Skip to main content

Transplantation af føtalt hjernevæv mod Huntingtons sygdom har vedvarende men begrænset effekt

> Lancet Neurol

Transplantation af umodent basalganglievæv fra fostre til basalganglierne af patienter med Huntingtons sygdom fører til en vedvarende klinisk bedring - men standser ikke spredningen af sygdommen til hjerneområder, der ikke har forbindelse med transplantaterne. Transplantaterne kan genetablere tabte funktioner men ikke kurere sygdommen. Anden neuroprotektiv behandling vil være nødvendig for at standse sygdommen.

Dette konkluderer en opgørelse over patienter, som blev undersøgt seks år efter transplantationen. Resultaterne blev publiceret i marts i Lancet Neurology af forskere fra Faculté de Médecine i Paris.

Fem patienter fik føtalt basalganglievæv transplanteret. Resultaterne efter to år er tidligere publiceret og viste, at patienterne fik en markant bedring både på symptomer og hjerneaktivitet. »Den kliniske bedring toppede efter to år, hvorefter den efterfølgende aftog i varierende grad«, skriver Anne-Catherine Bachoud-Lévi. Mens bedringen af chorea og visse kognitive funktioner var vedvarede, udviklede dystonien sig som i ikkebehandlede patienter. Den graft-inducerede normalisering af glukoseomsætningen i frontal og præfrontal cortex var vedvarende, men hypometabolisme bredte sig i andre områder af hjernen. To af patienterne havde ingen gavn af behandlingen.

»Forbedringer i den kirurgiske teknik og udvælgelsen af patienter vil formentlig kunne øge den terapeutiske effekt, men direkte neuroprotektiv behandling ser ud til at være nødvendige«, konkluderer forskerne.

Jens Zimmer Rasmussen, Dansk Center for Stam-celleforskning, Syddansk Universitet, kommenterer: »Resultaterne er særdeles interessante. Påvisning af en vedvarende gavnlig effekt af transplantation af føtalt hjernevæv til Huntingtonpatienter er opløftende. Begrænsningen i virkning til kortikale og stria-tale områder i direkte forbindelse med transplataterne var nok forventelig, men mangel på en sådan ,bystander-effekt` kan kun, som her, bevises efter transplantation til patienter med sygdommen. Dyremodeller rækker ikke her. De samlede resultater kan nu tages som bevis for, at kombinationsbehandling med erstatning af tabte nerveceller og applikation af udvalgte nervevækstfaktorer er nødvendig ved denne sygdom«.

Bachoud-Lévi A, Gaura V, Brugières P et al. Effect of fetal neural transplants in patients with Huntington's disease 6 years after surgery. Lancet Neurol 2006;5:303-9.


Diuretika beskytter mod Alzheimers sygdom

> Arch Neurol

Kaliumbesparende diuretika hos ældre personer reducerer risikoen for Alzheimers sygdom hos cirka 70%, fremgår det af en stor, befolkningsbaseret undersøgelse publiceret i marts i Archives of Neurology. Andre diuretika og blodtryksnedsættende præparater har også en beskyttende effekt, men dog ikke så udtalt.

I 1998 identificerede forskere bag Cache County Study i Utah 104 nye tilfælde af Alzheimers sygdom i en befolkningsgruppe på 3.308 personer. Patienterne var mindst 65 år gamle. De identificerede derefter patienternes medicinering i perioden 1995-1998.

Behandling med antihypertensiva korreleredes med en lavere incidens af Alzheimers sygdom (hazard ratio 0,64). Behandling med diuretika korreleredes med en endnu større risikoreduktion (hazard ratio 0,57). Kaliumbesparende diuretika (herunder spironolacton og amilorid) havde den største risikoreduktion (hazard ratio 0,26). Resultaterne var de samme uanset justering for blodtryk.

Finn Rønholt Hansen, Medicinsk Afdeling C, Amtssygehuset i Gentofte, kommenterer: »Undersø-gelsen bekræfter det store forebyggelsesmæssige aspekt, der ligger i at identificere og behandle hypertension - også når det gælder kognitiv funktion. Med teorien om, at kalium depletering øger oxidativt stress, inflammation og trombocytaggregation og dermed risikoen for dannelse af amyloide plaques, bør det overvejes, om patienter i antihypertensiv behandling skal sikres kaliumværdier højt i normalområdet. Tilbage står fortsat spørgsmålet om, i hvilket omfang antihypertensiv behandling kan bremse en allerede begyndende demens tilstand«.

Khachaturian AS, Zandi PP, Lyketsos CG et al. Antihypertensive medication use and incident alzheimer disease. Arch neurol 2006. Published online on March 13 (doi: 10.1001/archneur.63.5.noc60013).


