Kort nyt - medicinske nyheder

Implantat lindrer refluksgener

> Am J Gastroenterol

Implantationen af et ikke resorberbart polymerisk materiale i distale esophagus kan være så effektiv, at patienter med gastroøsofageal refluks kan få seponeret deres protonpumpehæmmer (PPI)-behandling. Ifølge en artikel publiceret i september i American Journal of Gastroenterology kunne ca. 80% af patienterne reducere eller ophøre med deres medicinske PPI-behandling et år efter implantationen.

»Blandt disse patienter fik 87% deres PPI-behandling helt seponeret«, skriver David Johnson, fra Eastern Virginia School of Medicine (Norfolk, Virginia).

Johnson og kollegaer fra USA, Canada og Belgien undersøgte effektiviteten og sikkerheden af et implantatmateriale bestående af etylenvinyl-alkohol-polymerer, som injiceres med en skleroterapilignende nål i den distale del af esophagus. Efter implatationen størkner materialet in situ, og hensigten er at stramme sfinkterfunktionen i distale esophagus.

Efter implantationsproceduren kunne de 85 involverede patienter udskrives efter 2-4 timer. Patienterne blev fulgt 1, 3, 6 og 12 måneder efter udskrivning. Forskerne definerede, at patienterne havde et godt respons på behandlingen, hvis implantationen forårsagede en nedsættelse på mindst 50% af PPI-doseringen.

Der blev tillige konstateret bedring i symptomer som dysfagi og pyrosis, samt ved øsofageale pH-målinger. Der kunne dog ikke konstateres nogen bedring ved den endoskopiske vurdering af esophagitis.

Undersøgelsen havde den ulempe, at den ikke var placebokontrolleret. »Der foreligger ingen kontrollerede undersøgelser og en formodning om stor placeboeffekt er bekræftet«, kommenterer Mikael Støckel, fra Gastroenheden, Hvidovre Hospital. »Patientrekrutteringen og designet medfører at der er stor sandsynlighed for at patienter inkluderes på toppen af en dårlig fase i deres lidelse, og at spontanforløbet er en væsentlig del af det positive kliniske forløb.«

Mikael Støckel konkluderer, at »der ikke er nogen tvivl om, at metoderne vil blive markedsført og anvendt i Dan-mark, og det er da vigtigt at der primært foretages et fravalg af uegnede metoder«.

Johnson DA, Ganz R, Aisenberg J et al. Endoscopic Implantation of Enteryx for Treatment of GERD: 12-Month Results of a Prospective, Multicenter Trial. Am J Gastroenterol 2003;98:921-30.

Blodtransfusion overfører West Nile virus

> N Engl J Med

Erytrocytter, trombocytter og frisk frosset plasma kan overføre West Nile virus, men screening af alle potentielle bloddonorer med eksempelvis PCR-teknikker nedsætter risikoen ifølge en undersøgelse publiceret i september i New England Journal of Medicine.

Baggrunden for undersøgelsen var en epidemi i 2002 i USA, hvor der blev rapporteret 4.200 sygdomstilfælde forårsaget af dette virus. På grund af den teoretiske risiko for at blodtransfusion kan overføre virus, opsporede forskere fra både FDA (Food and Drug Administration) og CDC (Centers for Disease Control and Prevention) i USA patienter med West Nile virus-infektion, som op til 4 uger før infektionen havde fået en blodtransfusion.

Ud af 61 fik 23 identificerede patienter bekræftet en transfusionsassocieret smitte, mens det enten blev afkræftet eller forblev ubekræftet for resten af patienterne. Påvisning af både virus-RNA ved PCR-teknikker og antistof mod virus blev anvendt til at identificere virus i blodet. Forskerne undersøgte i denne forbindelse bl.a. donorernes gemte blodprøver.

Ud af de 23 transfusionsinficerede patienter var 10 (43%) immunosupprimerede i forbindelse med transplantation eller cancer, og 8 (35%) var 70 år eller ældre og havde andre medicinske eller kirurgiske problemer.

»Vores resultater tyder på en potentiel gavn af West Nile virus-screening med nucleic acid-teknikker af alle potentielle bloddonorer«, skriver førsteforfatteren Lisa Pealer fra CDC (Atlanta, Georgia).

»Smitteudvalget under Dansk Selskab for Klinisk Immu-nologi anbefaler, at bloddonorer, der har været i USA eller Canada i perioden 1. juni til 30. november, har karantæne med bloddonation i 28 dage efter hjemkomsten fra anførte lande«, kommenterer Ebbe Dickmeiss, fra H:S Blodbank, Rigshospitalet.

»Det anbefales også, at bloddonorer, der har haft et influenzalignende sygdomstilfælde med hovedpine og feber inden for 14 dage efter hjemkomsten fra anførte lande, har karantæne med bloddonation i 28 dage efter symptomdebut.«

Pealer LN, Marfin AA, Petersen LR. Transmission of West Nile Virus through Blood Transfusion in the United States in 2002. N Engl J Med 2003;349:1236-45.

