I dag strækker standardbehandlingen af ikketerapiresistent tuberkulose (tb) sig over seks måneder og består af fire stoffer (isoniazid, rifampicin, pyrazinamid og ethambutol), som gives i de første to første måneder efterfulgt af fire måneder med isoniazid og rifampicin. Den lange behandlingsvarighed udfordrer medicinadhærens og logistik, og derfor forsøger man at finde regimer, som kan afkorte behandlingen. Nyt studie gennemført i lavindkomstlande i Asien og Afrika afprøver forskellige mere intensive regimer, som strækker sig over færre måneder.
Overlæge Sidse Graff Jensen, Lungemedicinsk Sektion, Gentofte Hospital, kommenterer: »I starten af 1980’erne oplevede vi en revolution i behandlingen af tb, da en sikker og effektiv firstofsbehandling af seks måneders varighed blev indført. Den er fortsat standardbehandling i dag. Studier publiceret de seneste par år tyder nu på, at vi for nogle patienter kan afkorte behandlingen. Således kan behandling af børn med limiteret, ikkeresistent tb afkortes til fire måneder, og behandlingen af voksne kan afkortes til fire måneder, hvis rifampicin erstattes af rifapentin, et stof med en længere halveringstid. Begge regimer anbefales nu af WHO på linje med standardbehandling. Rifapentin er dog aktuelt kun tilgængeligt i tb-højincidenslande, hvor behovet er størst. I det nye TRUNCATE-TB-studie undersøger man nye, intensiverede regimer og et nyt behandlingskoncept, med differentierede behandlingslængder. Alle behandles i otte uger og revurderes. Ved fortsat tegn på sygdom forlænges behandlingen, og efter endt behandling følges de med henblik på eventuelt recidiv og genbehandles ved behov. Studiet viser, at otte ugers initial behandling med bedaquilin, linezolid, isoniazid, pyrazinamid og ethambutol efter dette behandlingskoncept er ligeværdigt med standardbehandling, uden øget forekomst af bivirkninger. I studiet ses en meget høj adhærens til behandlingen og en opfølgning, som er svær at opnå i den kliniske hverdag. Endvidere kan man være bekymret for øget resistens for bedaquilin og linezolid, der er helt central i behandlingen af resistent tb. Studiet giver håb om en kortere behandling af tb, men behandlingen vil ikke erstatte den nuværende standardbehandling«.
Interessekonflikter: ingen