Medicinske nyheder

Modafinil som løsningen på en lang vagt?

> Ann Surg

Trætte læger kan have gavn af farmakologisk forstærkning i situationer, der kræver effektiv informationsbearbejdning, fleksibel tankegang og beslutningstagning under tidspres. Der synes dog ikke at ske forbedring i udførelsen af basale opgaver. Forfatterne angiver, at der savnes et alternativ til koffein, som beskrives som et ikkeideelt middel til at forblive klar, da den opkvikkende virkning er kortvarig, og den nødvendige dosis er så høj, at bivirkninger som tremor, ængstelse og kvalme er hyppige.

Modafinil, der anvendtes i studiet fra Annals of Surgery, har vanligt narkolepsi som indikation, men her fik 39 raske mandlige læger 200 mg modafinil eller placebo kl. 3 om morgenen i forbindelse med en nats superviseret søvndeprivering. Deltagerne måtte ikke indtage alkohol eller koffein.

Sugden et al fra Imperial College London, England, udførte derefter i perioden kl. 6-8 om morgenen en række neuropsykologiske test for at undersøge de kognitive funktioner. Klinisk psykomotorisk funktionsevne blev testet med The Minimally Invasive Surgical Trainer Virtual Reality.

Modafinil forøgede udførslen af test vedrørende højere kognitive funktioner. Deltagere i modafinilgruppen arbejdede mere effektivt, når de skulle løse opgaver relateret til arbejdshukommelse og planlægning (p-værdi hhv. 0,028 og 0,04). Ved brug af modafinil var deltagerne mindre impulsive i deres beslutningstagning (p = 0,01), og de kunne mere fleksibelt skifte fokus for koncentration (p = 0,038). Der var ikke forbedringer relateret til klinisk psykomotorisk ydeevne. Kl. 6 om morgenen, men ikke senere, følte modafinilgruppens deltagere sig mere vågne, stærkere, kyndigere og mere selskabelige.

Jan Ovesen, Søvnmedicinsk Klinik, ScanSleep, kommenterer: »Det er bemærkelsesværdigt, at modafinilgruppen følte sig mere vågne, stærkere og kyndigere end placebogruppen på trods af, at de i den motoriske test præsterede lige så dårligt som placebogruppen. Risikoen for fejl eller uheld ved operation er altså uændret. Undersøgelsen bekræfter, at det er vanskeligt at finde erstatning for søvn«.

Sugden C, Housden CR, Aggarwal R et al. Effect of pharmacological enhancement on the cognitive and clinical psychomotor performance of sleep-deprived doctors. Ann Surg 2012;255:222-7.

Gentagen hoftefraktur på modsatte side medfører ikke dårligere mobilisering

> J Bone Joint Surg

For patienter, der får gentagen hoftefraktur kontralateralt til den første fraktur, er der ikke signifikant forskel med hensyn til mobilisering i forhold til, hvordan det går efter første fraktur. Dog er der en højere mortalitet efter et år, finder to forfattere fra Peterborough and Stamford Hospitals, England, i en opgørelse af 5.341 patienter med førstegangs hoftefraktur, der blev sammenlignet med 633 patienter, der fik anden fraktur på den kontralaterale hofte.

Data blev indsamlet ved indlæggelse, og efter et år blev der gennemført telefoninterview. Mobilitet blev vurderet ved The New Mobility Score, og kognitiv funktion blev vurderet ved Minimal Mental-State-test.

Patienterne med anden fraktur var hyppigere plejehjemsbeboere, kvinder og ældre, og de havde en lavere grad af mobilitet og højere kognitivt funktionstab.

Der var ikke signifikante forskelle mellem første og anden fraktur med hensyn til ændringer i grad af mobilitet efter behandling, eller om de kunne komme tilbage til deres oprindelige bopæl ved et års opfølgning. Mortalitetshyppigheden i gruppen med anden fraktur var dog signifikant højere efter et år (31,6% vs. 27,3%). For to tredjedele af patienterne var den anden kontralaterale fraktur i samme anatomiske lokalisation som den første. Og i en analyse af 293 patienter forekom ca. 70% af den anden fraktur inden for tre år efter den første.

Studiet er publiceret i januarnummeret af Journal of Bone & Joint Surgery.

Jes Bruun Lauritzen, Ortopædkirurgisk Afdeling, Bispebjerg Hospital, kommenterer: »Patienter med nummer to kontralateralt hoftebrud er ikke overraskende lidt ældre og med øget mortalitet. Der er dog fortsat et acceptabelt udkomme. Typen af nummer to fraktur er overvejende af samme type som den første og kan skyldes anatomiske forhold«.

Sawalha S, Parker MJ. Characteristics and outcome in patients sustaining a second contralateral fracture of the hip. J Bone Joint Surg Br 2012;94-B:102-6.

