Kortnyt

Forskere laver stamcellebaserede pacemakere

> Circulation

Stamcellebaserede pacemakere kan være en alternativ behandling til arytmier, ifølge en artikel publiceret i januar i Circulation.

Tian Xue fra Johns Hopkins School of Medicine i Baltimore, Maryland, anvendte humane embryonale stamceller til at producere elektrisk aktive kardiomyocytter, som derefter blev sat sammen med in vitro-modne ventrikulære kardiomyocytter. Den resulterende syncitium havde rytmisk elektrisk aktivitet og responderede både på isoproterenol og lidokain.

Derefter implanterede forskerne en stamcellebaseret pacemaker i venstre ventrikel i marsvin. »Detaljeret kortlægning over den epikardielle overflade ... bekræftede, at membrandepolarisation skete fra implantatets sted til det nærliggende myokardie«, skriver forfatterne.

Stig Haunsø, Hjertemedicinsk Klinik B, H:S Rigshospitalet, kommenterer: »Artiklen er et eksempel på innovativ eksperimentel frontlinjeforskning inden for molekylær elektrofysiologi. Udviklingen af genmodificerede embryonale stamceller til ,myokardiale pacemakere` giver håb for fremtidig og kurativ behandling af hjertearytmi som alternativ til pacemakere og defibrillatorer. Der foreligger endnu ingen kliniske undersøgelser, men de eksperimentelle resultater bringer os et godt skridt i retningen ,from bench to bed`«.

Xue T, Cho HC, Akar FG et al. Functional integration of electrically active cardiac derivatives from genetically engineered human embryonic stem cells with quiescent recipient ventricular cardiomyocytes. Circulation 2005;111:11-20

Depressive koronarpatienter har højere CRP

> Am J Cardiol

Depressive symptomer korreleres med stigning i CRP-niveauet hos patienter med tidligere akutte koronarsyndromer, konkluderer en undersøgelse publiceret i februar i American Journal of Cardiology.

»Man ved, at depressive symptomer korreleres med en to- til firedobling af morbiditet og mortalitet blandt patienter, som er ved at komme sig over et akut koronarsyndrom«, skriver førsteforfatteren Gregory Miller, fra University of British Columbia, Vancouver. »Men man ved ikke meget om det biologiske grundlag for denne association.«

I dette studie blev 65 patienter, som havde et akut koronarsyndrom (akut myokardieinfarkt, bypassoperation eller koronar angioplasti), vurderet for depression ved hjælp af Hamilton Rating Scale og Beck Depression Inventory. Desuden blev CRP, interleukin-6, tumornekrosefaktor-alfa samt antistof mod cytomegalovirus, herpes simplex og Epstein-Barr-virus målt. Gennemsnitsalderen var 61 år, og 63% var mænd.

Patienterne blev opdelt i tre grupper efter deres CRP-værdier. Patienterne i den øverste værdi-gruppe havde i gennemsnit en CRP på 3,6 mg/l mens patienterne i de to andre grupper havde en CRP på 2,4 i gennemsnit. De havde også oftere antistof mod de tre testede vira end de to andre grupper (100% af patienterne vs. henholdsvis 55% og 43%). Alligevel viste undersøgelserne for hvert virus, at patogenbyrden ikke var relateret til CRP-udtryk, skriver forfatterne.

Bente Klarlund Pedersen, Epidemiklinikken, H:S Rigshospitalet, kommenterer: »Depression er associeret med øget forekomst af type 2-diabetes, kardiovaskulær sygdom, hypertension og demens - tilstande, der alle er associeret med tegn på non-infektiøs kronisk inflammation. Det fund, at depression er associeret med øget niveau af CRP, er derfor ikke uventet. Den kausale sammenhæng mellem inflammation og kroniske medicinske sygdomme er ikke fastlagt. Først hvis det vises, at inflammation er årsag til - og ikke konsekvens af - åreforkalkning og insulinresistens, vil det aktuelle fund have klinisk konsekvens.«

Miller GE, Freedland, KE, Duntley S et al. Relation of depressive symptoms to C-reactive protein and pathogen burden (cytomegalovirus, herpes simplex virus, Epstein-Barr virus) in patients with earlier acute coronary syndromes. Am J Cardiol 2005;95:317-21.

Anciennitet korreleres til ringe lægelig præstation

> Ann Intern Med

Jo mere erfaring en læge har, jo større er risikoen for at yde en ringere lægelig præstation, ifølge en undersøgelse publiceret i februar i Annals of Internal Medicine.

