En 70-årig mand blev indlagt med endokarditis og opstartet i dyrkningsnegativt regime med vancomycin, rifampicin og gentamicin. Tretten dage senere debuterede patienten med et bulløst hududslæt. Hudlæsionerne fremstod som velafgrænsende, blegrøde elementer med blæredannelse i cirkumferensen. Man fik mistanke om lineær immunglobulin (Ig)A-dermatose, og diagnosen blev bekræftet vha. hudbiopsi med fund af lineære aflejringer af IgA-antistoffer ved basalmembranen.
Lineær IgA-dermatose kan være medicinudløst. Det hyppigste culprit-lægemiddel er vancomycin, hvilket også vurderedes at være årsagen til denne patients lidelse. Mekanismen er ikke fuldstændigt klarlagt, men man mener, at vancomycin medierer en autoreaktivitet rettet mod kollagen type VII [1]. Lineær IgA-dermatose er en sjælden, autoimmun hudsygdom med en prævalens på 0,3-2,3 tilfælde pr. mio. pr. år [2, 3], og den er karakteriseret ved erytematøse elementer med blæredannelse i cirkumferensen, en såkaldt roset. I nogle tilfælde kan vesiklerne placere sig som »perler på en snor«. Sygdommen rammer primært hhv. voksne over 60 år og børn. Hos voksne bør man altid overveje, om det kan være medicinudløst.
Korrespondance Anne-johanne Andersen.
E-mail: Anne-johanne.andersen2@rsyd.dk
Antaget 17. oktober 2024
Publiceret på ugeskriftet.dk 25. november 2024
Interessekonflikter Der er anført potentielle interessekonflikter. Forfatternes ICMJE-formularer er tilgængelige sammen med artiklen på ugeskriftet.dk
Artikelreference Ugeskr Læger 2024;186:V72053.
doi 10.61409/V72053
Open Access under Creative Commons License CC BY-NC-ND 4.0
Referencer
- Yamagami J, Nakamura Y, Nagao K et al. Vancomycin mediates IgA autoreactivity in drug-induced linear IgA bullous dermatosis. J Invest Dermatol. 2018;138(7):1473-1480. https://doi.org/10.1016/j.jid.2017.12.035
- Fortuna G, Marinkovich MP. Linear immunoglobulin A bullous dermatosis. Clin Dermatol. 2012;30(1):38-50. https://doi.org/10.1016/j.clindermatol.2011.03.008
- Wang KL, Lehman JS, Todd A, Davis DMR. Adult-onset linear IgA bullous dermatosis: a retrospective single-center cohort study of 81 patients and literature review. Int J Dermatol. 2024;63(7):936-941. https://doi.org/10.1111/ijd.17041