Medicinske nyheder

CT scanning og risiko for malignitet hos børn> Lancet

På trods af at computertomografi (CT) scanninger er værdifulde klinisk, medfølger der en potentiel cancerrisiko. Risikoen for leukæmi og hjernetumorer tredobles, hvis den kumulative dosis er over 30 mGy. Forfatterne fra Newcastle University, England, fremhæver dog: »Disse cancerformer er sjældne, hvorfor der for børn under ti år kun vil forekomme et ekstra tilfælde af leukæmi og et ekstra hjernetumor tilfælde for hver 10.000 CT af cerebrum i de første ti år efter skanningen«.

I det retrospektive kohortestudie blev der inkluderet patienter < 22 år uden tidligere onkologisk diagnose. For at undgå diagnoser relateret til CT ved malignitetsudredning begyndte opfølgningen efter to år for leukæmi og efter fem år for hjernetumorer. CT af cerebrum (64%), abdomen (9%) og thorax (7%). Der var 74 ud af 178.604 patienter, der fik leukæmi, og 135 ud af 176.587, der fik hjernetumorer.

Der var en positiv association mellem stråledoser og leukæmi, idet den relative risiko steg med yderligere 0,036 pr. mGy (p = 0,0097). For hjernetumorer var den yderligere relative risiko 0,023 pr. mGy (p < 0,0001).

Sammenlignet med patienter, der fik en stråledosis under 5 mGy, var der en trefold øget risiko for leukæmi for patienter, der fik en høj kumulativ dosis > 30 mGy, gennemsnitligt > 50 mGy (relativ risiko 3,18; 95% konfidens-interval (KI): 1,146-6,94). Tilsvarende øgedes risikoen for hjernetumorer (relativ risiko 2,82; 95% KI: 1,33-6,03). Forfatterne angiver, at en dosis på 50 mGy akkumuleres i knoglemarven ved 5-10 CT af cerebrum. For at 50 mGy akkumuleres i cerebrum skal der kun foretages 2-3 CT af cerebrum.

Karen Damgaard Pedersen, Radiologisk Klinik, Rigshospitalet, kommenterer: »Publikationens opgørelse er en vigtig reminder til alle radiologer, der foretager CT af børn - således at indikationen altid vægtes mod den potentielle risiko ved den ioniserende stråling og børns øgede følsomhed for stråling. Samtidigt må det understreges, at teknologien har udviklet sig betydeligt, idet sidste tiår med opnåelse af reduktioner i den givne stråledosis ved brug af Multidetector-systemer, høj skanningshastighed og dosismodulation. Samt at magnetisk resonans-skanning har overtaget en større del af diagnostikken i CNS-udredning frem for CT«.

Pearce MS, Salotti JA, Little MP et al. Radiation exposure from CT scans in childhood and subsequent risk of leukaemia and brain tumours: a retrospective cohort study. Lancet 2012;380:499-505.

www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/22681860

Overvægtige unge har ofte smerter i led og muskler
> Pain

Overvægt er en risikofaktor for fibromyalgi hos voksne, men dette har ikke været undersøgt hos børn. I et studie fra tidsskriftet Pain omhandlende overvægt og kroniske smerte hos teenagere finder forfatterne:

»De overvægtige teenagere har hyppigere muskuloskeletale smerter i forhold til normalvægtige kontroldeltagere, og særligt de med kroniske smerter i knæene så ud til at have en svær fænotype med dårlig prognose«.

Ud fra den populationsbaserede undersøgelse »Avon Longitudinal Study og Parents and Children« blev de nu 17-årige deltagere inviteret til en forskningsklinik på University of Bristol, England, hvor de modtog et spørgeskema. Der var i alt 3.376 ud af ca. 14.000, der udfyldte spørgeskemaet, heraf 1.424 drenge. Kronisk regional smerte skulle vare over tre måneder, og kronisk udbredt smerte blev diagnosticeret ud fra fibromyalgikriterier.

Der var 44,7%, der angav smerte med en varighed 1 dag inden for den forløbne måned. Der var 16,3%, der havde smerter i lænderyggen, 9,6% havde skuldersmerter, 9,4% i øvre ryg, 8,9% i nakken, 8,7% i knæet, 6,8% i anklen, 4,7% kronisk regional smerte og 4,3% kronisk udbredt smerte. 7,0% af deltagerne var overvægtige (over 95%percentilen).

Overvægt var associeret med øget risiko for enhver smerte (oddsratio (OR): 1,33; p = 0,04), kronisk regional smerte (OR: 2,04; p = 0,005) og knæsmerter (OR: 1,87; p = 0,001). Der var ikke en association mellem overvægt og kronisk udbredt smerte. Sammenlignet med normalvægtige deltagere angav de med enhver smerte, knæsmerter og kronisk regional smerte en sværere gennemsnitlig smertescore (p < 0,01).

Jens-Christian Holm, Enheden for Overvægtige Børn og Unge, Holbæk Sygehus, kommenterer: »Smerter hos overvægtige børn og unge er i princippet et velkendt ortopædisk problem, men det er interessant, at overvægt er associeret med enhver smerte samt en sværere gennemsnitlig smertescore. Det er tankevækkende, at smerter hos overvægtige må tænkes at have indflydelse på de unges aktivitetsniveau i retning af mere inaktivitet, som alt andet lige angiveligt gør det vanskeligere at reducere graden af overvægt endsige de overvægtsrelaterede komplikationer på sigt«.

