Skip to main content

Kraniektomi ved behandlingsrefraktær traumatisk intrakranial hypertension: virker det?

Blødning og ødemdannelse ved traumatisk hjerneskade kan øge det intrakraniale tryk med følgende yderligere traumatisering af hjernen. Traumatisk intrakranial hypertension behandles normalt medicinsk, men det er ikke altid virksomt.

Redigeret af Per Lav Madsen, lav.madsen@gmail.com

26. okt. 2016
2 min.

Blødning og ødemdannelse ved traumatisk hjerneskade kan øge det intrakraniale tryk med følgende yderligere traumatisering af hjernen. Traumatisk intrakranial hypertension behandles normalt medicinsk, men det er ikke altid virksomt.

Akut kraniektomi ved traumatisk intrakranial trykforhøjelse er ikke bedre end medicinsk behandling, og ved akut hovedtraume vil man derfor sænke forhøjet intrakranielt tryk med medicin (målt med ”trykskrue” boret gennem kraniet). Kirurgisk dekomprimering er måske en mulighed ved behandlingsrefraktær intrakranial hypertension (> 25 mmHg). I en tiårig periode randomiserede Hutchinson et al 408 patienter (10-65 år) med behandlingsrefraktær intrakranial trykstigning til fortsat medicinsk behandling eller kirurgisk dekompression. Dekompression var teknisk virksomt med kortere tid med forhøjet intrakranialt tryk. 6 mdr. efter inklusion var mortaliteten blandt kirurgisk og medicinsk behandlede patienter hhv. 27% og 49% (p < 0,05). Der var imidlertid flere kirurgisk behandlede, der blev svært hjerneskadede (9% vs. 2%) eller fik ”kontinuerligt hjælpebehov fra andre” (22% vs. 14%). 12-mdr.-resultaterne var ikke væsentlig anderledes. Professor, dr.med. Jens Christian Hedemann Sørensen, Neurokirurgisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital, kommenterer: ”Kraniektomi er altid teknisk virksom på intrakranial trykforhøjelse. Spørgsmålet er imidlertid, om behandlingen gør en forskel for patienten. Ved forhøjet intrakranialt tryk efter cerebri media-infarkt sænker kraniektomi det inkraniale tryk og bedrer dødelighed og øger procentdelen med et gunstigt outcome. Ved patienter med forhøjet intrakranialt tryk efter traumatisk hjerneskade har det vist sig, at tidlig kraniektomi ikke er bedre end medicinsk behandling, hvorfor man gennemførte Rescue ICP-studiet. Det viser, at kraniektomi redder livet på flere, men flertallet bliver enten vegetative eller alvorligt handicappede. Der var lige mange, der fik let handicap eller ingen følgevirkninger. Studiet er vigtigt at huske, når man informerer familiemedlemmer til kranietraumepatienter omkring forventet behandlingsresultat. Det må bemærkes, at der ikke er foretaget en aldersstratificering i studiet, og at yngre patienter erfaringsmæssigt har bedre outcome, hvorfor kraniektomi hos yngre fortsat er nærliggende”.

INTERESSEKONFLIKTER: ingen

Hutchinson PJ, Kolias AG, Timofeev IS et al. Trial of decompressive craniectomy for traumatic intracranial hypertension. N Engl J Med 2016;375:1119-30.