Skip to main content

Luft: et velegnet kontraststof til brug ved muskuloskeletal UL-diagnostik

Læge Etienne Qvistgaard, overlæge Søren Torp-Pedersen & professor Henning Bliddal H:S Frederiksberg Hospital, Parker Instituttet.

4. nov. 2005
6 min.


Formål: At afprøve luft som UL-kontraststof før injektion i led og seneskeder hos reumatologiske patienter.

Materiale og metoder: I undersøgelsesperioden blev der foretaget 617 injektioner i led/seneskeder. Heraf blev 346 udført ved brug af op til 1 ml atmosfærisk luft som UL-kontraststof. Til skanningerne anvendtes en Acuson Sequoia med en 8-15 MHz lineær transducer.

Resultater: Luftkontraststofmetoden var en nem og hurtig måde til effektivt at sikre sig den korrekte placering af en injektion i et svært definerbart præformeret hulrum. Der blev ikke rapporteret om bivirkninger, der kunne føres tilbage til anvendelsen af luft.

Konklusion: Vi anbefaler brug af luft som kontraststof ved UL-vejledte injektioner, når man er i tvivl om nålens korrekte placering i led og seneskeder.

Injektioner i led og andre synovialisbeklædte hulrum har stor interesse pga. deres store effektivitet ved lokale inflammatoriske tilstande i bevægeapparatet [1]. Med den stigende anvendelse af UL-diagnostik i reumatologien kan/vil den rutinemæssige brug af disse injektioner blive udvidet til hidtil vanskeligt tilgængelige områder. Påvisningen af ekssudater har oplagte terapeutiske konsekvenser, idet udtømning kan medføre en øjeblikkelig lindring for patienten, og selve punkturen af og injektionen i tilgængelige led, bursæ m.m. i princippet er enkel. Tilsyneladende er sikkerheden ved disse procedurer imidlertid begrænset [2], hvilket kan hænge sammen med, at der efter tømning af ekssudatet ikke skal rykkes mange mm på nålen, før den er uden for hulrummet. Om end der ikke er fuld enighed om omfanget af problemerne, vil alle uanset træning opleve en vis procentdel »forbiere« [3]. Til verifikation af placeringen af den efterfølgende injektion kan UL-billedet af nålespidsens placering med fordel suppleres med anvendelse af et kontraststof (luft) [4], der vil lejre sig i toppen af hulrummet på injektionsstedet. Formålet med dette studie var at opgøre luftkontraststofmetodens anvendelighed og eventuelle bivirkninger i et større reumatologisk patientmateriale.

Materiale og metoder

Reumatologiske patienter, hos hvem der var indikation for injektion af medicin lokalt i led eller seneskeder, blev undersøgt konsekutivt i perioden 2000-2001.

UL-undersøgelse blev foretaget på en Acuson Sequoia med lineære transducere med variabel centerfrekvens på 8-13 MHz.

Der blev anvendt 0,1-1 ml atmosfærisk luft som kontraststof. Luften blev inden injektion trukket op i spidsen af sprøjte og kanyle. Afhængig af injektionsforholdene (over eller under vævets niveau) skulle det gives i en separat sprøjte, eller injektionen kunne foretages med luft, der var overlejret den medicin, som efterfølgende blev anvendt til selve injektionen.

Resultater

Alle UL-undersøgelser af led og seneskeder blev fulgt i perioden, hvor der i alt blev foretaget 617 injektioner. Der blev givet injektioner i led/seneskeder med anvendelse af luft som kontraststof i knæ (n = 249, luft i 48%), hofter (n = 70, luft i 100%) og seneskeder (n = 27, luft i 100%). I Fig. 1 , Fig. 2 , Fig. 3 og Fig. 4 ses den typiske udbredelse af luften (kontraststoffet) efter injektionen.

Bivirkninger

Alle patienter, som fik injektion, blev rutinemæssig genindkaldt til en 14-dages-kontrol, med undtagelse af ved sidste injektion i visse behandlingsserier, hvor en aftalt kontrol lå senere i programmet. Der blev ikke rapporteret om bivirkninger, der kunne føres tilbage til anvendelsen af luft.

Diskussion

Injektion af ganske beskedne - og ufarlige - mængder af atmosfærisk luft, 0,1-1,0 ml, kan be- eller afkræfte den tilsigtede placering af nålespidsen inden den derpå følgende injektion af medikamenter [4]. Med en UL-skanning kan man uden problemer følge nålevandringen i selv dybere væv, og med anvendelse af luftkontraststof kan injektioner gives med sikkerhed i f.eks. hofteleddet [5], som man hidtil i almindelighed er veget tilbage fra at behandle pga. besværet med at udføre indgrebet i røntgengennemlysning.

