Content area

|
|

Medicinske nyheder

Forfatter(e)
Redigeret af Læge Christina E. Høi-Hansen, chh@dadlnet.dk

Kan headbanging give hjerneskader?

> BMJ

Tilhørere til heavy metal-koncerter rapporterer ofte om at være fortumlede eller forvirrede, hvilket kunne være mulige symptomer på en let traumatisk hjernepåvirkning. To forskere fra University of New South Wales, Australien, har undersøgt risikoen for traumatisk påvirkning af hjerne og nakke ved headbanging - en kraftig, rytmisk bevægelse af hovedet synkront til heavy metal-musik, der opstod som fænomen i 1968 til en Led Zeppelin-koncert.

Studiet er baseret på tre delstudier: 1) observation ved flere hard rock- og heavy metal-koncerter for at finde den mest populære headbanging-teknik, 2) en fokusgruppe på ti headbang'ere, der udvalgte de 11 mest populære headbanging-sange, og 3) en biomekanisk analyse af bevægelserne. Der blev opstillet skadeskriterier for hoved og hals for forskellige headbanging-stilarter, og disse blev anvendt på heavy metal-musik og blød popmusik som kontrol (bl.a. Whitney Houston).

Studiet, der er publiceret i 2008 i British Medical Journal, viste, at en gennemsnitlig headbanging-sang har et tempo på ca. 146 beats/min, hvilket kan forårsage let hjernepåvirkning med hovedpine og forvirring/fortumlethed, når bevægelserne af hoved og hals er > 75°. Ved højere tempo og større bevægegrader er der større risiko for nakkeskade.

Forfatterne konkluderer, at headbang'ere for at minimere risikoen for hjerne- og nakkepåvirkning kan: 1) nedsætte bevægegraden, 2) headbange til sange med langsommere tempo ved at ændre heavy metal- til rockmusik, 3) headbange til kun hver andet beat, eller 4) bruge beskyttelsesudstyr (f.eks. stiv halskrave). Forfatterne angiver også, at AC/DC f.eks. kunne spille sange som »Moon River« i stedet for »Highway to Hell«.

Vagn Eskesen, Neurokirurgisk Klinik, Rigsho-spitalet, kommenterer: »Selvom headbanging er beskrevet at kunne medføre både akut og kronisk subduralt hæmatom, er der ikke evidens for udvikling af varige skader på hjerne og nakke. Dette er i overensstemmelse med at spætter trives i bedste velgående, selvom de mange gange dagligt praktiserer en ultimativ form for headbanging«.

Patton D, McIntosh A. Head and neck injury risks in heavy metal: head bangers stuck between rock and a hard bass. BMJ 2008;337:a2825.

Får man gigt af at knække fingre?

> ARTHRITIS & RHEUMATISM

Dette spørgsmål har forfatteren bag et studie publiceret i 1998 spurgt sig selv om, da han igennem sin barndom fra flere autoriteter (sin mor, flere tanter og senere sin svigermor) blev informeret om, at han ved at knække fingre ville udvikle artritis i fingrene.

Donald L. Unger, praktiserende læge fra Thousand Oaks, Californien, udførte et toarmet studie uden randomisering. Randomisering angives i en kommentar til studiet kun at være mulig, hvis forfatteren ikke kunne kende forskel på højre og venstre, hvilket ikke synes at være sandsynligt. Gennem 50 år har forfatteren mindst to gange dagligt knækket fingre på sin venstre hånd, med højre hånd som kontrol. Der er dermed blevet knækket fingre på venstre hånd mindst 36.500 gange, mens højre hånds fingre blev knækket sjældent og spontant.

Efter en tidsperiode på 50 år blev hænderne sammenlignet for tilstedeværelse af artritis. Der var ikke artritis i nogen af hænderne, og ingen synlig forskel på de to sider.

Forfatteren angiver, at en større gruppe vil være nødvendig for at bekræfte fundet, men at dette præliminære studie ikke tyder på korrelation mellem fingerknækning og udvikling af gigt. Studiet vandt den alternative Ig Nobel Prize i medicin i 2009. Prisen honorerer studier, der: »First make people laugh, and then make them think«.

Mikkel Østergaard, Rheumatologisk Afdeling, Hvidovre Hospital, kommenterer: »Man må hæfte sig ved, at det trods den beskedne sample size er lykkedes at opnå glimrende match mht. såvel race, køn, alder og komorbiditeter. Desuden må det overvejes, om vi i Danmark bør undersøge fingerknækning som præventiv foranstaltning, da artritis jo forekom med lavere hyppighed (0%) end generelt i den amerikanske befolkning«.

Unger DL. Does knuckle cracking lead to arthritis of the fingers? Arthritis Rheum 1998;41:949-50.

