Medicinske nyheder

Fodbold øger knogle- og muskelmasse for kvindelige fodboldspillere

> J SPORTS SCIENCES

Kvindelige elitefodboldspillere har en imponerende muskuloskeletal sundhedsprofil, og et kort fodboldtræningsforløb synes for uøvede unge kvinder at nedsætte risiko for balancetestrelaterede fald og forøge knoglenydannelsen.

»Vores undersøgelser viste, at kvindelandsholdsspillere har 570 g større knoglevægt og 6 kg større muskelmasse end utrænede jævnaldrende«, beskriver Peter Krustrup fra College of Life and Environmental Sciences, University of Exeter, England og Center for Holdspil og Sundhed, Københavns Universitet.

27 kvindelige elitespillere blev sammenlignet med 28 utrænede unge kvinder, der gennemgik 16 ugers fodboldtræning a 2 × 1 time/uge. Otte af de utrænede kvinder blev testet efter træning.

Som udgangspunkt var bone mineral density (BMD) og bone mineral content (BMC) hhv. 13% og 23% højere hos elitespillere end hos utrænede kvinder (hhv. 1,305 vs. 1,159 g/cm2 og 3.047 vs. 2.477 g), og osteokalcin var 45% højere for elitespillerne (28,8 vs. 19,9 mikrogram/l; p < 0,05). Total lean body mass var 14% højere for elitespillerne (50,4 vs. 44,3 kg), men der var ikke forskel i total body mass. Postural balance testet ved antal Flamingotestfald var 56-63% færre for elitespillerne (p < 0,01) og ved 30 m-sprinttest var elitespillerne 31% hurtigere end de utrænede kvinder.

Efter 16 ugers fodboldtræning var lean body mass forøget med 1,4 ± 0,5 kg, og antallet af fald på venstre ben blev nedsat med 29% (p < 0,05). Der var ikke en signifikant ændring i BMD eller BMC, men P-osteocalcin forøgedes med 37% (p < 0,05).

Michael Kjær, Institut for Idrætsmedicin, Bispebjerg Hospital, og Center for Sund Aldring, Københavns Universitet, kommenterer: »Det er dejligt at se, at fodbold ligesom en lang række andre idrætter også kan forøge muskel- og knoglemasse hos kvinder. Selvom fodboldtræning kan øge knoglemassen er der lidt vej endnu, før det kan udsiges, om det kan forebygge fald og frakturer hos kvinder i risikoalderen, og i givet fald hvor meget fodboldtræning der skal til at opnå denne effekt«.

Jackman SR, Scott S, Randers MB et al. Musculoskeletal health profile for elite female footballers versus untrained young women before and after 16 weeks of football training. J Sports Sciences 2013:10.1080/02640414.2013.796066.

Profylakse med palivizumab kan mindske svære RS virusinfektioner

> COCHRANE DATABASE SYST REV

Luftvejsinfektion med respiratorisk syncytialvirus (RSV) vurderes at medføre omkring 3,4 mio. indlæggelser årligt for mindre børn. Palivizumab (Synagis) er et humaniseret immunglobulin G monoklonalt antistof mod RSV til passiv immunisering og gives intramuskulært hver 30. dag.

I et studie af effektivitet og sikkerhed har forfatterne fra bl.a. University of Split, Kroatien, inkluderet tre randomiserede, kontrollerede studier (2.831 deltagere) sammenlignende med placebo og fire studier (8.265 deltagere) sammenlignende med motavizumab. Alle studier var sponsoreret af producenten.

Palivizumabprofylakse til børn med kronisk lungesygdom, kongenit hjertesygdom eller præmaturitas var associeret med færre RSV-indlæggelser (relativ risiko (RR): 0,49; 95% konfidensinterval (KI): 0,37-0,64) end placebo. Der var en 50% risikoreduktion i indlæggelser på intensivafsnit, men ikke en signifikant forskel i behov for respiratorbehandling. Sammenlignet med motavizumab var der ved palivizumab en ikkesignifikant forøgelse i RSV-indlæggelser (RR: 1,36; 95% KI: 0,97-1,90).

I yderligere 34 studier rapporterede man om data for palivizumabudgifter sammenlignet med effektiviteten hos højrisikobørn. Der var stor variation i de anvendte økonomiske modeller, hvilket førte til store forskelle i omkostnings/effektivitets-resultater.

Kim Kristensen, Børneafdelingen, Hillerød Sygehus, kommenterer: »Der er på baggrund af velgennemførte randomiserede studier ingen tvivl om, at palivizumab reducerer forekomsten af RSV-indlæggelser hos børn, der er i særlig risiko. Anvendelsen i Danmark og flere andre lande har dog været begrænset af den høje pris, men det bør i denne forbindelse nævnes, at man i et nyt studie nu har dokumenteret, at palivizumab ikke alene reducerer risikoen for RSV-indlæggelse, men også reducerer risikoen for senere hvæseepisoder hos let præmature børn, hvilket ændrer på omkostnings/effektivitetsratioen (Blanken MO et al. N Engl J Med 2013;368:1791-9)«.

Interessekonflikter: Kim Kristensen har fra Abbvie modtaget støtte til forskning og kongresdeltagelse samt modtaget honorar for foredrag.

