Skip to main content

Medicinske nyheder

Redigeret af Christina E. Høi-Hansen, chh@dadlnet.dk

16. nov. 2012
6 min.

Vurdering af deficit efter subaraknoidalblødning er meget forskellig

> J Neurol

Titlen for nedennævnte studie er skarp: »Clinical assessment of deficits after SAH: hasty neurosurgeons and accurate neurologists«.

»Der er behov for øget opmærksomhed på kognitive deficit og en mere rutinemæssig interdisciplinær tilgang involverende også neuropsykologer« konkluderer Christian Fung fra Department of Neurosurgery, Bern University Hospital, Schweitz med medforfattere fra Department of Cognitive and Restorative Neurology sammesteds.

I studiet af aneurismal subaraknoidalblødning (SAH) har forfatterne sammenlignet omfanget af kognitive og andre neurologiske udfald hos patienter vurderet samme dag af neurokirurger ved udskrivelsen fra den kirurgiske afdeling og af neurologer ved indlæggelsen på en rehabiliteringsafdeling. Der indgik 494 patienter behandlet for SAH hvoraf 50 blev overflyttet til en rehabiliteringsenhed. Deficit blev grupperet i 18 kategorier og samlet i tre grupper: større somatiske (f.eks. dobbeltsyn, facialisparese, nedsat kraft), mindre somatiske (f.eks. nedsat trigeminusfunktion, støtte til gang, sensorisk defekt) og kognitive deficit (f.eks. tale, opmærksomhed, hukommelse).

Der fandtes større somatiske deficit hos 16 og 20 patienter, når de blev vurderet af hhv. neurokirurger og neurologer (p = 0,53), mindre somatiske deficit hos hhv. 16 og 44 (p < 0,0001), og kognitive deficit hos 36 og 45 patienter (p < 0,04).

Det absolutte antal deficit i dagligdags aktiviteter var 21 ved neurokirurgers vurdering og 31 ved neurologer, når det drejede sig om større somatiske deficit (p = 0,2). For de mindre somatiske deficit var det hhv. 18 og 97, for de kognitive 61 og 147 (p < 0,0001 for begge).

Vagn Eskesen, Rigshospitalet, Neurokirurgisk Klinik, kommenterer: »Studiet er endnu en understregning af, at patienter med subaraknoidalblødning bør rehabiliteres i enheder med ekspertise i både

,rehabiliteringsneurologi` og neuropsykologi og ikke blot udskrives direkte til hjemmet fra en neurokirurgisk afdeling. I Danmark vil tilknytning til en apopleksirehabiliteringsenhed være relevant for alle med aneurismebetinget subaraknoidalblødning«.

Fung C, Beck J, Lauber L et al. Clinical assessment of deficits after SAH: hasty neurosurgeons and accurate neurologists. J Neurol 2012;259:2198-2201.

www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/22527224

Genomsekventering af udviklingshæmmede børn

> Lancet

Sekventering af hele det udtrykte genom, exomsekventering, er i dette studie blevet analyseret hos børn med forsinket psykomotorisk og kognitiv udvikling. »Underliggende de novovarianter kan være årsag til ca. 45-55% af disse børns udviklingshæmning, dvs. genetiske varianter, som patienterne ikke har arvet fra deres forældre«, skriver Anita Rauch et al fra Neuroscience Center Zurich, Schweiz.

Der indgik 51 deltagere fra The German Mental Retardation Network uden kromosomale ubalancer ved array CGH. Deltagerne havde IQ < 60, var ikke fra familier med mental retardering og var uden syndromiske træk, der havde givet en hjælp til diagnose. Kontroldeltagere var 20 børn med type 2-diabetes.

Der var 45 deltagere (88%) i casegruppen og 14 (70%) i kontrolgruppen der havde de novo-varianter. Der var 87 de novo-varianter i casegruppen med en mutationshyppighed i exonet på 1,71 pr. individ. I kontrolgruppen var der 1,2 de novo-varianter pr. individ.

Flere deltagere i casegruppen havde varianter, som medførte, at genet ikke kunne fungere (loss-of-function) i forhold til kontrolgruppen (20/51 vs. 2/20); p = 0,022), understøttende et led i sygdomsudvikling. For 16 patienter blev der påvist de novo-

varianter i gener, som er kendt for at være relateret til udviklingsforsinkelse (STXBP1, SYNGAP1 og SCN2A). Forfatterne skønner, at derudover er mindst seks loss-of-function-mutationer i sygdomsforklarende, og at adskillige andre genændringer er muligt patogene.

Karen Brøndum-Nielsen, Kennedy Centret, kommenterer: »Exomsekventering med ny ultrahurtig next generation sequencing-teknologi vil utvivlsomt revolutionere genetisk diagnostik og har allerede bevist sin værdi i adskillige studier i forhold til f.eks. sjældne syndromer, samt, som i dette studie, ved udviklingshæmning med hidtil ukendt årsag, som udgør et betydeligt uafklaret diagnostisk problem. Studiet her viser, at exomsekventering vil kunne råde bod herpå, omend der stadig forestår et stort arbejde med at undersøge nye påviste sekvensvariationers evt. patogenetiske betydning«.

Rauch A, Wieczorek D, Graf E et al. Range of genetic mutations associated with

severe non-syndromic sporadic intellectual disability. Lancet 2012;380:1674-82.

www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/23020937

Øget risiko for mange livstilssygdomme ved markøren proneurotensin

> JAMA

Neurotensin er et peptid, som er involveret i regulering af tarmmotilitet og pancreasgaldesekretion, og hvor udskillelsen stimuleres af fedtindtag. Hypotesen bag studiet fra Journal of the American Medical Association er, at forskelle i neurotensinsystemet bidrager til udvikling af sygdomme, som er associeret med forhøjet body mass index.