Deere KC, Clinch J, Holliday K et al. Obesity is a risk factor for musculoskeletal pain in adolescents: Findings from a population-based cohort. Pain 2012;153:1932-8.

www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/22805779

Både banding og betablokkere kan bruges ved øsofagusvaricer
> Cochrane Database Syst Rev

Patienter med øsofagusvaricer har gavn af ligering med banding som primær forebyggelse af øvre gastrointestinal blødning.

»Betablokkere bruges ofte som førstevalg, men analysen indikerer, at banding er bedre til forebyggelse af blødning, men ikke nedsætter mortalitet, hvorfor betablokkere kan have gavnlig virkning, der ikke er relateret til blødning«, ifølge Lise Lotte Gluud og Aleksander Krag, hhv. Gentofte og Hvidovre Hospital, der står bag Cochraneanalysen.

Der forelå 19 studier om banding vs. betablokkere, hvoraf der i de fleste kun indgik patienter med høj risiko for øsofagusvaricer. 176 ud af 731 patienter, der var randomiseret til banding, døde (24%), og 177 ud af 773 af patienter, der var randomiseret til betablokkere (23%), hvilket var en ikkesignifikant forskel. Ved sekventielle analyser blev det ligeledes påvist, at der ikke var fordel ved nogen af interventionerne, og der var ikke tegn på bias eller effekt af små studier.

Banding ligation nedsatte øvre gastrointestinal blødning og variceblødning sammenlignet med betablokkere (relativ risiko (RR): 0,69; 95% konfidens-interval (KI): 0,52-0,91 og RR 0,67; 95% KI: 0,46-0,98). Blødningsrelateret mortalitet var ikke forskellig i de to interventionsarme. For begge interventioner var der bivirkninger, som for betablokkere var svimmelhed, impotens og ødemer, og for banding var blødning og retrosternale smerter.

Henning Grønbæk, Medicinsk Hepato-Gastroenterologisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital, kommenterer: »En Cochraneanalyse, der supplerer en lignende nylig metaanalyse (Funkoshi N et al. Ann Hepatol 2012). Begge viser, at vi kan være mindre tilbageholdende med endoskopisk banding i forhold til betablokade som primær blødningsprofylakse ved øsofagusvaricer grad 2-3. For den enkelte patient er det vigtigste at afveje forventet effekt i forhold til komplians, bivirkninger og komplikationer. Gentagen levervenekaterisation til vurdering af, om patienten responderer med fald i portaltryk under betablokade (20-30% responderer ikke) kan være individuelt vejledende for at overveje primær banding, og metaanalyserne giver ikke statistisk anledning til bekymring ved den strategi 1;.

Gluud LL & Krag A. Banding ligation versus beta-blockers for primary prevention in oesophageal varices in adults. Cochrane Database Syst Rev 2012;8:CD004544.

www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/22895942

Vægttræning kan være med til at forebygge type 2-diabetes
> Arch Intern Med

Vægttræning har også en plads i forebyggelsen af diabetes mellitus type 2, viser et studie med 18 års opfølgning af 32.002 mænd. Førsteforfatter Anders Grøntved fra Harvard School of Public Health, Boston, USA finder at: »Vægttræning var associeret med en signifikant lavere risiko for type 2-diabetes uafhængigt af aerob træning«.

Studiet er baseret på en prospektiv kohorte af amerikanske mænd i perioden 1990-2008 med i alt 508.332 personårs opfølgning. Der blev diagnosticeret 2.278 nye tilfælde af type 2-diabetes blandt deltagerne, og der var en dosis-respons-sammenhæng mellem øget tid anvendt på vægttræning eller aerob træning og en lavere risiko for type 2-diabetes (p < 0,001). I alt 14% af mændene rapporterede at dyrke vægttræning. Disse mænd, der vægttrænede, dyrkede også mere aerob træning, så mindre fjernsyn, drak mindre alkohol, færre var rygere og spiste sundere. Der blev indsamlet spørgeskemaer hvert andet år og justeret for konfoundere.

De deltagere, der brugte mindst 2 time pr. uge på vægttræning (og ikke dyrkede aerob træning derudover), havde en 34% mindre risiko for at få type 2-diabetes (95% konfidens-interval (KI): 7-54%). For aerob træning var der en 52% lavere risiko (95% KI: 45-58%).

For mænd, der både lavede aerob træning 2 time pr. uge og dyrkede vægttæning 2 time pr. uge sås den største reduktion i risiko for type 2-diabetes, idet der var en relativ risiko på 0,41 (95% KI: 0,27-0,61).

Ole Snorgaard, Endokrinologisk Afdeling, Hvidovre Hospital, kommenterer: »Dette studium tilføjer supplerende viden om forebyggelsen af type 2-diabetes, der kan hjælpe os i tilrettelæggelsen af forebyggende motionstilbud til risikogrupper. Især mange mænd enten kan eller vil ikke dyrke aerob motion, og styrketræning kan således være et mere acceptabelt alternativ«.

Grøntved A, Rimm EB, Willett WC et al. A prospective study of weight training and risk of type 2 diabetes mellitus in men. Arch Intern Med 2012;10.1001/archinternmed.2012.3138.