Skip to main content

Mæslingetilfælde med klassisk morbilliformt udslæt

Fotos gengives med patientens tilladelse.

Laura Glismann & Sunna Thorsteinsdottir

18. nov. 2024
2 min.

En 37-årig, dansk mand blev set på dermatologisk afdeling med en anamnese med svær hoste, svingende højfebrilia, tynd mave og vægttab gennem ti dage samt et generaliseret udslæt gennem fire dage. Patienten, som i forløbet var set ved egen læge og akutmodtagelse to gange, havde et morbilliformt udslæt på truncus og hals samt erytem i ansigtet, men havde ingen udslæt på hænder og fødder. Der var hvidlige tonsilbelægninger, men ingen sikre Kopliks pletter. Der var ingen historik med seksuel risikoadfærd, og der forelå negativ hiv- og syfilistest seks måneder forinden. Patienten var ikke MFR-vaccineret. Der var ingen historik med udlandsrejser, men erhvervsmæssig kontakt til personer fra lande med kendt cirkulation af mæslingevirus. Mæslingevirus blev påvist ved PCR fra svælgpodning, og blodprøve viste positiv IgM-morbillivirusantistof/negativ IgG-morbillivirusantistof. Embedslægen blev kontaktet, og Styrelsen for Patientsikkerhed blev involveret i smitteopsporingen. Patienten kom sig uden komplikationer og lod sig siden MFR-vaccinere for at opnå beskyttelse mod parotitis epidemica og rubella.

Mæslinger er en ekstremt smitsom virusinfektion, som giver et karakteristisk udslæt, og som frygtes på grund af potentielle alvorlige komplikationer, herunder encefalitis. I Danmark er sygdommen sjælden, men der er rapporteret en stigning i mæslingetilfælde i østeuropæiske lande [1], og i 2024 blev der set en stigning i antallet af rapporterede mæslingetilfælde i Danmark [2]. Statens Serum Institut opfordrer alle læger til at være særligt opmærksomme på diagnosen [3], hvorfor det er vigtigt at kunne genkende det morbilliforme udslæt.

Korrespondance Laura Glismann. E-mail: Laura.nina.glismann@regionh.dk

Antaget 17.oktober 2024

Publiceret på ugeskriftet.dk 18. november 2024

Interessekonflikter ingen. Forfatternes ICMJE-formularer er tilgængelige sammen med artiklen på ugeskriftet.dk

Artikelreference Ugeskr Læger 2024;186:V72050

doi 10.61409/V72050

Open Access under Creative Commons License CC BY-NC-ND 4.0

Referencer

  1. Statens Serum Institut. Uge 7/8 - 2024. Statens Serum Institut, 2024. www.ssi.dk/aktuelt/nyhedsbreve/epi-nyt/2024/uge-7-8---2024
  2. Sundhedsstyrelsen. Stigende smitte med mæslinger i Europa - husk vaccination hvis du ikke tidligere er blevet vaccineret. Sundhedsstyrelsen, 2024. www.sundhedsstyrelsen.dk/da/nyheder/2024/stigende-smitte-med-maeslinger-i-europa-husk-vaccination-hvis-du-ikke-tidligere-er-blevet-vaccineret
  3. Statens Serum Institut. Uge 5 - 2024. Statens Serum Institut, 2024. www.ssi.dk/aktuelt/nyhedsbreve/epi-nyt/2024/uge-5---2024