Dyr medicin virker bedre end billig medicin

> JAMA

En gruppe forskere fra Massachusetts Institute of Technology, USA, har fastslået, at kommercielle variable påvirker forventninger og den terapeutiske effektivitet. Det analgetiske respons var afhængigt af prisen på medicin.

Toogfirs raske, frivillige personer blev inkluderet i det dobbeltblindede studie, der blev publiceret i Journal of the American Medical Association i 2008. De blev informeret om, at de deltog i et studie af et nyt opioidt analgetika, der blev beskrevet som værende sammenligneligt med kodein, men med hurtigere virkningstid. Det var dog en placebopille. Ved randomisering blev halvdelen af deltagerne fortalt, at prisen var 2,50 USD pr. pille, og den anden halvdel blev fortalt, at pillen var et lavprispræparat til 0,10 USD pr. pille.

Derefter fik deltagerne elektriske stød mod vristen før og efter indtag af pillen, og smerten blev angivet på en visuel analog skala. Forskel i smerterespons før og efter pilleindtag blev beregnet.

I almindelig pris-gruppen oplevede 85,4% af deltagerne en smertereduktion, mens dette kun var tilfældet for 61,0% af deltagerne i lavprisgruppen (p = 0,02). For alle niveauer af spænding var smertereduktionen størst ved pillen med den almindelige pris (p < 0,001).

Studiet vandt den alternative Ig Nobel Prize i medicin i 2008.

Kim Brøsen, Klinisk Farmakologi, Syddansk Uni-versitet, Odense, kommenterer: »Studiet illustrerer en interessant transatlantisk forskel i opfattelsen af betydningen af placebobehandling i kliniske forsøg. Jeg tvivler på, at man i Danmark kunne få en etisk komité til at godkende et videnskabeligt forsøg, hvor man bilder raske forsøgspersoner ind, at de får et aktivt analgetikum, når de rent faktisk får placebo. Bortset fra det, er det et spændende studie, som indirekte bekræfter, at der er en stor placeboeffekt, som åbenbart stiger med stigende pris«.

INTERESSEKONFLIKTER: Kim Brøsen er medlem af advisory board ved Lundbeck Institute.

Waber RL, Shiv B, Carmon Z et al. Commercial features of placebo and therapeutic efficacy. JAMA 2008;299:1016-7.

Er det god motion for teenagere at spille computerspillet Wii Sports?

> BMJ

Mange børn, især teenagere, har en mere stillesiddende livsstil, end der anbefales. Nye computerspil er ment som stimulering til mere interaktion og bevægelse, når der spilles. Forfatterne bag studiet skriver: »Ved at spille Wii var energiforbruget forøget med mindst 150 kJ/time sammenlignet med stillesiddende computerspil, og for en teenager, der spiller fire timer om ugen, vil dette svare til at øge energiforbruget med ca. 2%«.

Det energiforbrug, der blev anvendt ved at spille Nintendo Wii Sports-spil, var dog ikke så højt som energiforbruget ved at dyrke selve sporten og havde ikke høj nok intensitet til at bidrage til den anbefalede daglige motion for børn.

I studiet sammenlignede man energiforbruget for seks drenge og fem piger, der var 13-15 år, spillede fire computerspil i 15 min hver og var tilsluttet et monitoreringsapparat til at forudsige energiforbrug. Resultaterne blev publiceret i British Medical Journal i 2007 og v ar sponsoreret af Nintendo ...

Energiforbrug ved Wii Sports-bowling var 190,6 kJ/kg/min, ved Wii-tennis var det 202,5 kJ/kg/min, og ved Wii-boksning var det 198,1 kJ/kg/min. Dette var signifikant højere end ved stillesiddende spil (XBOX 360, Project Gotham Racing; 125,5 kJ/kg/min).

Bente Klarlund Pedersen, Center for Inflammation og Metabolisme, Rigshospitalet, kommenterer: »Det er et kedeligt studie. Jytte Hilden sagde 'Med sport har jeg det som med porno. Det er sjovt at være med til, men det er kedeligt at se på'. I forlængelse heraf svarer ovenstående undersøgelse til, at voksne 'spiller' med på computeren. Lidt kalorier forbrændes der da, men slet ikke så mange, som var man aktør i selve akten«.

Graves L, Stratton G, Ridgers ND et al. Energy expenditure in adolescents playing new generation computer games. BMJ 2007;335:1282-4.

Reference: 
Ugeskr Læger 2009;171(51):
Blad nummer: 

Right side

af Sebastian von Huth | 09/08
2 kommentarer
af Philippe Adam Grandjean | 08/08
5 kommentarer
af Rune Jacobsen | 06/08
5 kommentarer
af Anna Sofie Bech | 02/08
4 kommentarer
af Lars Bønløkke | 01/08
13 kommentarer
af Henrik Ib Nielsen | 01/08
2 kommentarer
af Jamila Stephanie Hussein Eriksen | 01/08
2 kommentarer
af Helge Grane Madsen | 27/07
2 kommentarer