Med Læger uden Grænser i Sierra Leone

Faktisk gik det hele meget hurtigt.

Jeg havde kun lige besluttet, at det nu var tiden for mig at få afprøvet min drøm om at rejse til Afrika med Læger uden Grænser, før jeg sad på recruiterens kontor til et interview om mig selv, mine mål og min person. Jeg blev indrulleret i div. obligatoriske kurser og tilbudt at tage af sted til Sierra Leone i Vestafrika med relativt kort varsel. Eftersom min familie og min mand havde udtalt, at det eneste sted jeg ikke måtte tage hen (som de ikke ville være trygge ved) var Afghanistan (september 2001), var der ikke rigtig nogen, der indvendte noget imod Sierra Leone, om end det land vel mest er kendt for de grimmeste krigsmetoder med amputationer og for korruption i forbindelse med diamantminer. Ikke umiddelbart et sted for kvinder.

Jeg blev sendt ud på en seksmånedersmission, hvor jeg skulle fungere som læge på et provinshospital, der udelukkende blev drevet af Médecins sans Frontières (MSF). Jeg var lige færdig med turnus og dermed kvalificeret, om end ikke just supererfaren udi lægekunstens mysterier. Jeg var lige blevet gift to måneder forinden og var med min mand enig om, at det var nu, hvis jeg skulle ud og have sådan en tur, som jeg alle dage havde forestillet mig.

I sin tid besluttede jeg at læse medicin netop med henblik på at rejse ud i verden og yde min bistand. Faktisk var jeg aldrig helt overbevist om, at jeg ville fungere som læge, men om ikke andet, var det da en god viden at have med sig, når man gerne ville slå sig ned et sted i Afrika.

Min fascination af Afrika opstod allerede mange år før, jeg overhovedet havde været der første gang. Jeg havde rejst meget i andre dele af verden og har altid elsket rejselivet, både lange og korte ophold. Alligevel havde jeg en fornemmelse af, at selv om der var godt de forskellige steder, så ville det ikke være det samme som Afrika. Jeg havde forventningen om en følelse af tilhørssted, som faktisk viste sig at holde stik fra første gang, jeg satte mine fødder på afrikansk jord, uagtet at jeg havnede direkte i arresten, men det er en helt anden historie.

Sierra Leone har været hærget af borgerkrig i over ti år, og det skal siges, at det bærer tydeligt præg heraf. I gadebilledet ses der stort set ingen hele bygninger, og alt virker sølle og ruineret. Man ser overalt rester fra fordums storhed som britisk koloni. Husene er/var store med balkoner og søjlegange, og resterne af tidligere stort anlagte haver ligger totalt tilgroet hen. Buskadser vokser op ad ruinerne uden tage og med rester af mure, og det er alt sammen med til at give en stemning af affældighed. På gader og veje, i byen og på strandene - overalt - ser man med al tydelighed den direkte effekt af krigens metoder i form af både unge og gamle, der har fået amputeret arme eller ben. Først når man snakker med, og kommer lidt ind på livet af, folkene i byer og landsbyer finder man ud af alle de øvrige sår, som ligger så dybt og tærer så meget. Det er sår fra mere sjælelige amputationer, der følger af fordrivelse, tab af kære (dræbt på forfærdelig vis, gerne mens de pårørende har set på uden mulighed for at gøre noget), voldtægter og mishandlinger. Det er umuligt at forestille sig, hvad det gør ved én at opleve sådan noget. Selv mennesker, som jeg har levet tæt op ad og arbejdet med i seks måneder, formåede ikke at få mig til at forstå, hvordan man kan leve videre med de tab og men. Ingen af de folk, jeg talte med, havde undgået krigens direkte virkninger. Alle havde oplevet de mest forfærdelige ting, og alligevel formåede de at opretholde et liv, et håb og en idealisme. Sikke en evne.

Sierra Leone er et land som har alt! De har alle former for råmaterialer og kunne have drevet det så langt. For få dekader siden kunne befolkningen i landsbyer samle diamanter op fra gadestøvet! - Der står man så med en stor diamant og fem sultne børn. Når der så kommer en lidt smartere og lidt rigere mand og siger, at han gerne vil betale en sæk ris til dig, så dine børn kan få noget mad, mod at du afleverer den der diamant, så siger man vel o.k.? De har guldminer og titanium, de har god landbrugsjord, gode handelsforbindelser. De har de største og mest perfekte bountystrande. Højland, steppe og regnskove. Til gengæld har de også krig og verdens højeste børne- og mødredødelighed! Et sundhedsvæsen, der er præget af korruption, manglende lønninger, uvidenhed og nedbrudt infrastruktur.

