Kort nyt

BRCA2-mutationer øger risiko for cancer i pancreas og prostata

> J Med Genet

Bærere af mutationen BRCA2, et tumorsuppresorgen som er associeret med øget risiko for bryst- og ovariecancer, har en øget risiko for prostata- og pancreascancer - samt muligvis for svælg- og primære knoglecancer.

Ifølge førsteforfatteren Christi van Asperen fra Leiden University i Holland, har flere studier tidligere vist, at BRCA2-mutationer ud over bryst- og ovarietumorer er tilknyttet øget risiko for andre tumorer.

Nu har forskerne ved en landsdækkende undersøgelse identificeret 139 familier med kendte BRCA2- mutationer. De fandt 1.811 mænd og kvinder med en 50% sandsynlighed for at være bærere af mutationen. Incidens fra det nationale cancerregister anvendtes til sammenligningsgrundlag.

Blandt de 1.811 personer var 411 testet for BRCA2, hvoraf 303 (69%) var bærere. Blandt disse var der 168 cancertilfælde, mod kun 18 cancertilfælde blandt de 138 ikkebærere; 21 af de 168 cancer tilfælde var andre end bryst/ovariecancer. I hele gruppen af 1.811 personer fandtes dog ikke generelt øget forekomst af andre cancere end bryst/ovariecancer, men for enkelte cancersygdomme var der øget forekomst. Den relative risiko for pancreas- og prostatacancer var således 6 henholdsvis 3. For svælg- og knogletumorer var de relative risici endnu højere, 7 hhv. 14, men de havde store konfidensintervaller (2-19 og 3-42). Forfatterne observerer også, at man ikke kan udelukke, at den øgede risiko for knogle-tumorer kan skyldes metastaser. Forfatterne observerede desuden, at 11 ud af 24 mænd med prostatacancer døde.

Karen Brøndum-Nielsen, Kromosomlaboratoriet, John F. Kennedy Institut, kommenterer: »Der er nu flere studier, som tyder på en øget risiko for prostata- og pancreascancer hos BRCA2-mutationspositive mænd, men studierne er endnu ret små. Der er risiko for ascertainment-bias. Store databaser og langtids follow up samt metaanalyser er derfor nødvendige for at afklare dette. I Danmark tilbydes mutationspositive mænd ikke overvågningsprogrammer. Men der må opfordres til, at Dansk selskab for Medicinsk Genetik og Dansk Urologisk Selskab tager initiativ til en politik vedr. prostatacancerscreening af BRCA-2 mutationspositive og andre mulige risikogrupper, fx personer med stærk familiær disposition til prostatacancer«.

Van Asperen CJ, Brohet RM, Meijers-Heijboer EJ et al. Cancer risks in BRCA2 families: estimates for sites other than breast and ovary. J Med Genet 2005;42:711-9.

Forebyggelse af respiratorisk syndrom med steroid hos nyfødte har ingen psykiske senfølger

> BMJ

Man har tidligere anvendt steroidprofylakse med to doser betamethason til mødre med truende for tidlig fødsel med henblik på at forebygge neonatal respiratory distress syndrome (RDS) hos de nyfødte - men der manglede evidens for, at behandlingen ikke havde senfølger. Ifølge et studie publiceret i BMJ i september fører behandlingen ikke til langtidspsykiske sygdomme eller til nedsættelse af kognitive funktioner. Stuart Dalziel fra University of Auckland i New Zealand opsporede 713 personer (ud af 988), hvis mødre mellem 1969 og 1974 deltog i den første randomiserede og placebokontrollerede undersøgelse af effekten af betamethason til forebyggelse af RDS. Ud af de 713 var 280 egnet til denne opfølgning, og 192 deltog i studiet (87 behandlet med steroid og 105 med placebo). Behandlingen bestod af to doser a 12 mg intramuskulær betamethason med 24 timers mellemrum.

Børnenes gennemsnitlige alder var efterhånden kommet op på 31 år. Forfatterne kunne ikke påvise forskelle i kognitive funktioner, herunder koncentration og hukommelse, hyppigheden af psykiske sygdomme og livskvalitet.

Gorm Greisen, Neonatalklinikken, H:S Rigshospitalet, kommenterer: »Et vigtigt studie og et beroligende resultat. Særligt relevant fordi postnatal behandling af præmature børn med kortikosteroid mod chronic lung disease of prematurity har vist sig at være effektiv, men associeret med øget risiko for neuropsykologisk deficit. Forklaringen på dette tilsyneladende paradoks er sandsynligvis forskelle i doser og behandlingstid«.

Dalziel SR, Lim VK, Lambert A et al. Antenatal exposure to beta-methasone: psychological functioning and health related quality of life 31 years after inclusion in randomised controlled trial. BMJ 2005;331:665.

