Genetisk defekt i transthyretingenet har længe været kendt som årsag til amyloidaflejringer i væv. Kardial amyloidose har tidligere været delvist overset, men anerkendes i dag som en vigtig årsag til hjertesvigt med bevaret venstre ventrikelfunktion. En klinisk afprøvning af lægemidlet acoramidis (som stabiliserer transthyretin på en mindre udfældende form) tyder på, at tilstanden kan behandles.
Afdelingslæge Anders Møller Greve, Afdeling for Klinisk Biokemi, Rigshospitalet, kommenterer: »Transthyretinamyloidose er en af de hyppigste former for amyloidose og skyldes genetisk (ATTRv) eller erhvervet (ATTRwt) destabilisering af transthyretin, et transportørprotein i plasma, hvorved det kan misfolde og aflejres som amyloid. Aflejring af transthyretinamyloid i hjertet er en meget alvorlig komplikation, og hos patienter med symptomer på kardiel involvering er prognosen elendig. Historisk har interessen for at diagnosticere transthyretinamyloidose været begrænset pga. fraværet af effektive behandlingsmuligheder, og den eksakte prævalens kendes derfor ikke. Det formodes dog, at især den erhvervede form (ATTRwt), som af ukendte årsager hovedsagelig rammer ældre mænd, er ganske underdiagnosticeret. Eksempelvis er det i nyere case-series rapporteret, at kardiel transthyretinamyloidose kan diagnosticeres hos 13-16% af ældre mænd med aortastenose. Heldigvis har behandlingslandskabet og derved opmærksomheden på tilstanden ændret sig dramatisk de senere år med introduktionen af flere nye behandlingsmuligheder. Helt overordnet kan disse inddeles i dem, som tager sigte på at reducere dannelsen af transthyretinamyloid ved at slukke for kroppens produktion af transthyretin vha. genterapi, og dem, der ved farmakologisk stabilisering af proteinet i blodet hindrer misfolding og derved muligheden for at danne amyloid. Det aktuelle fase 3-studie omhandler således en yderligere ny mulighed for farmakologisk stabilisering af transthyretin i blodet (AG10), som er fire gange så potent som tafamidis – den hidtil eneste godkendte transthyretinstabilisator på markedet – men også en anden biotilgængelighed og halveringstid. Der var således knyttet stor interesse til resultaterne fra det aktuelle studie, som glædeligt viste, at hos patienter med kardiel transthyretinamyloidose var behandling med AG10 forbundet med en signifikant bedre prognose målt på et kombineret endepunkt af død, kardiel hospitalisering, ændring i NT-proBNP og seksminutters gangtest. Det er dog svært helt at sammenligne resultaterne med det tidligere tafamidisstudie, da den øgede opmærksomhed på tilstanden formentlig gjorde, at patienterne var blevet diagnosticeret i et tidligere sygdomsstadie«.
Interessekonflikter ingen.
