant med alderen. 80% af de cerebrovaskulære, 73% af de koronare og 78% af de perifere vaskulære sygdomme optrådte hos personer på mindst 65 år; og cirka halvdelen forekom blandt dem, der var mindst 75 år gamle.

Henning Kelbæk, Hjertemedicinsk Klinik B, H:S Rigshospitalet, kommenterer: »Det er tankevækkende, at de cerebrovaskulære attakker forekommer mindst lige så hyppigt som de kardiale, og at hjertesyge mænd belaster systemet dobbelt så meget som kvinder i en uselekteret befolkning. Det er også overraskende, at cirka 50% af tilfældene optræder i en aldersgruppe, som udgør ca. 5% af befolkningen. Undersøgelsen giver anledning til at øge fokus på både primær profylakse og effektivisering af akutte behandlingstiltag af cerebrovaskulær sygdom uden skelen til alder.«

Rothwell PM, Coull AJ, Silver LE et al. Population-based study of event-rate, incidence, case fatality, and mortality for all acute vascular events in all arterial territories. Lancet 2005; 366:1773-83.

Amning kan reducere moderens risiko for udvikling af type 2-diabetes

> JAMA

Det er velkendt, at amning medfører en forbedret glukoseomsætning hos moderen, sammenlignet med kvinder som aldrig har ammet. I et nyligt studie publiceret i JAMA, i november 2005, fandt Alison Stube og kollegaer fra Harvard Medical School i Boston, at længerevarende amning var associeret med en nedsat risiko for udvikling af type 2-diabetes (T2D) hos mødrene. Forskerne benyttede data fra Nurses' Health Study (NHS) og NHS II, to prospektive observationelle studier med opfølgning i henholdsvis 1986-2002 og 1989-2001, som inkluderede mere end 150.000 kvinder, som havde født i studieperioderne. 6.277 kvinder udviklede T2D. Efter at have korrigeret f or bl.a. diæt, motionsvaner, rygning og body mass index, som er en kendt risikofaktor for udvikling af T2D, fandt forskerne, at langvarig amning reducerede kvindernes risiko for udvikling af T2D. Risikoen var reduceret med 15% (hazard ratio 0,85) i NHS, og 14 % (HR 0,86) i NHS II, hvis kvinderne havde født inden for de sidste 15 år. Hvis kvinderne havde født mere end 15 år før opfølgningsperioderne, fandtes ingen association mellem varighed af amning og T2D i NHS II, men en reduceret association i NHS (HR 0,96).

Forfatterne konkluderer, at længerevarende amning er associeret med en nedsat risiko blandt mødrene for udvikling af type 2-diabetes, og at denne reduktion formentlig skyldes forbedring af glukoseomsætningen.

Allan Arthur Vaag, Medicinsk Endokrinologisk Afdeling, Steno Diabetes Center, kommenterer: »Undersøgelsen imponerer ved at benytte to forskellige og meget store kohorter til at underbygge sammenhængen mellem længden af ammeperioden og en reduceret risiko for udvikling af type 2-diabetes hos den ammende moder. Men det er svært at udelukke, at en generelt sundere livsstil hos mødre som ammer i nogen grad kan forklare den påviste sammenhæng.«

Stuebe AM, Rich-Edwards J, Willett WC et al. Duration of lactation and incidence of diabetes. JAMA 2005;294:2601-10.

Reference: 
Ugeskr Læger 2006;168(3):
Blad nummer: 

Right side

af Claus Rasmussen | 23/09
1 Kommentar
af Birger Kreutzfeldt | 22/09
1 Kommentar
af Lars Ulrik Gerdes | 22/09
3 kommentarer
af Jeppe Plesner | 21/09
8 kommentarer
af Hanne Madsen | 21/09
5 kommentarer
af Sigrid Bjerge Gribsholt | 19/09
2 kommentarer
af Thomas Edgar Lauritzen | 17/09
1 Kommentar
af Claus Bisgaard | 16/09
4 kommentarer
af Robert F. Chouinard | 09/09
1 Kommentar