Skip to main content

Kutane og hæmatologiske bivirkninger efter methotrexatbehandling

Månedens billede.
Månedens billede.

Ann-Kathrine Rossau, Akutafdeling, Kolding Sygehus, Sygehus Lillebælt E-mail: a.rossau@dadlnet.dk, Per Trøllund Pedersen, Hæmatologisk Afdeling, Sydvestjysk Sygehus Esbjerg & Anette Bygum, Hudafdeling I og Allergicentret, Odense Universitetshospital Ugeskr Læger 2015;177:V65620

19. jan. 2015
2 min.

En 62-årig kvinde fik sår på underlæben, halssmerter, træthed, vægttab og blå mærker. Behandling med aciclovir og antibiotika via egen læge og en otolog var uden effekt, hvorfor hun blev henvist til en dermatolog. Hun var gennem flere år blevet behandlet med methotrexat (MTX), hydroxychloroquin og nonsteroide antiinflammatoriske stoffer for reumatoid artritis. Blodprøver syv måneder tidligere viste hæmoglobinniveau på 6,2 mmol/l og normalt trombocyttal.

Objektivt fandt man hæmoragiske sår på underlæben samt ekkymoser og purpura på ekstremiteterne. Biokemisk fandt man et hæmoglobinniveau på 4,8 mmol/l, et trombocyttal på 13 mia./l samt normale nyre- og levertal. En knoglemarvsbiopsi viste livlig erytropoiese uden tegn til primær hæmatologisk sygdom. De biokemiske værdier normaliseredes, og de kutane symptomer svandt under MTX-pause.

Patienten var usikker på MTX-dosis, som ifølge seneste notat fra reumatologisk ambulatorium var 20 mg om ugen. Ifølge egen læge fik hun ibuprofen 400 mg dagl. og hydroxychloroquin 200 mg dagl. Om knoglemarvspåvirkningen skyldtes overdosering eller lægemiddelinteraktion kunne ikke afklares. Patienten udviste klassiske symptomer på MTX-toksicitet, hvorfor vi indskærper opmærksomhed på bivirkninger og regelmæssig blodprøvekontrol hos patienter, der er i MTX-behandling.

Interessekonflikter:

Referencer

Supplerende litteratur

Christensen AM, Thagaard MS, Stentoft J. Methotrexat kan føre til fatale hæmatologiske komplikationer hos ældre. Ugeskr Læger 2013;175:435-6.