»Fasteproneurotensin er for kvinder signifikant associeret med udvikling af diabetes, hjerte-kar-sygdom, mammacancer og mortalitet«, finder Olle Melander et al fra Lunds Universitet, Sverige. Data er baseret på måling af proneurotensin i plasma fra 4.632 patienter i det populationsbaserede Malmø Diet and Cancer Study, der blev påbegyndt i 1991-1994. Opfølgning var mediant 13,2-15,7 år afhængigt af sygdomsgruppe.

Forhøjet proneurotensin var associeret til øget risiko for diabetes (hazard ratio (HR): 1,28 pr. standarddeviationsforøgning; 95% konfidensinterval (KI): 1,09-1,50; p = 0,003). Der var også øget risiko for hjerte-kar-sygdom (HR: 1,17; 95% KI: 1,07-1,27; p < 0,001) og kardiovaskulær mortalitet (HR: 1,29; 95% KI: 1,12-1,49; p = 0,001).

Associationen var afhængig af køn, idet morbiditet og mortalitet kun var signifikante for kvinder, efter justering for køn. Forhøjet proneurotensin for kvinder gav signifikant øget risiko for diabetes (HR: 1,41), hjerte-kar-sygdom (HR: 1,33), mammacancer (HR: 1,44), overordnet mortalitet (HR: 1,13) og hjerte-kar-relateret mortalitet (HR: 1,50).

Forhøjet proneurotensinniveau kunne detekteres, flere år før sygdommene blev diagnosticeret, hvorfor forfatterne tolker en forhøjelse som en modtagelighed over for sygdommene frem for et subklinisk stadie.

Børge Nordestgaard, Klinisk Biokemisk Afdeling, Herlev Hospital, kommenterer: »Dette er meget spændende nye fund, specielt fordi genetisk variation i en af hormonets tre receptorer sortilin-1 er associeret med koronar hjertesygdom via forhøjet LDL-kolesterol. Fundene skal dog repliceres i uafhængige studier, før de vil få afgørende betydning«.

Melander O, Maisel AS, Almgren P et al. Plasma proneurotensin and incidence of diabetes, cardiovascular disease, breast cancer, and mortality. JAMA 2012;308:1469-75.

www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/23047361

God prognose ved IgA-nefropati i let grad

> JASN

Prognosen er god for patienter med isoleret immunglobulin (Ig)A-nefropati, som på diagnosetidspunktet har mikroskopisk hæmaturi, proteinuri < 0,5 g/døgn og estimeret glomerulær filtrationshastighed (eGFR) > 60 ml /min pr. 1,73 m2 .

»Der har ikke været så mange studier af, hvordan det går denne gruppe, da diagnosen ved nyrebiopsi oftest stilles hos patienter som har større proteinuri og/eller nedsat eGFR«, argumenterer forfatterne fra Hospital General Universitario Gregorio Marañón, Madrid.

I dette studie fra Journal of the American Society of Nephrology indgik der 141 patienter med mikroskopisk hæmaturi, minimal eller ingen proteinuri og biopsiverificeret IgA-nefropati. Patienterne var tilknyttet hospitaler, der havde en aktiv politik om nyrebiopsi. Ingen af deltagerne fik steroid eller immunsupprimerende behandling. Forandringerne ved nyrebiopsi var relativt milde og domineret af mesangial proliferation (32%). Ved slutningen af followup (mediant ni år) sås der en stigining i serumkreatinin til

> 50% og > 100% af udgangsværdien hos hhv. 3,5% (n = 5) og 0,7% (n = 1) af deltagerne.

Efter 10, 15 og 20 år havde hhv. 96,7%, 91,9% og 91,9% af deltagerne et serumkreatininniveau, der lå under 150% af værdien ved inklusion. Proteinuri > 1,0 g/døgn forekom hos kun 4,2%. Der var ingen, der fik terminalt nyresvigt. Segmental glomerulosklerose og rygning var associeret til dårligere prognose. Klinisk remission, defineret ved persisterende fravær af hæmaturi, ingen proteinuri, normal nyrefunktion og normalt blodtryk observeredes hos 37,5% af deltagerne efter mediant 48 måneder. På diagnosetidspunktet havde 16,3% hypertension, og ved afslutning på opfølgning var det 21,3%.

Bente Jespersen, Nyremedicinsk Afdeling, Aarhus Universitetshospital, kommenterer: »Den gode prognose blandt patienterne med let IgA-glomerulonefritis støtter eksisterende praksis om at undlade immunsuppressiv behandling under regelmæssig kontrol af proteinuri og blodtryk med fokus

på blokade af renin-angiotensin-aldosteron-systemet«.

Gutiérrez E, Zamora I, Ballarín JA et al. Long-term outcomes of IgA nephropathy presenting with minomal or no proteinuria. J Am Soc Nephrol 2012;23:17753-60.

www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/22956820

Erratum:

Erratum til »Postmenopausal hormonbehandling associeret med nedsat mortalitet« nr. 45:

Det skal bemærkes at der kun er signifikant nedsat mortalitet når denne indgår i et samlet effektmål med myokardieinfarkt og hjertesvigt. Mortalitet alene er ikke-signifikant nedsat (HR: 0,57; 0,30-1,08; p= 0,084).