Skip to main content

Kræftsygdom hos forældre og uddannelsesforløb hos børn

Forældres kræftsygdom er associeret til dårligere skolekarakterer og lavere indkomst hos børnene senere i livet.

redigeret af Peter Lange, plange@dadlnet.dk

6. nov. 2018
2 min.

Hver tredje dansker får kræft I løbet af livet, og sygdommen påvirker ud over den kræftsyge også resten af familien. Det er kendt, at børn, hvis forældre har fået cancer, har øget risiko for at udvikle emotionelle, kognitive og sociale problemer. I et nyt registerbaseret studie undersøgte man en mulig sammenhæng mellem uddannelse og indkomst senere i livet hos de børn, hvis forældre fik kræft, før barnet var 15 eller 18 år. I studiet indgår alle danske børn, der er født i perioden 1978-1999, og deres forældre. Forfatterne fandt, at det at have en forælder med kræft var associeret til lavere karakterer i niendeklasses afgangsprøve, en kortere uddannelse og en lavere indkomst som 30-årig. Denne association forblev signifikant efter statistisk korrektion for forældrenes uddannelsesniveau og var stærkest for de mest alvorlige cancertyper.

Professor Pernille Due, Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet kommenterer: »Der er i de seneste år kommet et vigtigt fokus på den betydning, det kan have for børns liv og opvækst at have en alvorligt syg forælder. Jørgensen et al udnytter Danmarks stærke position og mulighed for registerkoblinger til at undersøge betydningen af denne særlige livssituation for barnets opnåelse af uddannelsesmæssige mål og for barnets økonomiske situation som voksen. Studiet kobler data fra en række registre med de nye uddannelsesinformationer, som siden 2001 er blevet indsamlet og gjort tilgængelige via Danmarks Statistik. Selvom tallene indikerer relativt små forskelle mellem børn af forældre med og uden cancer, er det forskelle, som burde kunne undgås med den rette opmærksomhed og de rette støttemuligheder. Særligt de børn, hvis forældre har sygdom med dårlig prognose eller dør, har forhøjet risiko. Det er derfor vigtigt, at der er kommet mere opmærksomhed på børn af syge forældre. Alvorlig sygdom rammer ikke kun børnenes trivsel: Dette studie har vist, at det også påvirker børnenes muligheder senere i livet. Sundhedsstyrelsens anbefalinger bør følges på hospitalerne og bør fremover inddrage behovet for at sikre en støtte med fokus på børnenes læring«.

Jørgensen AC, Kjær Urhøj S, Nybo Andersen A-M. Primary school achievement and socioeconomic attainment in individuals affected by parental cancer in childhood or adolescence: a Danish nationwide register-based study. J Epidemiol Community Health 20. aug 2018 (e-pub ahead of print).

Interessekonflikter: ingen