I Danish Medical Journal (dette nummer af Ugeskrift for Læger, side 316) er der publiceret en undersøgelse, som viser, at mere end halvdelen af de nyuddannede speciallæger i kirurgi ikke mener, at de er kompetente som medicinske specialister [1]. Undersøgelsen er lavet ved at spørge alle 55 nyuddannede speciallæger (2012-2013). Desværre har undersøgelsen kun en svarprocent på 55 – hvilket giver en vis usikkerhed.

Men det er skræmmende, at så mange ikke opfatter sig som kompetente. Det burde være patientens og lægens ret, at behandlingen foretages af en læge, der er – og føler sig – kompetent. Vi bliver nødt til fremover at monitorere, at uddannelsessøgende både selv føler og reelt får de kompetencer, vi forventer, at de skal have.

De, der ikke følte sig parate til at fungere som medicinske eksperter, syntes ofte, at de ikke var blevet tilstrækkeligt superviseret, hvorimod der ikke var forskelle på andre parametre (antal procedurer, tid til supervision og træning), men da antallet af besvarelser er lille, og variationen er stor, er konklusionerne behæftet med stor usikkerhed.

Noget andet er, om de nyuddannede speciallæger rent faktisk har de nødvendige medicinske ekspertkompetencer. Hvis man var djævelens advokat, kunne man hævde, at de, der ikke følte sig kompetente, nok var de fagligt dygtigste med størst indsigt i egne evner. Det samlede antal procedurer, som en nyuddannet kirurg har lavet under den femårige uddannelse, er ikke imponerende. F.eks. har de foretaget i alt 739 endoskopier (gastroskopier, sigmoideoskopier og koloskopier) på fem år, det svarer til, at de højst har skoperet en gang hver 2.-3. uge. I England er der krav om, at man for at opretholde sine kompetencer i koloskopi minimum skal udføre 200 koloskopier om året.

Alle syv lægeroller er vigtige, men det bør være afgørende at sikre, at en kirurg ved, hvem der skal opereres, og hvordan det skal gøres samt kan vurdere komplikationer efter operationer.

Det burde være et krav, at man objektivt sikrede de tilstrækkelige tekniske færdigheder. I princippet er det let at sikre ved krav om tid, struktureret oplæring og dygtige supervisorer. Tid: Krav om en dag til kirurgi og en dag til endoskopi i teknisk oplæring 40 uger om året. Den strukturerede uddannelse kunne være simulationstræning, træning på dyr og fokuseret træning i en operationstype ad gangen. Herved kan man på relativt kort tid opnå en klar objektiv forbedring af de tekniske færdigheder, og endnu vigtigere er det, at der efter træning sker en vedvarende forbedring, hvor andre uddannelsessøgende på samme niveau står i stampe. Det er helt afgørende, hvordan instruktørerne adfærdsmæssigt agerer i en læringssituation. Dette er gentagne gange påvist for både koloskopi og laparoskopisk oplæring. P.t. er der flere danske initiativer i gang på dette felt.

Hvorfor gør man det så ikke bare? Svaret er simpelt: Sygehusejerne har for lidt fokus på kvalitet og tør ikke tale om certificering af kirurger. Organisation af sygehusvæsenet tager for meget hensyn til vælgerne (dvs. lokale arbejdspladser, prestige og angst for forandring), selvom vælgerne som patienter prioriterer kirurgisk kvalitet frem for nærhed. Sundhedsstyrelsen har desværre været tilbageholdende med at stille krav om evaluering af kompetencer – hos både enkeltpersoner og afdelinger.

For os, der har været beskæftiget med denne problemstilling, er der intet nyt under solen – hvis man blot brugte nogle af de syv lægekompetencer, som man forventer, at vi bruger på patienterne, på de uddannelsessøgende, ville man ikke et sekund være i tvivl om, at vi har et stort uddannelsesproblem. Det er heller ikke overraskende, at det politisk-administrative system og Lægeforeningen ikke har villet acceptere simple kompetencekrav, der kunne sikre patienterne, at de blev opereret af en læge med tilstrækkelig faglig kompetence, da disse instanser er modstandere af krav, som indskrænker deres handlefrihed. De faglige selskaber og patientforeningerne vil gerne. Man må håbe, at de sager, der jævnligt dukker op i pressen, vil føre til, at man langt om længe vil være med til at sikre de kirurgiske kompetencer hos nyuddannede kirurger – det behøver ikke at koste noget særligt. Det vil gøre de uddannelsessøgende mere tilfredse, og hvad der er vigtigst – det vil sikre patienterne de samme muligheder for at få en god behandling, som vi, der kender systemet, har.

Korrespondance:
Søren Laurberg, Institut for Klinisk Medicin, Kirurgisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital. E-mail:
soeren.laurberg@aarhus.rm.dk

Interessekonflikter: ingen. Forfatterens ICMJE-formular er tilgængelig sammen med lederen på Ugeskriftet.dk

Se også web-tv med videnskabelig redaktør Anja Pinborg »

Læs originalartikel publiceret i Danish Medical Journal (åbner i PDF):
Self-perceived readiness to perform at the attending level
following surgical specialist training in Denmark
Rasmus Fabricius, Martin Sillesen, Morten Sejer Hansen & Randi Beier-Holgersen