Skip to main content

Månedens billede

Stud.med. Tarec Christoffer El-Galaly Herning Sygehus, Røntgenafdelingen, Diagnostisk Center Overlæge Nina Keldsen, e-mail: hecnk@ringamt.dk Herning Sygehus, Onkologisk Afdeling

10. sep. 2007
2 min.

En 59-årig kvinde med cancer mammae blev behandlet med præoperativ kemoterapi, mastektomi, strålebehandling og adjuverende tamoxifen. Kemoterapien gives gennem et Port a Cath anlagt via vena subclavia dexter i vena cava superior, og da man vurderede, at kvinden havde høj risiko for at få recidiv, seponeredes kateteret ikke efter behandlingen.

Tretten måneder efter afsluttet kemoterapi opstod der ødem i venstre arm, og fem uger senere udvikledes der over få dage fulminant vena cava superior-syndrom med ødem i ansigt og hals, cyanose og dilaterede vener på thoraxvæggen (foto). På mistanke om forstørrede mediastinale lymfeknuder blev der udført akut computertomografi (CT), som viste en stor trombe i vena cava superior (små pile) medførende dilatation af vena jugularis interna dexter (A) og kontrastopladning i kollaterale vener udgående fra laterale del vena subclavia dexter (store pile). Der var ingen tegn på recidiv. Trombose omkring et central venekateter er en velkendt komplikation, særligt hos cancerpatienter, der ofte har koagulationsforstyrrelser [1]. Tromboserisikoen er størst de første seks uger efter anlæggelsen [2], og komplikationen ses hos i alt 41% af patienterne, af hvilke kun 29% får kliniske symptomer [3].

Referencer

  1. Goyal D, Choudhury A, Lip G. Trombotic complications and tromboprophylaxis in breast and gynaecological malignancies. Curr Opin Obstet Gynecol 2005; 17:13-20.
  2. Verso M, Agnelli G. Venous tromboembolism associated with long-term use of central venous catheters in cancer patients. J Clin Oncol 2003;21:3665-75.
  3. Kuter DJ. Trombotic complications of central venous catheters in cancer patients. The Oncologist 2004;9:207-16.