Skip to main content

Månedens billede

Læge Jakob Torp Madsen E-mail: JTM@dadlnet.dk Professor Klaus E. Andersen Overlæge Ernst Rainer Weeth Odense Universitetshospital, Dermatologisk Afdeling og Ortopædkirurgisk Afdeling

1. feb. 2008
1 min.

En 58-årig, rask mand fik foretaget artroskopisk meniskresektion og fik komplikation i form af purulent artritis med forhøjede infektionstal. Under antibiotikadække gennemførtes artroskopisk synovektomi flere gange. Gentagne dyrkninger var negative. Pga. progredierende inflammation og ulceration omkring knæet blev der foretaget åben synovektomi og artrodese ad modum Ilizarov. En delhudstransplantation blev nødvendig. Ulceration i kanten af operationsfeltet spredte sig fortsat centrifugalt fra den distale del af transplantatet med en halv cm dagligt. Flere dyrkninger viste sig at være negative. Forløbet og klinikken blev tolket som pyoderma gangraenosum, der er et immunologisk betinget sår, der kan opstå spontant eller være associeret med visse autoimmune sygdomme (f.eks. mb. Crohn eller reumatoid artritis). Pathergi-fænomenet, hvilket betyder, at traumer kan initiere og forværre ulcerationen, kunne ses. Konservativ sårbehandling og immunsuppression med systemisk prednisolon, ciclosporin og lokalbehandling af sårkanterne med clobetasolsalve førte til remission og begyndende heling.

Hos kirurgiske patienter, der får progredierende sårinflammation, har negativ mikrobiologi og ikke responderer på vanlig behandling, skal man overveje diagnosen pyoderma gangraenosum.