Skip to main content

Mænd og kræft

Kræft kan ramme alle. Men et nyt studie fra Danmark viser, at mænd i højere grad rammes, og at det især er galt for mænd, der bor alene.

Redigeret af Jens Peter Gøtze, jpg@dadlnet.dk

28. maj 2026
2 min.

Forskelle mellem køn fylder meget i tiden. For visse sygdomme falder det skævt ud mellem kønnene, og det gælder også for kræft. Et stort anlagt studie baseret på mere end 7,3 mio. danskere viser, at mænd ikke bare rammes hyppigere af visse former for kræft, men også, at de har en højere dødeligled.

Ph.d.-studerende, Fie Stegenborg, Kræftens Bekæmpelse og Københavns Universitet, uddyber sit studie: »Mænd klarer sig markant dårligere end kvinder, når det kommer til kræft. Når vi ser på tværs af 35 kræftformer, som kan ramme begge køn, havde mænd en højere risiko end kvinder for at udvikle kræft for 24 af de 35 kræftformer, mens kvinder kun havde højere risiko end mænd for fire kræftformer. Forskellene var særlig markante for kræftformer relateret til rygning og alkohol, herunder især kræft i strube, svælg og lever. Mænd havde desuden flere komorbiditeter ved diagnosen end kvinder. Vi fandt også, at mænd havde dårligere kræftoverlevelse end kvinder. Selv når der blev taget højde for, at mænd generelt har en højere dødelighed, havde mænd fortsat dårligere overlevelse efter 16 af de 35 kræftformer, mens kvinder havde dårligere overlevelse efter tre kræftformer. Særligt mænd, der boede alene, skilte sig ud med både højere kræftrisiko og dårligere overlevelse. Selv om det at bo alene havde betydning for både mænd og kvinder, var de negative konsekvenser større for mænd«.

Stegenborg F, Bidstrup PE, Rostgaard K et al. Sex differences in cancer incidence and survival: a Danish nationwide population-based study assessing 35 cancer sites. Br J Cancer. (online 27. apr 2026). https://doi.org/10.1038/s41416-026-03429-7.

Interessekonflikter ingen