Akademisk afhandling
On the mechanisms of retinopathy in type 2-diabetic patients with particular reference to diabetic maculopathy
2. nov. 2005
2 min.
Ph.d.-afhandlingen er baseret på undersøgelser udført under min ansættelse som klinisk assistent ved medicinsk afdeling M, Århus Kommunehospital, i perioden 1997-2001. Formålet var at studere mulige risikofaktorer for udviklingen af retinopati og at undersøge effekten af en mulig behandling af diabetisk maculopati (DMa) hos type 2-diabetiske patienter. Patienter med mikro- og makrovaskulære komplikationer havde højere pulstryk og nedsat natligt blodtryksfald end patienter uden komplikationer. Patienter med DMa havde højere central nethindetykkelse ved Optical Coherence Tomography (OCT), højere urin-albumin-udskillelseshastighed (UAE), højere HbA1c og højere totalkolesterol end patienter uden retinopati. I DMa-gruppen var der en stærk korrelation mellem nethindetykkelse, UAE og transkapillær escape rate af albumin (TERalb ), medens der ikke var nogen korrelation mellem disse mål for vaskulær og glomerulær permeabilitet i gruppen uden retinopati. I et randomiseret, dobbeltblindet, placebokontrolleret studium evalueredes effekten af fire måneders behandling med losartan hos 24 patienter med DMa. Den centrale nethindetykkelse steg signifikant mere i losartangruppen end i placebogruppen. Sammenfattende er mikro- og makrovaskulære komplikationer associerede med forøget pulstryk og nedsat natligt BT-fald hos type 2-diabetikere. Tilstedeværelsen af DMa er associeret med forhøjede værdier af UAE, HbA1c og totalkolesterol. Makulært ødem afspejler en generaliseret vaskulær hyperpermeabilitet hos disse patienter. Korttids-behandling med losartan, 50 mg daglig, synes ikke at have en gavnlig virkning på DMa, idet denne behandling muligvis kan øge nethindetykkelsen i det centrale makulaområde.