Niteesh Choudry og kolleger fra Harvard Medical School i Boston gennemgik 62 studier, som relaterede lægelig viden og kvalitet til lægens alder og anciennitet. Studierne blev opdelt i fire grupper, afhængig af om de vurderede lægelig viden, relation til diagnostiske eller profylaktiske retningslinjer, relation til behandlingsretningslinjer eller sundhedsmæssige slutpunkter.

Over halvdelen af studierne (32) fandt korrelation mellem en ringere lægelig præstation og antal år i praksis for alle slutpunkterne, som blev vurderet i studierne; 13 (21%) fandt korrelationen for nogle, men ikke alle slutpunkter; 13 fandt ingen association; et studie fandt, at kvaliteten steg sammen men erfaring; og to studier konkluderede, at kvaliteten initialt steg for derefter at falde igen. I alt vurderede studierne flere tusinde læger, patienter og kliniske slutpunkter.

Studierne varierede meget i størrelse og design. Et studie vurderede 4.546 internmedicinere og praktiserende læger på baggrund af behandlingen af 39.007 indlagte patienter og konkluderede, at mortaliteten steg med 0,5% med hvert anciennitetsår. Et andet studie omfattende 122 anæstesiologer og kirurger viste en stærk signifikant negativ association mellem viden om blodtransfusionsrisici og antal af arbejdede år.

Jørgen Hedemark Poulsen, Københavns Universitet, Panum Instituttet, kommenterer: »Undersøgelsen viser, at en høj anciennitet/alder er korreleret til aftagende lægelige præstationer, hvilket demonstrerer et uopfyldt behov for effektiv lægelig videreuddannelse.

Kvaliteten af undersøgelsen er problematisk, hvad angår de yngre kategorier af læger, bl.a. fordi nogle af undersøgelserne samler læger <40 eller 45 år i én kategori, som selvsagt er yderst heterogen. Dertil kommer, at en væsentlig del af de tilgrundliggende undersøgelser er udført i Canada og USA, hvor både den præ- og postgraduate formaliserede uddannelse er meget effektiv og relativt kort. Dette indebærer, at resultaterne næppe kan overføres umiddelbart til danske forhold, hvor det forekommer sandsynligt, at lægers præstationer stiger initialt.«

Choudhry NK, Fletcher RH, Soumerai SB. The relationship between clinical experience and quality of health care. Ann Intern Med 2005;142:260-73.

Hovedafkøling reducerer senfølger til neonatal encefalopati

> Lancet

Ekstern afkøling af barnets hoved samt en lettere systemisk hypotermi kan øge overlevelseschancerne uden svære sequelae hos nyfødte med neonatal encefalopati - især hvis barnet ikke har svære elektroencefalografiske (EEG) ændringer. Dette er hovedkonklusionen på et prospektivt og randomiseret interventionsstudie publiceret i februar i The Lancet.

Eksperimentelle modeller har vist, at cerebral hypotermi har en gavnlig effekt på hypoksi-iskæmi- encefalopati, som forekommer hos en til to børn per 1.000 nyfødte.

Peter Gluckman, University of Auckland, og kolleger fra 25 neonatalenheder i New Zealand, USA, Canada og Storbritannien, behandlede 116 nyfødte med et udstyr, som afkølede barnets hoved i 72 timer. Behandlingen startede inden for seks timer efter fødslen. Rektalt emperatur blev vedligeholdt på 34-35ºC. Andre 118 børn blev behandlet konventionelt. Slutpunkter var død eller svære neurologiske følger ved 18-måneders-alderen.

Der var ingen statistisk signifikans grupperne imellem, men en prædefineret undergruppeanalyse viste, at børnene uden udtalte EEG-ændringer efter fødslen havde en reduceret risiko for død eller svære neurologiske følger (odds-ratio 0,47; p = 0,02).

Gorm Greisen, Neonatalklinikken, H:S Rigshospitalet, kommenterer: »Mindst fire lignende randomiserede kliniske forsøg er undervejs. Det er vigtigt, at de bliver gennemført for at bekræfte det, som kun er en tendens i det aktuelle studie: at afkøling måske mindsker risikoen for at barnet dør, men især reducerer risikoen for svære senfølger.«

Gluckman PD, Wyatt JS, Azzopardi D et al. Selective head cooling with mild systemic hypothermia after neonatal encephalopathy. Lancet 2005;365:663-70.