Amlodipin-baseret behandling er bedre end atenolol mod hypertension

> Lancet

Calciumantagonisten amlodipin suppleret med angiotensinkonverterende enzym (ACE)-hæmmeren perindopril er bedre end atenolol kombineret med en thiazid til behandling af hypertension - idet patienterne har en lavere risiko for koronarsygdomme, kardiovaskulær mortalitet, apopleksi og diabetes.

Björn Dahlöf og kollegaer fra Storbritannien og Norden publicerede i september resultater fra en del-undersøgelse, der stammer fra Anglo-Scandinavian Cardiac Outcomes Trial (ASCOT). Dette store, randomiserede forsøg omfattede 19.000 mennesker. Patienterne havde en moderat risiko for koronarsygdomme: ud over hypertension havde de mindst tre andre kardiovaskulære risikofaktorer, som f.eks. venstre ventrikel-hypertrofi, type 2-diabetes eller tobaksrygning. De var alle mellem 40 og 79 år gamle.

Patienterne i calciumantagonistgruppen fik amlodipin 5-10 mg suppleret med perindopril om nødvendigt. Patienterne i betablokkergruppen fik atenolol 50-100 mg suppleret med bendroflumethiazid og kalium om nødvendigt.

Efter fem og et halvt år var de fleste af effektmålene signifikant lavere hos patienterne i amlodipin-gruppen: fatale koronarsygdomme og nonfatal akut myokardieinfarkt (13%), kardiovaskulære events og interventioner (16%), kardiovaskulær mortalitet (24%), fatal og nonfatal apopleksi (23%) samt ustabil angina (32%) og diabetes (30%). Stum myokardieinfarkt og kronisk stabil angina nåede derimod ikke signifikante forskelle grupperne imellem.

Hans Ibsen, Medicinsk Afdeling M, Amtssygehuset i Glostrup, kommenterer: »Undersøgelsen understøtter det koncept, at et nyere behandlingsprincip er mere effektivt end det traditionelle vedrørende blodtryksreduktion og reduktion i kardiovaskulær morbiditet/mortalitet - ikke at forglemme en 2% absolut risiko-reduktion for type 2-diabetes. Som flere nye undersøgelser stiller den et stort spørgsmålstegn ved den rutinemæssige initiering af betablokker/tiazidbehandling«.

Dahlöf B, Sever PS, Poulter NR et al. Prevention of cardiovascular events with an antihypertensive regimen of amlodipine adding per-indopril as required versus atenolol adding bendroflumethiazide as required, in the Anglo-Scandinavian Cardiac Outcomes Trial-Blood Pressure Lowering Arm (ASCOT-BPLA). The Lancet 2005;366:895-906.

Bortezomib er bedre end dexametason ved recidiv af myelomatose

> N Engl J Med

Den optimale behandling ved recidiv af myelomatose er ikke fastslået, men højdosisdexametason bruges almindeligvis, enten i mono- eller kombinationsbehandling.

I et nylig publiceret studie fandt Paul Richardsson og kolleger fra centre i USA og Europa, at behandling af patienter med bortezomib, en proteasominhibitor der bl.a. inducerer apoptose, var monoterapi med højdosisdexametasonbehandling langt overlegent.

Patienterne blev randomiseret til serielle behandlinger med enten intravenøs bortezomib (333) eller 40 mg dagligt peroral dexametason (n=336). Patienter behandlet med bortezomib havde signifikant højere kombinerede responsrater (38% vs. 18%), og mediane tid til sygdomsprogression var signifikant længere (189 dage vs. 106 dage), dog afhængig af antallet af tidligere behandlinger (1-3 behandlinger). Etårs- overlevelse i bortezomibgruppen var 80%, mod 66% i dexametasongruppen. Behandlingsvarigheden var ens i de to grupper. I bortezomibgruppen fik 121 patienter (37%) bivirkninger der førte til tidlig seponering, mod 96 patienter (29%) i dexametasongruppen. Sygdomsprogression førte til tidlig seponering hos 98 patienter (29%) i bortezomibgruppen og 174 (52%) i dexametasongruppen.

Forfatterne konkluderer, at bortezomibbehandling af patienter med recidiv af myelomatose er højdosisdexametasonbehandling langt overlegent.

Johan Lanng Nielsen, Hæmatologisk Afdeling, Århus Sygehus, kommenterer: »Mens højdosisdexametason i monoterapi ofte er første valg i USA ved tilbagefald af myelomatose, anvendes i Danmark og de øvrige nordiske lande som regel en kombinationsbehandling med alkylerende cytostatika og glukokortikoid. Ved senere tilbagefald suppleres med thalidomid. Resultaterne af den foreliggende undersøgelse kan derfor ikke umiddelbart overføres til praksis i Danmark. Der må afventes en sammenligning mellem standardbehandlingen og bortezomib«.

Richardson PG, Sonneveld P, Schuster MW et al. Bortezomib or high-dose dexamethasone for relapsed multiple myeloma. N Engl J Med 2005;352:2487-98.