Afhandlingen udgår fra Forskningsenheden for Almen Praksis i København og Afdeling for Almen Medicin, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Center for Sundhed og Samfund, Københavns Universitet.
Denne disputats beskæftiger sig med de dilemmaer, der opstår, når praktiserende læger skal rådgive raske mennesker. Raske, forstået på den måde, at de ikke selv opfatter sig som syge, selv om den medicinske tilgang muligvis definerer deres tilstand som sygelig, og selv om medicinsk teknologi kan afsløre en skjult risiko for fremtidig sygdom. Ved at behandle raske mennesker som (kommende) syge kan eventuelle symptomer lettes med medicin, og gennem livsstilsændringer eller forebyggende medicin kan den enkelte reducere sin risiko for fremtidig sygdom. Men det kan også betyde, at vi som praktiserende læger risikerer at skade mere end vi gavner.
Afhandlingen baserer sig på syv artikler, der beskriver kvinders oplevelse af overgangsalderen.
Det overordnede formål var, med udgangspunkt i kvinders oplevelser i overgangsalderen, at udforske dilemmaer ved medikalisering og risikotænkning i almen praksis:
-
En spørgeskemaundersøgelse sendt til 1.261 51-årige danske kvinder i 1998.
-
En kvalitativ interviewundersøgelse af 24 danske kvinder i overgangsalderen i perioden 1999-2000.
-
En diskursanalyse af 132 publicerede tekster om overgangsalderen fra perioden 1996-2004, tilgængelige for danske kvinder.
Ad 1) Kvinderne beskrev en lang række positive erfaringer, såvel i forbindelse med overgangsalderen som i forbindelse med aldringsprocessen. Disse erfaringer kan nuancere billedet af den negative tilgang, der i kraft af medikaliseringen har hersket på disse områder.
Ad 2) Information om risiko medførte »bekymringsgørelse«. Mange af kvinderne, men ikke alle, blev bekymrede og usikre, når de blev konfronteret med risiko.
Ad 3) Der fandtes mange forskellige måder at italesætte overgangsalderen på. Hver måde påvirkede opfattelsen af overgangsalderen og midaldrende kvinder på forskellig vis og medførte forskellige handlemuligheder. Den medicinske dagsorden var den dominerende.
Til trods for lægers gode intentioner om at forebygge sygdom og reducere lidelse kan den medicinske tilgang komme til at påvirke menneskers liv på en måde, som ikke er tilsigtet, og dermed modvirke sundhedsfremme og resursetænkning. Den medicinske dagsorden kan have stor betydning for den enkeltes måde at opfatte sig selv og sin situation på og være med til at skabe eller vedligeholde negative billeder og forventninger.
Der findes ingen enkle løsninger for, hvornår det er rimeligt, at læger uopfordret introducerer risiko og medvirker til medikalisering af raske mennesker. Håndteringen af disse dilemmaer må ske på baggrund af en individuel vurdering, og her er almen praksis et godt udgangspunkt. Men det kræver, at vi som læger bliver mere bevidste om, hvilken betydning det har, når vi sætter dagsorden og introducerer forestillinger om sygdom og risiko.