Azithromycin forebygger ikke nyt koronarinfarkt

> JAMA

En 12-ugers kur med azithromycin beskytter ikke patienter, som tidligere har haft AMI, mod en forværring af deres koronarsygdomme ifølge et randomiseret, dobbeltblindt studie med 7.747 patienter. Undersøgelsen blev publiceret i september i Journal of the American Medical Association.

Flere undersøgelser har tidligere vist en sammenhæng mellem aterogenese og antistof mod Chlamydia pneumoniae. Christopher O'Connor fra Duke University (Durham, North Carolina) samt kollegaer fra Pfizer (New London, Connecticut) og fra 271 centre i flere lande undersøgte om azithromycin kunne yde sekundær profylakse hos patienter, som havde haft et AMI mere end 6 uger før inklusionstidspunktet og som samtidigt havde cirkulerende antistof (IgG) mod C. pneumoniae.

Cirka halvdelen af patienterne fik placebo, mens de øvrige fik 600 mg azithromycin om ugen (dog 600 mg dagligt i de første 3 dage). Efter 14 måneders observation sammenlignede forskerne forskellen i antal dødsfald (uanset årsag), AMI, revaskulariseringer eller indlæggelseskrævende angina. »Der var ingen signifikant reduktion af risici for nogen af de målte parametre«, skriver forfatterne. De kunne dog initialt observere en tilsyneladende gunstig effekt af azithromycin. Dette fund fik forfatterne til at skrive, at længere behandling muligvis kunne være gavnlig for disse patienter.

»Trods ret solid eksperimentel baggrund for, at C. pneu-moniae kan spille en rolle ved kardiovaskulær sygdom er resultaterne af dette enorme og veltilrettelagte studie generelt negative og skuffende«, kommenterer Niels Høiby fra klinisk mikrobiologisk afdeling, Rigshospitalet.

»For danske forhold betyder det, at der ingen evidens er for at behandle sådanne patienter med makrolider, selvom makroliddosis og behandlingsvarighed i studiet kan diskuteres. Fremtidige studier kunne måske anvende hurtigere baktericidt virkende antibiotika som fx fluorokinoloner«.

O'Connor CM, Dunne MW, Pfeffer MA et al. Azithromycin for the Secondary Prevention of Coronary Heart Disease Events: The WIZARD Study: A Randomized Controlled Trial. JAMA 2003;290:1459-66.

GIK-drop nedsætter mortaliteten blandt angioplastikpatienter

> J Am Coll Cardiol

Et enkelt glukose-insulin-kalium-drop (GIK-drop) kan nedsætte mortaliteten blandt patienter, som har fået foretaget angioplastik efter et akut myokardieinfarkt (AMI), og som ikke har hjerteinsufficiens. Det er en af hovedkonklusionerne fra den hidtil største prospektive randomiserede undersøgelse om GIK-drop til AMI-patienter.

Iwan van der Horst og kollegaer fra Hospital de Weezenlanden (Zwolle, Holland) undersøgte 940 patienter med AMI. Ca. halvdelen blev tilfældigt udvalgt til at få et GIK-drop lige efter ankomsten til behandlingscentret, medens den anden halvdel ikke fik infusion. GIK-droppet bestod af 80 mmol KCl, 30 g glukose samt 50 U hurtigt virkende insulin per liter med indløbshastighed på 1,5 ml/kg i timen. Det er hypotesen, at glukoseadministration er gavnlig for det iskæmiske myocardium.

De patienter, som fik GIK-drop, havde overordnet set ingen lavere mortalitet. Men GIK-droppet havde en signifikant virkning blandt de patienter, der ikke havde hjerteinsufficiens, en undergruppe der omfattede 840 patienter (91%). Patienter uden hjerteinsufficiens og som fik GIK-drop havde en mortalitet efter 30 dage på 1,2%, sammenlignet med en mortalitet på 4,2% blandt patienter, der ikke fik infusion.

»Effekten af GIK-drop hos patienter med hjerteinsufficiens er usikker«, skriver forskerne. »Det er muligt, at den potentielt gunstige effekt hos nogle patienter bliver overgået af følgerne af det infunderede væskevolumen«.

Torben Haghfelt, Kardiologisk Afdeling B, Odense Universitetshospital, kommenterer: »Disse resultater kan ikke på nuværende grundlag berettige en generel ændret behandlingsstrategi med GIK-drop i forbindelse med primær perkutan koronar intervention ved ST-elevations- AMI. Yderligere videnskabelig dokumentation med relation til bl.a. ekkofund og diabetes- og ,prædiabetes`-forekomst er ønskelig«.

Van der Horst ICC, Zijlstra F, van't Hof AWJ. Glucose-Insulin-Potassium Infusion in Patients Treated With Primary Angioplasty for Acute Myocardial Infarction. J Am Coll Cardiol 2003;42:784-91.