Skip to main content

Medicinske nyheder

Redigeret af Christina E. Høi-Hansen, chh@dadlnet.dk

16. sep. 2013
6 min.

Autoimmun sygdom øger risiko for depression

> JAMA Psychiatry

Autoimmune sygdomme og infektioner giver øget risiko for senere stemningslidelser, det være sig depression eller bipolar lidelse. »Associationen stemmer overens med den immunologiske hypotese for udvikling af stemningslidelser i en subgruppe af patienterne«, vurderer Benros et al fra bl.a. Aarhus Universitet, Københavns Universitet og Johns Hopkins Bloomberg School of Public Health, Baltimore, USA.

I alt 78 millioner personårs opfølgning ligger til grund for analysen, som er et prospektivt kohortestudie fra danske registre. Deltagerne var 3,56 millioner personer født i 1945-1996, hvoraf 91.637 havde haft hospitalskontakt for stemningslidelser.

Risikoen for en stemningslidelsesdiagnose vurderet ved en psykiater blev forøget med 45% for deltagere, der tidligere havde haft hospitalskontakt på baggrund af en autoimmun lidelse (incidensrateratio (IRR) = 1,45; 95% konfidens-interval 1,39-1,52).

Tidligere indlæggelse for infektion af enhver art øgede også risikoen for senere stemningslidelse (IRR: 1,62). Disse to risikofaktorer var synergistiske og forøgede tilsammen risikoen med 135% (IRR: 2,35). Antallet af infektioner og autoimmune sygdomme forøgede risikoen for stemningslidelser i et dosis-respons-mønster, ca. en tredjedel af deltagerne med stemningslidelse havde tidligere været indlagt med en infektion, og 5% havde været indlagt med en autoimmun lidelse.

Poul Videbech, Afdeling for Depression og Angst, Aarhus Universitetshospital, Risskov, kommenterer: »Undersøgelsen bekræfter, at der er en sammenhæng mellem inflammation og depression. Imidlertid mangler vi gode kliniske undersøgelser på mennesker med depression for at forstå, hvilke mekanismer der er i spil, for at kunne målrette nye behandlingsprincipper bedst muligt«.

Benros ME, Waltoft BL, Nordentoft M et al. Autoimmune diseases and severe infections as risk factors for mood disorders. JAMA Psychiatry 2013;10.1001/jamapsychiatry.2013.1111.

www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/23760347

Øget mortalitet ved anoreksi, særligt ved lang varighed
af sygdommen

> Am J Psychiatry

I et langtidsstudie af patienter med spiseforstyrrelser finder Franko et al: »Der er behov for tidlig identifikation og intervention for patienter med anorexia nervosa og bulimia nervosa, idet mortaliteten er øget på baggrund af lang sygdomsvarighed, misbrug, undervægt og dårlig psykosocialt funktionsniveau«.

Studiet af prædiktorer for mortalitet udgår fra Department of Psychology, Florida State University, USA. Fra 1987 blev 246 behandlingssøgende kvinder med anoreksi eller bulimi interviewet hver sjette måned i mediant 9,5 år. Alder ved inklusion var gennemsnitligt 24 år, og opfølgning var til 2007-2010.

Der indtraf 16 dødsfald (6,5%), heraf 14 med anoreksi og to med bulimi. Fire dødsfald skyldtes selvmord. Standardiseret mortalitetshyppighed var hhv. 4,37 og 2,33. Risiko for præmatur død blandt patienter med anoreksi var højest inden for de første ti års opfølgningsperiode, hvor der var en mortalitetshyppighed på 7,7. Mortalitet var højere, jo længere patienterne havde haft sygdommen, idet den var 3,2 ved anoreksi i 0-15 år (4/119 døde) og 6,6 for dem, der havde haft anoreksi i 15-30 år (10/67 døde).

Multivariate prædiktorer for mortalitet var bl.a. alkoholmisbrug, lavt body mass index (BMI) og dårlig social tilpasning. Kvinder, der døde, havde sjældnere været i arbejde, havde hyppigere haft dårlig funktion af husstanden, havde haft rimeligt/dårligt samvær med venner og havde sjældnere været i et forhold.

Kirsten Hørder, Børne- og ungdomspsykiatrisk Afdeling, Universitetsfunktion, Odense, Psykiatrien i Region Syddanmark, kommenterer: »Anorexia nervosa er fortsat en psykiatrisk lidelse med høj mortalitet. I studiet bekræftes tidligere fund, om end med lidt forskellig størrelse af standardiseret mortalitetsratio forskellige steder i followupperioden. Hvad der også genfindes, er alkoholmisbrugets betydning som prædiktor for forøget mortalitet. Og det lave BMI og den sociale isolation. Så også i forhold til svært psykisk syge mennesker har samfundet en meget stor udfordring i at mindske alkoholmisbrug og afhjælpe social isolation og sikre god almen ernæring. Og klinikeren bør have fokus på patientens livskvalitet«.

