Kort nyt

Etanercept er effektivt mod psoriasis

> N Engl J Med

Etanercept, som er en antagonist til cytokinet tumornekrosefaktor (TNF), er en effektiv monoterapi mod moderat til svær psoriasis, ifølge en prospektiv, randomiseret og dobbeltblindet undersøgelse publiceret i november i New England Journal of Medicine.

Ud af 672 patienter, som studiet omfattede, blev en gruppe patienter behandlet med en lavdosis subkutan etanercept på 25 mg en gang ugentligt; en anden gruppe patienter fik den samme dosis to gange ugentligt; en tredje gruppe fik en højdosisbehandling på 50 mg to gange ugentligt; og en sidste gruppe blev behandlet med placebo. Det anvendte endpoint var en bedring på mindst 75% i et psoriasis-scoringssystem (area-and-severity index).

Efter 12 ugers behandling kunne forskerne konstatere en dosisrelateret effekt af behandlingen. 49% af patienterne i højdosisgruppen nåede den ønskede effekt. Andelen i middel- og lavdosis- samt placebogrupperne var på hhv. 34%, 14% og 4%.

»Det kliniske respons blev bedre, jo længere behandlingen varede«, observerede Craig Leonardi fra Saint Louis School of Medicine (Missouri). Efter 24 ugers behandling havde 25% i lavdosisgruppen nået det ønskede endpoint, mens 44% og 59% i hhv. middel- og højdosisgruppen nåede denne effektparameter. Ifølge forfatterne blev præparatet tolereret godt.

»Etanercept er effektiv hos patienter med reumatoid artrit og psoriasisartrit, hvor den tillige har en gavnlig effekt på psoriasislæsioner«, skriver forfatterne. »Vores store multicenterundersøgelse viser, at etanercept er effektivt og veltolereret ved psoriasis.«

Lone Skov fra Dermatologisk Afdeling, Amtssygehuset i Gentofte, kommenterer: »Etanercept tilhører en gruppe af nye lovende behandlinger mod psoriasis. Disse nye behandlinger vil sandsynligvis ændre livet for en del patienter med moderat til svær psoriasis, hvor behandlingen traditionelt er fotokemoterapi, methotrexat, retinoider eller ciclosporin, behandlinger, der alle ved langtidsbrug har betydelige bivirkninger.«

Leonardi CL, Powers JL, Matheson RT et al. Etanercept as Monotherapy in Patients with Psoriasis. N Engl J Med 2003;349:2014-22.

Vasopressin er bedre end adrenalin ved asystoli

> N Engl J Med

Vasopressinbehandling af patienter med asystoli kan give bedre resultater end adrenalinbehandling ifølge en randomiseret, dobbeltblindet undersøgelse om brug af vasopressin til hjertestop uden for sygehus.

I alt 1.186 patienter, som fik hjertestop uden for sygehus, indgik i undersøgelsen. Patienter, som præsenterede sig med asystoli eller pulsløs elektrisk aktivitet, blev randomiseret umiddelbart, hvorimod patienter med ventrikelflimren blev randomiseret efter tre forgæves stød. De randomiserede patienter fik enten 40 IU vasopressin eller 1 mg adrenalin op til to gange med tre minutters mellemrum. Ved fortsat hjertestop blev der givet adrenalin efter et klinisk skøn. Det primære endpoint var overlevelse til indbringelse på sygehus, det sekundære overlevelse til udskrivelse. Der var ingen prædefineret subgruppering.

Undersøgelsen viste, at i begge behandlingsgrupper overlevede ca. 30% til indlæggelsen på sygehus og 10% blev udskrevet i live. Der var ingen forskel i behandlingsresultat blandt 472 patienter med ventrikelflimren og 186 patienter med pulsløs elektrisk aktivitet. Blandt patienter med asystoli var der dog et klart resultat: 76 ud af 262 patienter, som fik vasopressin, overlevede til indlæggelse på sygehus, mod 54 ud af 266 som fik adrenalin. Og 12 ud af 257 patienter, som fik vasopressin, blev udskrevet i live, mod fire ud af 262 som fik adrenalin.

»Patienter med asystoli ved hjertestop har en meget ringe prognose, og derfor kan man tillade sig at sætte en ny behandling i gang, blot der er en chance for at den er bedre«, kommenterer Christian Torp-Pedersen fra Kardiologisk Klinik Y, H:S Bispebjerg Hospital. »Men på den anden side er der tale om marginale statistiske sammenhænge med få patienter i en ikke prædefineret subgruppe. Derfor er jeg ikke tilhænger af, at man foretager generelle anbefalinger. Jeg vil foreslå, at man lader hjertestopinstrukserne være uændrede, indtil der enten er flere resultater eller nye internationale anbefalinger.«

Wenzel V, Krismer AC, Arntz R et al. A Comparison of Vasopressin and Epinephrine for Out-of-Hospital Cardiopulmonary Resuscitation. N Engl J Med 2004;350:105-13.

