Mavesyrehæmning og risiko for kræft
Der har længe været en mistanke til, at hæmning af mavesyreproduktion kan være associeret med øget risiko for kræft i bl.a. mavesækken. Et nyt studie har undersøgt denne sammenhæng.


Redigeret af Jens Peter Gøtze, jpg@dadlnet.dk
Hæmning af mavesyreproduktion kan effektivt opnås med protonpumpehæmning. Men denne totale hæmning over lang tid har været mistænkt for at være associeret til øget kræftrisiko i den øvre mave-tarm-kanal. Et nyt studie synes at gå imod denne mistanke.
Professor, overlæge Michael Achiam, Afdeling for Transplantation og Sygdomme i Fordøjelsessystemet, Rigshospitalet, kommenterer: »I et nyt stort case-kontrol studie publiceret i PLOS Medicine adresseres, hvad der har været debatteret igennem flere år, nemlig om langtidsbehandling med protonpumpehæmmere øger risikoen for cancer i den øvre gastrointestinalkanal. Studiet, der inkluderer 875 patienter med øvre gastrointestinalcancer (øsofagus, ventrikel, duodenum og tyndtarme) og 8.750 matchede kontroller, viser, at den tilsyneladende øgede kræftrisiko ved protonpumpeinhibitorer (PPI)-brug primært er koncentreret i månederne op til diagnosen. Når der justeres for underliggende symptomer og ekskluderes eksponering i det sidste år før diagnosen, forsvinder associationen mellem PPI og cancer fuldstændigt. Tværtimod ses en tendens til lavere risiko ved tidligere brug (over tre år). Resultaterne er et velkendt metodologisk problem i observationsstudier, da PPI ofte gives på baggrund af symptomer, som i virkeligheden er tidlige tegn på cancer. Dermed kan medicinen (fejlagtigt) komme til at fremstå som årsag. Selv om der er velkendte registerstudie-limitations, er studiet metodisk stærkt ved at adressere både »confounding by indication« og protopatisk bias. Det kliniske budskab er dog ikke, at vi ukritisk skal ordinere PPI, eller at PPI skal bruges til at beskytte mod cancer, men at nyopståede eller ændrede symptomer hos patienter i behandling skal føre til udredning – ikke blot dosisøgning. Studiet bidrager dermed til at nuancere en mangeårig debat og peger på, at fokus bør rettes mod tidlig diagnostik frem for medicinens potentielle bivirkninger«.
Sawaid IO, Din Z, Golan E, et al. Association between proton pump inhibitor useand upper gastrointestinal cancer: A matched case-control study accounting for reverse causation and confounding by indication. PLOS Med. 2026;23(1):e1004842. https://doi.org/10.1371/journal.pmed.1004842
Interessekonflikter ingen