Franko DL, KEshaviah A, Eddy KT et al. A longitudinal investigation of mortality in anorexia nervosa and bulimia nervosa. Am J Psychiatry 2013;170:918-925

www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/23771148

Tynde basalcellekarcinomer kan fjernes noninvasivt

> Br J Dermatol

Basalcellekarcinom er hyppigt og er forbundet med betydelig morbiditet. Et noninvasivt behandlingsalternativ til kirurgisk excision er topisk imiquimod, som kan bruges ved overfladiske basalcellekarcinomer. I studiet her fra University of Alabama at Birmingham, USA, anbefales det, at tumortykkelse bruges som definition for et superficielt basalcelle-
karcinom.

Retrospektivt blev gennemgået 127 histologiske biopsier fra superficielle basalcellekarcinomer, der var blevet behandlet med den immunmodulerende imiquimodcreme fem gange om ugen i seks uger. Lokalisation var på truncus (55%) eller ekstremiteter (45%). Opfølgningstid var gennemsnitligt 34 måneder (spændvidde 3-91 måneder).

For patienter, der ikke fik recidiv, var den mediane tumortykkelse 0,26 mm (spændvidde: 0,09-0,61 mm), mens der for patienter, der fik recidiv, var en tykkelse på 0,57 mm (spændvidde: 0,41-1,41 mm; p < 0,0001). Blandt læsioner ≤ 0,40 mm i tykkelse var der ingen recidiver, mens der for læsioner > 0,40 mm sås recidiv for 58% (p < 0,0001).

Robert Gniadecki, Dermato-Venerologisk Afdeling, Bispebjerg Hospital, kommenterer: »Studiet bekræfter, at tynde basalcellekarcinomer på truncus og ekstremiteter med fordel kan behandles medicinsk med imiquimod. Det er dog vigtigt at understrege, at imiquimod ikke er egnet til infiltrative basalcellekarcinomer i ansigtet, som uanset tykkelse fortsat skal behandles kirurgisk eller med stråleterapi«.

McKay KM, Sambrano BL, Fox PS et al. Thickness of superficial basal cell carcinoma (sBCC) predicts imiquimod efficacy: a proposal for a thickness-based definition of sBCC. Br J Dermatol 2013;169:549-54.

www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/23627639

»Sickest first«-allokering er godt ved levertransplantation

> Ann Surg

Her er publiceret et enkelt centers erfaring med levertransplantation over en 28-årig periode. Af faktorer, der væsentligt har ændret levertransplantationer, er, at recipientudvælgelsen blevet markant forbedret ved at anvende en model for tremånedersmortalitet for patienter med end-stage-leversygdom (MELD), som har minimeret ventelistemortaliteten.

Forfatterne fra Dumont-UCLA Transplant and Liver Cancer Centers, Pfleger Liver Institute, Los Angeles, USA, har analyseret 5.347 konsekutive levertransplantationer udført på 3.752 voksne og 822 børn.

Den overordnede 1-, 5-, 10- og 20-årsoverlevelse var hhv. 82%, 70%, 63% og 52%. Graftoverlevelsen var hhv. 73%, 61%, 54% og 43%. Recipientoverlevelsen var bedst for børn med galdevejsatresi og værst for voksne med malignitet.

Efter indførelsen af MELD-systemet var recipienter ældre (54 vs. 49 år; p < 0,001), var hyppigere indlagt (50% vs. 47%; p = 0,026), havde hyppigere fået nyreunderstøttende behandling før transplantation (34% vs. 12%; p < 0,001) og havde ventet længere (270 dage vs. 186 dage). På trods af dette havde recipienterne en bedre overlevelse og graftoverlevelse i forhold til før indførelsen af MELD-systemet (tiårsoverlevelse hhv. 82% vs. 77% og tiårsgraftoverlevelse hhv. 78% vs. 69%). Uafhængige prædiktorer for overlevelse var æra for transplantation, ætiologi, recipient og donoralder, tidligere transplantation, MELD-score, indlæggelse og iskæmitid.

Jens Hillingsø, Kirurgisk Gastroenterologisk Klinik, Rigshospitalet, kommenterer: »MELD er et vigtigt redskab i store organisationer som United Network for Organ Sharing, som dækker store dele af USA. I Danmark har vi centervis allokering af donorer og udvælgelse af recipienter. Her anvendes MELD-scoren også til at prioritere recipienter ud fra deres risiko for at dø på ventelisten. En forbedret overlevelse, til trods for at patienterne er blevet dårligere og donorerne også, viser, hvor meget den immunsupprimerende behandling og kirurgiske teknik er forbedret«.

Agopian VG, Petrowsky H, Kaldas FM et al. The evolution of liver transplantation during 3 decades. Ann Surg 2013;258:409-21.