Medicinske nyheder

Psykofarmaka øger ikke mortalitet for patienter med psykisk lidelse

> JAMA Psych

»Der er forøget mortalitet for deltagere i studier med psykofarmaka, men eksponering for moderne psykofarmaka opgjort i en 3-4-måneders periode forværrer ikke denne øgede risiko«, konkluderer Arif Khan et al fra Northwest Clinical Research Center, Washington, USA.

Forfatterne har analyseret Food and Drug Administration (FDA) Summary Basis of Approval placebokontrollerede- og sikkerhedsstudier for 28 psykofarmaka, med detaljerede eksponeringsdata for 92.542 patienter i behandling for skizofreni, depression, bipolær sygdom, angst og attention deficit hyperactivity disorder (ADHD).

Den overordnede mortalitet pr. 100.000 patienteksponeringsår var signifikant associeret med en psykiatrisk diagnose (p < 0,001). Sammenlignet med almenbefolkningen havde patienter med skizofreni den højeste mortalitetsrisiko (3,8 gange øget), efterfulgt af depression (3,15 gange øget) og bipolær lidelse (3,0 gange øget). Mortalitet ved angstdiagnoser var på niveau med almenbefolkningens, og der sås ingen dødsfald i de tre studier omhandlende ADHD. Mortalitet var ikke forøget i behandlingsarmen i forhold til placebo, på nær for heterocykliske antidepressiva. Selvmord var årsag til 109/265 dødsfald (41,1%).

Merete Nordentoft, Københavns Psykiatriske Center samt Københavns Universitet, kommenterer: »Undersøgelsen er baseret på data fra placebokontrollerede forsøg indrapporteret til FDA. Undersøgelsen viser, at selvmordsrisikoen mindskes hos patienter med skizofreni behandlet med antipsykotisk medicin og hos patienter med angst og depression behandlet med antidepressiv medicin. Samtidig viser undersøgelsen, at der ikke er en øget dødelighed hos patienter behandlet med antipsykotika sammenlignet med placebo. Det tyder på, at der – i hvert fald i de første 3-4 måneder af behandling med antipsykotika – er positive helbredseffekter af antipsykotisk medicin, som opvejer den negative effekt af bivirkninger i form af øget risiko for hjerte-kar-sygdomme og diabetes«.

Khan A, Faucett J, Morrison S et al. Comparative mortality risk in adult patients with schizophrenia, depression, bipolar disorder, anxiety disorders, and attention-deficit/hyperactivity disorder participating in psychopharmacology clinical trials. JAMA Psychiatry:10.1001/jamapsychiatry.2013.149.

www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/23986353

Hvilke frugter er associeret med type 2-diabetes?

> BMJ

Der er lavere risiko for at få type 2–diabetes, hvis man spiser hele frugter, særligt blåbær, vindruer og æbler. Et højere indtag af juice er derimod associeret med en højere risiko.

Til belysning af denne del af kosten har Isao Muraki et al fra Harvard School of Public Health, Boston, USA, undersøgt tre prospektive kohorter: 66.105 kvinder fra studiet Nurses’ Health Study I (1984-2008), 85.104 kvinder fra Nurses’ Health Study II (1991-2009) og 36.173 mænd fra studiet Health Professionals Follow-up Study (1986-2008). Alle deltagere var fri for større kroniske sygdomme ved udgangspunktet af studierne. Der var 3.464.641 personårs opfølgning, og 12.198 fik type 2-diabetes.

Efter justering for personlige, livsstils- og kostmæssige risikofaktorer var den samlede hazard ratio for udvikling af type 2-diabetes for hver tre portioner/uge af frisk hel frugt 0,98 (95% konfidens-interval: 0,96-0,99).

Med gensidig justering for de individuelle frugter var risikoen for hver tre portioner/uge for blåbær 0,74, for vindruer og rosiner 0,88, for svesker 0,89, for æbler og pærer 0,93, for bananer 0,95, for jordbær 1,03 og for honningmelon 1,10. Den poolede hazard ratio for det samme indtag af frugtjuice var 1,08 (95% konfidensinterval 1,05-1,11). Associationen med type 2-diabetes var væsentlig forskellig blandt de individuelle frugter (p < 0,001 for alle kohorter).

Bjørn Richelsen, Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet og Medicinsk Endokrinologisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital, kommenterer: »Undersøgelsen viser, at frugt ikke er ens mhp. sundhedsvirkningen, hvilket ikke er overraskende. Denne store observerende undersøgelse støtter, at det i forhold til metaboliske sygdomme som type 2-diabetes generelt er sundere at spise frugt i sin hele naturlige form end i form af saft/juicer. I sidste tilfælde forsvinder eller reduceres mange sundhedsfremmende stoffer (bl.a. fibre, polyfenoler og andre antioxidanter), og desuden giver den flydende form flere metaboliske problemer bl.a. på grund af hurtigere passage og hurtigere optagelse end den mere faste form«.