Det projekt jeg skulle være tilknyttet var et tidligere amerikansk missionshospital, som havde haft et fantastisk renommé og et kæmpe optageområde, om end det lå langt fra alfarvej i en by ved navn Matru. I forbindelse med krigen var det blevet forladt og totalt plyndret. Da der manglede sundhedsfaciliteter i området, havde MSF lavet en aftale med den amerikanske mission om, at »vi« ville få det op at køre igen på to år, for derefter at give alt tilbage til fortsat drift. Jeg kom det sidste halvår af projektet og meget tid og arbejde gik med selve overdragelsen af hospitalet til denne mission, som i mellemtiden ikke var den mest økonomisk stabile.

Her er hvad jeg skrev hjem efter køreturen fra hovedstaden Freetown til min endelige destination: »Matru, som man kan finde på kortet, ligger ret langt fra Freetown ca. 150 km, fordi man er nødt til at køre via Bo, en mere central og større by, de andre veje er ufarbare - gad nok at se dem, eftersom den, vi kørte på, tog ti timer ekskl. stopover i Bo, hvor der også er en MSF-base. Helt ærligt, selv jeg kan da løbe hurtigere end bilen (ny Landcruiser) kørte fra Bo til Matru. Det var jo heller ikke særligt komfortabelt, når man har seks mennesker, bagage, sukker til hospitalet med samt al mad til to måneder. Dette her er meget langt ude. Vi kørte længere og længere ind i en jungle af høje træer og sumpområde uden mulighed for at se andet end vejen, eller den der lange mudderpøl, som vi fulgte, og bushen, som ragede højt op over hovederne på os. Og så er her fugtigvarmt, så man tror, det er løgn. Jeg har hele tiden troet, at jeg var enorm smart, fordi jeg rejste herned i slutningen af regntiden, så bliver det køligere og mere tørt, ikke - bare ikke midt i regnskoven. Her er faktisk forholdsvis klaustrofobisk. Når solen skinner, bliver her bare varmt, varmt, solen kommer ikke igennem trætoppene, så brun bliver jeg nok ikke.«

Jeg fik nu også hurtigt andre ting at tænke på, end hvorvidt jeg ville nå at blive brun. Vi var et team bestående af en tysk sygeplejerske, en erfaren malaysisk læge og mig. Resten af personalet var lokale inkl. en læge med kirurgisk erfaring. Hospitalet, som jeg blev intoduceret til, var relativt stort og med megen aktivitet. Der var sengeafdeling til mænd og kvinder, fødeafdeling, børneafdeling, TB-telt, telt for kronikere, ambulatorium og en stor afdeling for underernærede børn. Laboratorium (malariatest, mikroskop, blodprocent og TB-test!). Der var en ret velfungerende operationsstue; de mest hyppige operationer var brok og kejsersnit. Operationsdag tirsdag og torsdag, så var generatoren på om dagen. Vi havde ingen elektricitet, men om aftenen havde vi generatoren på kl. 19-22; Eftersom det bliver mørkt kl. 18.10, famlede vi os frem først på aftenen.

Det viste sig hurtigt, at det forventedes, at jeg skulle overtage ansvaret for børneafdelingen samt for de underernærede. Jeg havde mange lange og gode argumenter for ikke at kaste mig ud i pædiatriens sorte hul: »Faktisk var jeg bange for børn, og da især syge børn«. Hvorom alting er, så blev det sådan , og efter en lille uges overlap med min forgænger, stod jeg der med ansvaret for, på børneafdelingen, 14 ansatte, 40 patientsenge + et utal af ekstramadrasser. I ernæringscenteret var der plads til 60 børnemadrasser, men i pressede situationer kunne man sagtens (?!) have 130 indlagte med samt deres mødre og søskende.

Så længe vi var tre læger, havde vi hver især vagten hver tredje uge, en uge ad gangen ud over dagligt arbejde. Så stod man med ansvaret for alle akutte tilfælde, der kom ind mellem kl. 16 og kl. 8. Det drejede sig oftest om børn, men også hyppigt fødselskomplikationer og akut abdomen. Eftersom krigen for så vidt var ovre, så vi ikke mange krigsskader, men dog alligevel ind imellem følger af vold og private afstraffelser med macheter.