Andabaka T, Nickerson JW, Rojas-Reyes MX et al. Monoclonal antibody for reducing the risk of respiratory syncytial virus infection in children. Cochrane Database Syst Rev 2013;4:CD006602.

Udfald efter operation for kronisk ankelinstabilitet

> AM J SPORTS MED

På baggrund af, at kronisk lateral ankelinstabilitet og intraartikulære læsioner kan føre til smerter, inaktivitet og osteoartritis samt umuliggøre deltagelse i sport, har en gruppe forfattere søgt at undersøge, om en kombineret kirurgisk behandling kan føre til bedre mekanisk stabilitet og funktionsniveau.

»Kombination af et Broströms indgreb og ankelartroskopi kan gøres sikkert og medfører, at de fleste patienter kan genvinde både deres dagligdags og deres sportsrelaterede funktionsniveau«, konkluderer Nicola Maffulli et al fra The London School of Medicine and Dentistry, England.

I studiet indgår udfald på lang sigt for 42 sportsudøvere, der fik oprensning af anklen ved artroskopi og genetablering af det anteriore talofibulare ligament med Broströms indgreb. Der forelå opfølgning for 38 patienter efter 8,7 år (spændvidde: 5-13 år).

Ved den seneste opfølgende vurdering efter kirurgi havde patienterne signifikant bedret ankelmobilitet og ankelscore. American Orthopaedic Foot and Ankle Society (AOFAS)-score forbedredes fra 51 til 90 (spændvidde: hhv. 32-71 og 67-100), og Kaikkonenscore forbedredes fra 45 til 90 (spændvidde: hhv. 30-70 og 65-100). I forhold til kriterier for udfald defineret præop erativt var der otte behandlingssvigt målt med AOFAS og ni med Kaikkonen.

58% af patienterne dyrkede sport på samme niveau som før skaden, 16% havde ændret til et lavere aktivitetsniveau og mindre krævende sportsgren (cykling og tennis), og 26% havde opgivet sport, men var stadig fysisk aktive.

Af 27 patienter uden radiologiske tegn til osteoartritis præoperativt, havde otte (30%) fået radiografiske degenerative forandringer på anklen. Der var ikke korrelation mellem osteoartritis, og hvor meget sport de dyrkede.

Michael Rindom Krogsgaard, Idrætskirurgisk Enhed, Bispebjerg Hospital, kommenterer: »Dette studie bekræfter, at patienter med ankelinstabilitet, der ikke bedres tilstrækkeligt ved aktiv rehabilitering, bør tilbydes kirurgi. Broströms teknik er i randomiserede studier påvist at være andre metoder overlegen, især på lang sigt, hvor den giver holdbare resultater«.

Maffulli N, Del Buono A, Maffulli GD et al. Isolated anterior talofibular ligament Broström repair for chronic lateral ankle instability: 9-year follow-up. Am J Sports Med 2013;41:858-64.

Nye guidelines forventes at øge behov for karkirurgisk trombolyse

> BR J SURG

For nylig er internationale anbefalinger blevet, at man bør anvende katetervejledt trombolyse til udvalgte patienter med symptomatisk iliofemoral dyb venetrombose (DVT). I dette studie estimeres det, hvor meget ekstra dette kan medføre for karkirurgiske enheder.

Forfatterne fra Queen’s Medical Centre, Nottingham, England, vurderer ud fra deres lokale forhold, at der må forventes en stor øget tilgang af patienter, hvilket vil påvirke både sengepladser, interventionel radiologi, intensivpladser og overflytninger mellem hospitaler.

Der er til studiet fra British Journal of Surgery ved hjælp af en radiologidatabase gennemgået alle DVT-diagnosticeret fra august 2010 til februar 2012 på et tertiært hospital. De ny anbefalinger fra National Institute for Health and Clinical Excellence og American College of Chest Physicians blev anvendt retrospektivt på kohorten.

Der var i alt 563 patienter med radiologisk verificeret DVT i løbet af 18-månedersperioden, hvoraf 301 var proksimale (over knæet) og dermed potentielt kunne henvises til karkirurgisk afsnit. Ud af 128 patienter med iliofemoral DVT ville 53 have været kandidater til intervention med katetervejledt trombolyse, idet resten blev ekskluderet pga. at de havde DVT under knæet, ikke obstruerede dybt veneflow eller ikke var klinisk egnet. Dette svarer til 4,4 patienter pr. 100.000/år.

Der blev i virkeligheden kun henvist 8/53 til karkirurgisk behandling (15%). Alle otte patienter fik foretaget succesfuld katetervejledt trombolyse, som omfattede ophold med intensiv monitorering i mediant to sessioner (spændvidde: 1-3), idet den, hvis tromben ikke blev fjernet i første session, blev gentaget.

Niels Bækgaard, Karkirurgisk Afdeling, Gentofte Hospital, kommenterer: »Tallene genkender vi også fra København. Det er bekymringsværdigt, hvis det udelukkende er et logistisk problem, som bremser tilgangen. Desværre er det nok mere en holdningsændring, som efterspørges hos de modtagende afdelinger«.

Saunders JH, Arya PH, Abisi S et al. Catheter-directed thrombolysis for iliofemoral deep vein thrombosis. Br J Surg 2013;100(suppl 2):1.