Skip to main content

Månedens billede

Shiva Yazdanyar, Dermatologisk Afdeling, Roskilde Sygehus, E-mail: shiva.yazdanyar@gmail.com Birgitte Dolmer, Pædiatrisk Afdeling, Næstved Sygehus Gitte Strauss, Dermatologisk Afdeling, Gentofte Hospital

12. aug. 2011
2 min.

Patienten var en 17-årig pige, hvis type 1-diabetes debuterede i sommeren 2007. Hun startede først behandling med NovoMix og NovoRapid, som efter et halvt år blev skiftet til Lantus og NovoRapid. I februar 2008 blev insulinpumpebehandling med NovoRapid påbegyndt. I februar 2009 blev der bemærket øget venetegning bilateralt på den nedre halvdel af abdomen. I efteråret 2009 fik patienten hurtigt progredierende substanstab subkutant symmetrisk og proksimalt på begge femora og bilateralt på nedre abdomen strækkende sig om i flankerne, hvilket er områder, hvor infusionssættet til insulinpumpen har været placeret. Alle prøver inkl. hudbiopsi viste normale forhold fraset let forhøjet procollagen type III NP. Patientens insulin blev øjeblikkelig skiftet til glulisin med det resultat, at yderligere progression blev stoppet. De allerede udviklede lipoatrofiske områder persisterede ved en kontrolundersøgelser et halvt år efter debut.

Konklusion: insulinrelateret lipoatrofi er en meget sjælden bivirkning i forbindelse med insulinbehandling [1-3], men da behandlingsmulighederne er begrænsede, er det vigtigt at være opmærksom på begyndende substanstab hos disse patienter. Insulin-relateret lipoatrofi kan ses som bivirkning ved behandling med alle typer af insulin. Patienterne bør straks skiftes til et andet insulinpræparat for at undgå yderligere progression. Enkelte har beskrevet gunstig effekt ved tilsætning af dexamethason (4 mikrogram/unit) til insulinen [2], ellers er behandlingsmuligheden kosmetisk med autolog fedttransplantation [4].

Månedens billede redigeres af: Tove Agner, Margrethe Herning, Jens Otto Lund, Margit Mantoni og Peter Skinhøj.


Referencer

  1. Fineberg NS, Fineberg SE, Anderson JH et al. Immunologic effects of insulin lispro (Lys (B28), Pro (B29) human insulin) in IDDM and NIDDM patients previously treated with insulin. Diabetes 1996;45:1750-4.
  2. Richardson T, Kerr D. Skin-related complications of insulin therapy: epidemiology and emerging management strategies. Am J Clin Dermatol 2003;4:661-7.
  3. Radermecker RP, Scheen AJ. Allergy reactions to insulin: effects of continuous subcutaneous insulin infusion and insulin analogues. Diabetes Metab Res Rev 2007;23:348-55.
  4. Butterwick KJ, Nootheti PK, Hsu JW et al. Autologous fat transfer: an in-depth look at varying concepts and techniques. Facial Plast Surg Clin North Am 2007;15:99-111,viii.