Læger med en ph.d.-grad – kan vi udnytte kompetencerne endnu bedre?

Rømer et al [1] har retrospektivt belyst det videnskabelige udbytte af ph.d.-forløb, der gennemføres i kliniske forskningsmiljøer. Baggrunden er, at der indimellem sættes spørgsmålstegn ved særligt lægers motiv for at tage en ph.d.-uddannelse – er den blot et springbræt til den ønskede kliniske karriere eller en (vigtig!) integreret del af forskningsøkosystemet i Danmark?

Resultaterne understreger, at de ph.d.-studerende ud over egen uddannelse yder et stort og vigtigt bidrag til dansk klinisk forskning. De 841 analyserede kliniske ph.d.-afhandlinger (udgået fra Institut for Klinisk Medicin, Københavns Universitet i perioden 2013-2017) indeholdt i gennemsnit 3,4 manuskripter hver, og langt hovedparten af manuskripterne (92%) var blevet publiceret i 2019. Heraf var 75% publiceret efter ph.d.-forsvaret. Ydermere var 82% af artiklerne publiceret i de højest rangerede tidsskrifter inden for specialet. Undersøgelsen sætter derfor en fed streg under, at kliniske ph.d.-studerende er dedikerede til at formidle deres resultater og yder et stort og selvstændigt bidrag til ny forskningsbaseret klinisk viden.

Ph.d.-uddannelsen har ifølge ph.d.-bekendtgørelsen [2] et bredt mål: § 1 lyder:»Ph.d.-uddannelsen er en forskeruddannelse, der på internationalt niveau kvalificerer den ph.d.-studerende til selvstændigt at varetage forsknings-, udviklings- og undervisningsopgaver i den private og offentlige sektor, hvor der forudsættes et bredt kendskab til forskning«.

Ordet selvstændigt er afgørende, idet ph.d.-uddannelsen gennemføres som forskning under vejledning af mere seniore forskere. Langt hovedparten (97%) af artiklerne i ph.d.-afhandlingerne havde den ph.d.-studerende som førsteforfatter [1]. Det tyder på, at de kliniske ph.d.-studerende de facto opnår kompetencerne til at udføre selvstændige forsknings- og udviklingsopgaver.

Flertallet af de kliniske ph.d.-studerende arbejder efterfølgende i en klinisk hverdag, hvor patientbehandlingen ofte ses som kerneopgaven og forskning/uddannelse som understøttende. Derfor er det vigtigt at anerkende, at ph.d.-uddannelse i klinikken – ud over de konkrete forskningsresultater –bibringer en række andre værdifulde kompetencer. Det er bl.a. evnen til at arbejde evidensbaseret, dvs. til at opsøge og anvende ny viden om patienternes problemstillinger. Det er også tidligere fremhævet, at læger med en ph.d.-grad kommer med et analytisk mindset, er problemknusere, har kommunikative kompetencer og er vant til deadlines og teamwork [3, 4]. De bidrager derfor væsentligt til den forskningsbaserede udvikling af patientbehandlingen. Desværre tillader ansættelsesforholdene på hospitalerne ikke altid, at sundhedsvæsenet får gavn af de værdifulde forskningskompetencer. I en analyse fra 2018 [5] har man med udgangspunkt i 532 danske sundhedsvidenskabelige ph.d.er fra 2005-2006 set på, hvor mange der blev ved med at være videnskabeligt aktive. Fem til ni år efter ph.d.-studiet fortsatte kun 25% med at publicere regelmæssigt, mens op mod en tredjedel slet ikke publicerede videnskabelige resultater. Vi har desværre ikke belæg for at tro, at billedet er blevet bedre i de seneste 5-10 år.

Rømer et al [1] bør roses for at bibringe et vigtigt vidensgrundlag og stærke argumenter for at styrke den kliniske ph.d.-uddannelse og fortsat se den som en vigtig og integreret del af dansk klinisk forskning. Samtidig bør udviklingen af sundhedsvæsenet ske i en erkendelse af, at der er behov for rum, så de ph.d.-uddannede læger får mulighed for at bidrage til fortsat forskningsbaseret udvikling af det danske sundhedsvæsen. Deres kompetencer er en ressource, som vi kan udnytte bedre. Dette vil være til gavn og glæde for den enkelte patient, styrke dansk life science og øge sundhedstilstanden i samfundet.

Korrespondance Lars Bo Nielsen, Health, Aarhus Universitet. E-mail: larsbo@au.dk

Interessekonflikter ingen. Forfatternes ICMJE-formularer er tilgængelige sammen med lederen på Ugeskriftet.dk