Hash giver ikke dårlig lungefunktion

> JAMA

Lejlighedsvist og lav kumulativ indtagelse af marihuana er ikke associeret med påvirket lungefunktion på trods af, at marihuana indeholder mange af de samme indholdsstoffer som tobak. Dette er konklusionen i et studie af Pletcher et al fra University of California, USA, publiceret i JAMA: the journal of the American Medical Association.

Undersøgelsen er baseret på et longitudinelt studie med lungefunktionsundersøgleser hvert femte år i perioden 1985-2006. Der indgik 5.115 mænd og kvinder, som ved inkludering var raske og i alderen 18-30 år. Eksponeringen blev målt i joint-år, dvs. rygning af 365 joints pr. år. 98% af besøgene blev gennemført.

Marihuanaeksponering var næsten lige så hyppig som tobak, men var oftest sparsom med mediant 2-3 episoder pr. måned. Tobakseksponering, både aktuel og livstidseksponering, var lineært associeret med lavere FEV1 og FVC. I modsætning til dette var associationen mellem marihuanaeksponering og lungefunktion ikkelineær.

For dem, der var eksponeret på et lavt niveau, steg FEV1 med 13 ml/joint-år og FVC med 20 ml/joint-år (p < 0,001 for begge). Ved højere eksponeringer var disse associationer ikke til stede, eller associationen var omvendt, men der var få deltagere i denne gruppe. Ved et meget stort marihuanaforbrug var associationen med FEV1 ikke signifikant forskelligt fra udgangspunktet.

Peter Ege kommenterer: »Det er unægteligt et overraskende resultat, men undersøgelsen er af en sådan størrelse og kvalitet, at der ingen grund er til at betvivle det. Det bliver aldrig sundt at ryge hash, men mennesker, der gør det af medicinske grunde, bør ikke opfordres til at ophøre med dette med henvisning til, at det nedsætter deres lungefunktion«.

Pletcher MJ, Vittinghoff E, Kalhan R et al. Association between marijuana exposure and pulmonary function over 20 years. JAMA 2012;307:173-81.

Vægttab ses både for overvægtige med og uden type 2 diabetes ved GLP-1R-agonister

> BMJ

I et systematisk review med metaanalyse viser Vilsbøll et al fra Gentofte Hospital, at behandling med agonister til glucagon-like peptide-1-receptoren (GLP-1R) medfører vægttab hos overvægtige både med og uden diabetes mellitus type 2 (DM2). GLP-1 er et hormon, der secerneres i tarmen som respons på måltider, og GLP-1-baseret behandling nedsætter appetitten, øger insulinsekretion og hæmmer glukagon.

»Der er overbevisende evidens for, at GLP-1R-agonister hjælper til at mindske vægten hos overvægtige med og uden diabetes, og der kan også være gavnlige effekter på blodtryk og totalkolesterol«, konkluderer forfatterne.

Der blev inkluderet 25 randomiserede kontrollerede studier med voksne med body mass index 25 kg/m2 med eller uden DM2. Deltagerne skulle have fået exenatid (2 dagligt eller 1 ugentligt) eller liraglutid (1 dagligt) i mindst 20 uger. Kontrolinterventioner var pl acebo, orale antidiabetika eller insulin.

GLP-1R-agonister medførte et større vægttab, end hvad der sås i kontrolgrupperne (vægtet gennemsnitlig forskel -2,9 kg; 95% konfidens-interval -3,6 til -2,2 kg). Der sås vægttab for deltagere både med og uden DM2 (hhv. -2,8 kg og -3,2 kg). I den overordnede analyse var der ved GLP-1R-agonister gavnlig effekt på systolisk og diastolisk blodtryk (vægtet gennemsnitlig forskel hhv. -3,57 og -1,38 mmHg), kolesterol (vægtet gennemsnitlig forskel -0,10 mmol/l) og glykæmisk kontrol (vægtet gennemsnitlig forskel i HbA1C -0,63%). Af bivirkninger sås kvalme, diare og opkast, men ikke hypoglykæmi.

Jan Erik Henriksen, Endokrinologisk Afdeling, Odense Universitetshospital, kommenterer: »Et vægttab på 3-4 kg efter en behandling, der fortsat er rimeligt dyr, synes ikke af meget, men kan vise sig at have stor betydning, hvis behandling på sigt findes associeret med en reduceret risiko for kardiovaskulær sygdom og død. Desværre ser effekten ud til at forsvinde, hvis behandlingen ikke er kontinuerlig«.

INTERESSEKONFLIKTER: Jan Erik Henriksen er medlem af advisory board under MSD og Boehringer. Har tidligere været i advisory board under Novo Nordisk.

Vilsbøll T, Christensen M, Junker AE et al. Effects of glucagon-like peptide-1 receptor agonists on weight loss: systematic review and metal-analyses of randomised controlled trials. BMJ 2012;10.1136/bmj.d7771.