Da den malaysiske læge efter to måneder rejste, følte jeg mig efterhånden på forkant med situationen i børneafdelingen og ernæringscenteret. Jeg var så småt ved at have overskud til at oprette undervisning af det øvrige personale, men så det alligevel som lidt af et tilbageslag at skulle til at overtage så meget mere. Hun havde haft det ultimative ansvar for mødre (gyn.-obs.-afdelingen) og havde lagt et stort arbejde i at uddanne sygeplejersker og den lokale jordemoder. Jeg vidste ikke sådan umiddelbart nok om fødselskomplikationer og behandlingen heraf til at føle mig tryg på en vagt, derudover havde jeg, trods to operationsdage om ugen, heller ikke kirurgisk erfaring til at stå for dette.

Efter et par uger i dyb stress lavede jeg en aftale med den lokale læge, som var ansvarlig for voksenkirurgisk og medicinsk sengeafdeling (40 senge). Eftersom han ikke var synderlig interesseret i syge børn, og jeg altid blev utilpas over hans metoder i »min« afdeling, delte vi simpelthen hospitalet i børn og voksne. Det betød, at jeg havde flere patienter og natkald end han, så han var glad for at slippe for børnene, og jeg var glad, fordi jeg efterhånden kunne overskue de fleste problemer, som kom på min egen afdeling - om end det kom til at betyde, at jeg var på vagt i døgndrift hver eneste dag.

I praksis betød det, at jeg ikke kunne forlade hospitalet, og det indskrænkede jo immervæk fornemmelsen af fritid, men til gengæld oplevede jeg, at mit arbejde blev en integreret del af mit liv på en måde, som jeg ikke havde oplevet herhjemme før. Der var pludselig ikke noget, der hed fritid og arbejde, men snarere: »Her er noget, der bare skal køre bedst muligt.«

Dagen startede tidligt, lige i det første morgengry, med stearinlys og koldt styrtebad og en morgensamling for at opsummere dagens planer og sikkerhedssituationen i vores område. Herefter gik vi til hver vore afdelinger. Jeg gik stuegang på børneafdelingen og brugte megen tid på at forklare personalet, hvordan og hvorfor jeg gjorde de ting, jeg gjorde. Vores, personalets og mit, mål var, at de skulle blive så gode, at de tilnærmelsesvis ville kunne klare sig selv i det daglige. Efter at projektet var overstået fra MSF's side, og hospitalet overdraget til den amerikanske mission, ville der kun være én læge, nemlig den lokale, som var der i forvejen - og vi vidste alle, hvor engageret han var i børneafdelingen. Ergo skulle de bare være brandgode, og jeg må også sige, at de var godt motiveret, og komplimenter var en god løn. Vi havde vores kommunikationsproblemer i starten, rent sprogligt talte vi alle engelsk, men de var vant til, at hvad lægen sagde var lov, og de var derfor meget tilbageholdende med at fortælle mig, hvad der var skik og brug og ret og rimeligt, og hvad der var deres egne erfaringer. Det fik vi dog hurtigt brudt ned, til fordel for at vi alle kunne lære af hinanden. I virkeligheden adskiller den problematik sig jo ikke meget fra, hvad vi oplever herhjemme med plejepersonalet, der hvert eller hvert halve år skal forholde sig til nye læger i afdelingen, deres måder at gøre tingene på, deres kompetencer og deres personligheder.

Efter børneafdelingens stuegang gik jeg ned til ernæringscenteret, som nærmest kørte som en selvstændig enhed. De havde nogle meget kompetente, veluddannede og erfarne sygeplejersker, der selv klarede stuegang og screening af underernærede. Jeg kom mere for at give en hånd med og så lige vejlede i de mere grelle sager. På tidspunkter med op til 120 børn med hver deres mor og søskende, kunne der virke relativt kaotisk, men det var facinerende at se, hvordan det bare kørte alligevel, med nogle få gode redskaber og rutiner.

Den gennemsnitlige indlæggelsestid for et barn i det terapeutiske ernæringscenter var 4-5 uger. I den tid blev der kørt et helt fast program med malariakur, ormekur, opfodring på beriget mælk (fra Belgien) og derefter overgang til mere og mere almindelig føde. Problemet lå stort set aldrig i at opfodre et barn igen. Problemerne skabtes af diverse komplikationer eller manglende bugt med den udløsende årsag; infektioner eller neglect.

I mange familier var det kutyme, at børnene blev samlet hos en bedstemor, så forældrene kunne arbejde. Denne bedstemor kunne så have ansvaret for op til ti mere eller mindre små børn, der alle blev bespist med en stor tallerken mad. Det betød, at hvis ét barn skrantede og i en periode ikke fik spist hurtigt nok, var tallerkenen tom, inden han/hun havde fået bare tilnærmelsesvis nok. Og skrantende børn er der ingen fremtid i, så der bliver ikke kostet så meget på dem. Generelt kunne det ses, at forældrene først rigtig begyndte at satse på deres børn, når de havde nået 3-4-års-alderen, idet man så regnede dem for værende ovre den kritiske alder for infektionsdød.