Antidepressivum, men ikke psykoterapi, hindrer depressionsrecidiv hos ældre

> N Engl J Med

Psykoterapi forebygger ikke recidiv af depression hos ældre patienter, som med god effekt er blevet behandlet med både paroxetin og psykoterapi. Den bedste vedligeholdelsesbehandling er fortsat paroxetinbehandling.

Dette konkluderer en randomiseret, placebokontrolleret og dobbeltblindet undersøgelse publiceret i marts i New England Journal of Medicine.

Charles Reynolds og kollegaer fra University of Pittsburgh, rekrutterede 116 ældre (minimumsalder 70 år), som opnåede et godt behandlingsrespons på paroxetin og månedelige psykoterapeutiske samtaler. De blev randomiseret til én af fire vedligeholdelsesbehandlinger: paroxetin og psykoterapi, paroxetin og »symptomsamtaler« (hvor patienterne fortalte om symptomerne og fik målt blodtryk og andre værdier), placebo og psykoterapi samt placebo og »symptomsamtaler«. Vedligeholdelsesbehandling varede to år eller indtil recidiv af depression.

Patienterne, der var randomiseret til paroxetin kombineret med psykoterapi henholdsvis »symptomsamtaler«, havde recidivrater på 35% og 37%. Blandt de patienter, der fik placebo, var recidivrater signifikant højere: 68% (placebo og psykoterapi) og 58% (placebo og symptomsamtaler)«. Efter justering for psykoterapieffekten var risikoen for recidiv blandt placebobehandlede patienter 2,4 gange højere end blandt paroxetinbehandlede patienter.

Raben Rosenberg, Institut for Psykiatrisk Grund-forskning, Århus, kommenterer: »Det er et vigtigt budskab, at der kunne påvises klinisk betydningsfuld effekt af behandling gennem to år med et nyere antidepressivum over for tilbagefald af depression hos en gruppe af ældre med relativ høj alder. Markant effekt af interpersonel psykoterapi kunne derimod ikke påvises i det nye studie i modsætning til et tidligere arbejde af samme førsteforfatter, hvor gennemsnitsalderen på de ældre var ti år lavere. Det er muligt, at ældre (>70 år) er mindre egnede til den anførte form for psykoterapi pga. begyndende demens eller somatisk komorbiditet«.

Reynolds CF, Dew MA, Pollock BG et al. Maintenance treatment of major depression in old age. N Engl J Med 2006;354:1130-8.).

Kirurgens rutine korreleres til en bedre prognose efter kolorektal tumoroperation

> Surgery

Kirurgens og sygehusets rutine er stærke uafhængige prognostiske faktorer for patienters overlevelse efter operation for kolorektal cancer.

Dette konkluderer et retrospektivt studie gennemført i Schweiz, hvor kolorektale tumorer opereredes af ikkespecialiserede kirurger. Ifølge Urban Laffer fra Spitalzentrum Biel korreleres kirurger, der opererer mere end fem kolorektale tumorer årligt, med en bedre overlevelse (hazard ratio 0,6), bedre sygdomsfri overlevelse (hazard ratio 0,7) og færre lokale recidiver (odds ratio 0,57). Ligeledes korreleres sygehusets volumen (mere end 26 operationer årligt) med bedre prognose (hazard ratio på 0,7 hhv 0,8; odds- ratio 0,6).

Resultaterne stammer fra to randomiserede kli-niske undersøgelser med i alt 915 patienter. Under-søgelserne blev gennemført mellem 1981 og 1993 og vurderede effekten af adjuverende systemisk eller intraportal kemoterapi.

Andre kovariater, der korreleredes til patientoverlevelse, var blandt andet stadieinddeling, rektale tumorer og blodtransfusion. Kirurgernes uddannelsesniveau (certificeret eller ikkecertificeret) og sygehusets type (akademisk eller ikkeakademisk) havde ingen prædiktiv værdi for prognosen.

Søren Laurberg, Kirurgisk Afdeling L, Århus Sygehus, kommenterer: »Undersøgelsen bekræfter resultaterne af flere andre undersøgelser, der viser, at der er en sammenhæng imellem volumen og kvalitet af kirurgien.

Man må bemærke, at undersøgelsen er relativt gammel - dvs. før moderne kirurgi for kolorektal cancer, og at den operative volumen per kirurg er meget begrænset.

Undersøgelsen bekræfter, at operationerne kan udføres lige så godt af yngre kirurger under uddannelse, der superviseres af certificerede kirurger - ingen af kirurgerne var subspecialiseret i kolorektal kirurgi«.

Renzulli P, Lowy A, Maibach R et al. The influence of the surgeon's and the hospital's caseload on survival and local recurrence after colorectal cancer surgery. Surgery 2006;139:296-304.