Lange flyrejser øger marginalt risikoen for venøs trombose ...

> Arch Intern Med

Flyveture, med en varighed på over otte timer, øger marginalt risikoen for dyb venøs trombose (DVT), i hvert fald hos passagerer som i forvejen besidder en risikofaktor for venøs trombose. Konklusionen blev publiceret i december i Archives of Internal Medicine.

Fra oktober 2001 til april 2002 undersøgte Thomas Schwarz og kollegaer fra University of Dresden Medical School i alt 964 flypassagerer, som skulle ud på en mindst otte timer lang flyrejse. Kontrolmaterialet bestod af 1.212 ikkerejsende personer, der blev undersøgt på samme måde.

Passagererne fik foretaget en række undersøgelser herunder underekstremitets ultralydsundersøgelse (UL) inden for en uge før afgangen. Personer i antikoagulationsbehandling, eller som anvendte kompressionsstrømpe, blev ekskluderet fra studiet.

Ingen af passagererne eller kontrolpersonerne havde tegn på DVT ved undersøgelsens start, og alle blev vurderet igen ca. 48 timer efter hjemkomsten.

»Vi diagnosticerede venøs trombose hos 27 passagerer (2,8%) og hos 12 kontrolpersoner (1,0%)« skriver forfatterne. De fleste havde isolerede tromboser i lægmusklernes vener, men syv passagerer (0,7%) og to kontrolpersoner (0,2%) havde dyb venøs trombose. En af passagererne med DVT fik desuden diagnosticeret lungemboli. Alle syv passagerer fløj på økonomiklasse, var ældre, flere havde forhøjet body mass index, faktor VIII-niveau i perifert blod eller tidligere DVT-anamnese. Flyvetiden var hos denne gruppe i gennemsnit på 10,5 timer. En tredje vurdering fire uger efter hjemkomsten påviste ikke flere tromboemboliske komplikationer. Ingen dødsfald blev registreret i undersøgelsesperioden.

Forskerne konkluderer, at den signifikant øgede relative risiko for tromboemboliske komplikationer ved langtidsflyvning ligger blandt de lave midlertidige risikofaktorer - og kun hos personer med en præeksisterende permanent risikofaktor. »En general forebyggelse ud over strækøvelser og tilstrækkelig hydrering, synes ikke nødvendig«, skriver forfatterne.

»For personer med risikofaktorer anbefales det endvidere at anvende støttestrømper«, kommenterer Henrik Nielsen, Reumatologisk Enhed, Amtssygehuset i Herlev. »Lavmolekylært heparin skal desuden anvendes hos særligt udsatte patienter, som f.eks. ved repatriation af syge«.

Schwarz T, Siegert G, Oettler W et al. Venous Thrombosis After Long-haul Flights. Arch Intern Med 2003;163:2759-64.

... og for lungemboli

> Arch Intern Med

Mellem 1995 og 2000 ankom ca. 13 millioner passagerer til Madrid-Barajas lufthavn i Spanien efter en flyrejse, som havde varet i mindst seks timer. I samme periode ankom i alt 41 millioner passagerer. Blandt disse blev der konstateret 16 tilfælde af lungeemboli, som svarer til en incidens på 0,39 pr. en million passagerer. Når man kun betragter de flyrejser, der varer seks til otte timer eller over otte timer, er incidensen hhv. 0,25 og 1,65 pr. en million passagerer.

Dette er nogle af resultaterne af en retrospektiv undersøgelse, som blev publiceret i december i Archives of Internal Medicine.

Esteban Pérez-Rodriguez fra Ramón y Cajal Hospital, Madrid, og kollegaer gennemgik journalerne fra alle passagerer, som blev henvist til sygehuset på grund af symptomer, som kunne give mistanke om lungeemboli. Sygehuset modtager alle henvisninger fra lufthavnen.

»Flyrejser er en risikofaktor for lungeemboli, og incidensen stiger med flyrejsens varighed«, skriver forskeren.

»Incidensen for lungeemboli er præcis den samme som [tidligere] blev påvist i Paris«, kommenterer James Dalen, tidsskriftets redaktør, i en leder.

Den gennemsnitlige alder blandt de 16 tilfælde af lungeemboli var 70 år. De fleste (56%) havde mindst en kendt risikofaktor for lungeemboli, herunder overvægt, varicer, cancer eller tidligere dyb venøs trombose.

»Et vigtigt budskab er at sikre personer med flyvetid på over seks timers varighed den rette information, specielt hvis disse befinder sig i en risikogruppe. Det er simple og praktiske håndgreb«, kommenterer Henrik Nielsen fra Reumatologisk Enhed, Amtssygehuset i Herlev.

Pérez-Rodríguez E, Jiménez D, Díaz G et al. Incidence of Air Travel-Related Pulmonary Embolism at the Madrid-Barajas Airport. Arch Intern Med 2003;163:2766-70.