De hyppigst sete problematikker blandt børnene var malaria, luftvejsinfektioner og forgiftninger med »native herbs«, altså traditionelle lægeplanter givet uden sufficient viden. Denne sidste vil jeg tillægge ansvaret for op mod 50% af de dødsfald, jeg så og oplevede. Vi gjorde en stor indsats for at informere om faren ved »bare« at bruge disse native herbs. Bare i betydningen uden viden om styrke og dosering og bare i betydningen uden anden form for behandling. Trods talrige forsøg var det ikke lykkedes os at finde ud af, hvad de aktive stoffer i de forskellige planter var. Nogle af de gentagne symptombilleder jeg så, var blandt andet som en dosis af ecstasy med forlænget virkning, der gjorde børnene ude af stand til at hvile eller sove. De kom ind med hurtig puls og respiration, vidt opspærrede øjne, uden evne til at spise eller drikke. Kun få af disse kom helskindede igennem, og trods understøttende behandling døde de gerne på tredjedagen. Andre - langt de fleste - havde aspireret disse lægeplanter og døde som følge heraf uden effekt af hverken steroid eller antibiotika. Andre igen fik symptomer i form af paralyseret tarmsystem, hvilket vi, hvis de var i relativ god fysisk form, som regel kunne få dem igennem i løbet af nogle dage.

Der er rigtig mange eksempler på, hvordan man/jeg havde et udgangspunkt hjemmefra, som jeg overhovedet ikke kunne benytte derude. I den forbindelse blev jeg en sen aften ganske irriteret på en familie, der kom anstigende til hospitalet med et hundesygt barn, der tydeligvis havde været dårligt længe. Jeg spurgte anklagende, hvorfor i alverden de først kom nu og dermed ment: »hvorfor ikke for flere dage siden?« og også »hvorfor ikke tidligere på dagen?« Situationen var den, at moderen, som boede langt inde i bushen, først skulle have givet besked til sin mand, som arbejdede langt væk fra hjemmet, derefter skaffet nogle penge og mad til ophold på hospitalet, for ikke at tale om pasning af de ældste søskende. Hvad angår tidspunktet på døgnet, var hun kommet, så hurtigt hun kunne og havde gået gennem regnskoven siden klokken 5 om morgenen, før det overhovedet var blevet lyst! Tag den dit blegansigt! Det synes jeg nu nok skulle gøre det ud for en sufficient forklaring. Til alle interesserede kan jeg fortælle, at barnet havde malaria (Plasmodium falciparum), anæmi med Hb på 4,0 og en ordentlig bilateral pneumoni, men kom sig i løbet af en uge efter behandling med transfusion, malariabehandling og antibiotika. Barnet lod, ved udskrivelsen, ikke til at have fået varige men af langvarige feberkramper på turen til hospitalet.

Det sværeste ved at være på denne mission var det rent sociale aspekt. Jeg var i et meget lille team bestående af en tysk sygeplejerske og mig. Det havde nok været fint, hvis vi var kommet lidt bedre ud af det med hinanden, men det gjorde vi altså ikke. Vi havde kun meget få ting til fælles og omgikkes i vores store hus og arbejdede sammen med tålelig høflighed, som bare ikke er nok til at dække ens sociale behov. Jeg havde heldigvis en rigtig god kontakt til det øvrige, lokale personale. Vi havde det sjovt og rart sammen, men det er og bliver noget andet end at være sammen med europæere, idet referencerammerne er så vidt forskellige.

Andre væsentlige faktorer, der gav god ny energi, var simpelthen at se børnene blive raske. Således udviklede jeg et eget udskrivningskriterium, der gik på, at når børnene rigtig begyndte at smile og reagere på, at jeg var der, så var det på tide at blive udskrevet. Det holdt faktisk forbløffende ofte.

For ikke så længe siden fik jeg brev fra hospitalet, som nu er overtaget af kirkemissionen. Personalet skrev, at tingene fungerede, og at på børneafdelingerne var de stort set selvhjulpne. Således opmuntret kan jeg bare konkludere, at det nu alligevel nytter at gøre en indsats.

Jeg sidder med talrige historier om små og store mirakler og erindringer om fantastiske episoder, men også om magtesløsheden, når børnene blev bragt ind for sent på grund af uvidenhed eller manglende evne.

Sierra Leone bliver et spændende land at følge de næste par år her efter krigens afslutning.