Muraki I, Imamura F, Manson JE et al. Fruit consumption and risk of type 2 diabetes: results from three prospective longitudinal cohort studies. BMJ 2013;347:f5001.

www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/23990623

Varighed af læge-patient-kontakt og mortalitet for dialysepatienter

> J Am Soc Nephrol

Der er en direkte sammenhæng mellem, hvor længe en læge-patient-kontakt varer, og hvordan udfaldet er for patienter i hæmodialyse. Data er baseret på rutiner for hæmodialyse i 12 lande i Europa, Asien og USA. Der indgik frekvens og varighed af læge-patient-kontakt under hæmodialyse for 24.498 patienter fra 778 dialyseafsnit. Den typiske læge-patient-kontaktfrekvens var høj (mere end 1/uge) for 55% af stederne, intermediær (1/uge) for 24% og lav (< 1/ uge) for 21% af stederne. Den gennemsnitlige varighed af en læge-patient-kontakt var 7,7 ± 5,6 minutter.

Sammenlignet med en høj frekvens var den justerede hazard ratio for overordnet mortalitet 1,06 (95% konfidens-interval (KI): 0,96-1,17) for intermediær frekvens og 1,11 (95% KI: 1,10-1,23) for lav frekvens (p = 0,03 for trend). For hver fem minutter kortere varighed af læge-patient-kontakten var der en 5% højere risiko for død (95% KI: 1,01-1,09), justeret for frekvens og andre kovariate. I en multivariat analyse var der en lille invers association mellem læge-patient-kontaktfrekvens og varighed med indlæggelser, men ikke med nyretransplantation.

Hans Dieperink, Nefrologisk Afdeling, Odense Universitetshospital, kommenterer: »Forfatterne henleder opmærksomheden på en længere række begrænsninger i dette observationelle studie, herunder kvaliteten af dataindsamlingen, at der måles på kvantitet og ikke kvalitet af læge-patient-kontakt, at omfanget af lægeligt arbejde, som ikke fandt sted under selve dialysen, ikke indgik i beregningerne, at kvaliteten og kvantiteten af andre sundhedsprofessionelles bidrag til behandlingen ikke indgik i beregningerne, og at der var tale om et observationelt studie med de forbehold dette medfører for konfoundere. En pudsighed blandt studiets fund er, at patienter i dialysecentre med høj læge-patient-kontakt havde større sandsynlighed for at være i arbejde eller være gift. I Danmark er patient-ansat-ratioen lav i forhold til de centre, der indgik i undersøgelsen, og efter min opfattelse er det snarere kvaliteten og omfanget af den samlede stabs indsats, der bidrager til patientens helbred og overlevelse, end lægens bed side-tid«.

Kawaguchi T, Karaboyas A, Robinson BM et al. Associations of frequency and duration of patient-doctor contact in hemodialysis facilities with mortality. J Am Soc Nephrol 2013;24:1493-1502.

www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/23886592

Intervention rettet mod sindet øger sandsynlighed for rygestop

> Cochrane Database Syst Rev

I rygestopbehandling øges andelen, der ophører med rygning, hvis der også bruges en intervention rettet mod psykosociale forhold og sindsstemning. »Og dette gælder både rygere der aktuelt har depression og dem, der tidligere har haft en depression«, skriver Regina van der Meer et al fra Dutch Expert Centre on Tobacco Control, Haag, Holland.

Forfatterne har gennemgået litteraturen og fundet 49 randomiserede, kontrollerede studier om emnet som helhed.

For rygere med aktuel depression viste en metaanalyse, at der var signifikant bedre effekt ved tilføjelse af en psykosocial behandling rettet mod sindstilstand sammen med en standardrygestopintervention sammenlignet med standardinterventionen alene (11 studier; risikoratio (RR): 1,47; 95% konfidens-interval (KI): 1,13-1,92). For rygere med tidligere depression sås effekt på samme niveau (13 studier; RR: 1,41; 95% KI: 1,13-1,77).

Der var en positiv, men ikke signifikant, påvist effekt af at tilføje bupropion til rygestop hos rygere med aktuel depression (RR: 1,37; 95% KI: 0,83-2,27), og ikke nok studier til at undersøge fluoxetin og paroxetin.

Der var heterogenitet i studier, hvor man undersøgte psykosociale interventioner sammen med standardrygestopsbehandling, og der kunne ikke drages samlede konklusioner. Derimod blev der i tre studier undersøgt, om nikotinsubstitutionsbehandling i forhold til placebo havde effekt på rygere med tidligere depression, og her sås en mulig effekt (RR: 1,17; 95% KI: 0,85-1,60).

Torben Sigsgaard, Institut for Folkesundhed – Miljø, Arbejde & Sundhed, Aarhus Universitet, kommenterer: »Undersøgelsen understreger vigtigheden af at vurdere og arbejde med patientens psykosociale situation i forbindelse med initiering af rygestop. Derimod er det usikkert, om der er en gavnlig effekt af en egentlig antidepressiv behandling«.

Van der Meer RM, Willmsen MC, Smit F et al. Smoking cessation interventions for smokers with current or past depression. Cochrane Database Syst Rev 2013;8:CD006102.