Egentlig UL-kontrast bruges til at øge informationsmængden ved intravasalt at injicere luft, der er bundet til f.eks. galaktose, som mikrobobler [6] og derved drage nytte af blodets øgede refleksion.

Imidlertid er denne injektionsform ikke indiceret ved UL-vejledte indgreb ved reumatologiske sygdomme, hvor der ikke er grund eller godkendt indikation til at anvende sådanne dyre kontraststoffer frem for luft (som er gratis).

Ganske få lokalisationer indebærer risiko for forveksling af kar og væskefyldte hulrum. Med Doppler-teknik vil man imidlertid for det meste kunne afklare, om en ekkofattig struktur er et kar f.eks. bag på knæet, hvor tømning af Baker-cyster er en hyppig foreteelse hos et reumatologisk patientklientel [7]. Injektion af luftmængder som vore må i øvrigt anses for at være ufarlige, også selv om luften skulle ende intravasalt.

Luften i hulrummet giver en yderligere information, idet eventuel displacering af ekkofattigt væv giver mulighed for at skelne mellem væske og synovialis som vist i Figur 1 og Figur 3 .

Vi anbefaler brug af luft som kontraststof ved UL-vejledte injektioner, når man er i tvivl om nålens korrekte placering, f.eks. når hulrummet er fuldstændig tømt for væske, og man billedmæssigt ikke kan afgøre, om nålespidsen er inde i eller uden for hulrummet, når man ønsker billedmæssig verifikation af korrekt injektion i forskningssammenhænge og under indlæring af UL-vejledt punktur.


Summary

Air: a suitable contrast agent in musculoskeletal sonography

Ugeskr Læger 2004;166:375-377

Introduction: The purpose of this study was to test the use of air as a contrast agent before injection in joints and tendon sheaths in a rheumatological setting.

Material and methods: In the study period, 617 injections were performed in joints and tendon sheaths. Of these, 346 were performed with the use of up to 1 ml air as contrast agent. For scanning, an Acuson Sequoia equipped with a linear array 8-15 MHz transducer was used.

Discussion: Using air as a contrast agent is an easy and quick method to establish correct position of an injection in cavities which are difficult to define. We did not identify side effects that could be attributed to the use of air.


Henning Bliddal, Parker Instituttet, H:S Frederiksberg Hospital, DK-2000 Frederiksberg. E-mail: henning.bliddal@fh.hosp.dk

Antaget: 10. marts 2003

Interessekonflikt: Ingen angivet

Taksigelse: Oak Foundation takkes for økonomisk støtte.






Summary

Summary Air: a suitable contrast agent in musculoskeletal sonography Ugeskr Læger 2004;166:375-377 Introduction: The purpose of this study was to test the use of air as a contrast agent before injection in joints and tendon sheaths in a rheumatological setting. Material and methods: In the study period, 617 injections were performed in joints and tendon sheaths. Of these, 346 were performed with the use of up to 1 ml air as contrast agent. For scanning, an Acuson Sequoia equipped with a linear array 8-15 MHz transducer was used. Discussion: Using air as a contrast agent is an easy and quick method to establish correct position of an injection in cavities which are difficult to define. We did not identify side effects that could be attributed to the use of air.

Referencer

  1. Østergaard M, Halberg P. Intraartikulær glukokortikoider ved ledsygdomme. Ugeskr Læger 1999;161:582-6.
  2. Jones A, Regan M, Ledingham J et al. Importance of placement of intra-articular steroid injections. BMJ 1993;307:1329-30.
  3. Bliddal H. Placement of intra-articular injections verified by mini air-arthrography. Ann Rheum Dis 1999;58:641-3.
  4. Bliddal H, Torp-Pedersen S. Use of small amounts of ultrasound guided air for injections. Ann Rheum Dis 2000;59:926-7.
  5. Qvistgaard E, Kristoffersen H, Terslev L et al. Guidance by ultrasound of intra-articular injections in the knee and hip joints. Osteoarthritis Cartilage 2001;9:512-7.
  6. Lægemiddelstyrelsen. Produktresumé for Levovist, pulver og solvens til injektionsvæske, suspension. www.medicinpriser.dk/docushare/dscgi/ ds.py/GetRepr/File-10694/html/ juni 2000.
  7. Terslev L, Qvistgaard E, Kristoffersen H et al. UL-diagnostik med Doppler-ultralyd ved reumatologiske sygdomme. Ugeskr Læger 2004;166:351-7.