Medicinske nyheder

Mitokondriegenvariation afspejler risiko for apopleksi

> Lancet Neurol

Genetiske faktorer spiller en rolle i patogenesen af iskæmisk cerebralt infarkt. I en artikel publiceret i majnummeret af Lancet Neurology finder forskerne, at genetisk variation af den mitokondrielle DNA-subhaplogruppe K er en uafhængig determinant for apopleksirisiko.

»Dette understøtter, at mitokondrielle mekanismer bidrager til ætiologien«, skriver Patrick F. Chinnery og medforfattere fra Newcastle University, England, og fortsætter: »og kan bruges til at identificere personer med høj risiko for apopleksi«.

De hyppigste europæiske mitokondrielle haplogrupper blev identificeret i blodprøver fra 950 patienter med transitorisk cerebral iskæmi (TCI) og iskæmisk apopleksi og blev sammenlignet med patienter med akut koronarsyndrom (n = 340) og kontrol deltagere (n = 2.939).

Den mitokondrielle subhaplogruppe K var stærkt associeret med en lavere risiko for både TCI og apopleksi (oddsratio 0,54; p < 0,00001). Denne association sås ikke for akut koronarsyndrom. Alle andre haplogrupper varierede ikkesignifikant mellem TCI/apopleksipatienter og kontroldeltagere. Mitokondrielle gener nedarves udelukkende maternelt, men forskerne fandt ikke en association mellem patienter, hvor moderen havde haft apopleksi og subhaplogruppe K.

Grethe Andersen, Neurologisk Afdeling, Århus Universitetshospital, Århus Sygehus, kommenterer: »Den mitokondrielle haplogruppe-effekt synes at være uafhængig af kendte vaskulære risikofaktorer for apopleksi og ser ud til at medieres gennem patofysiologien i den akutte situation, men har ikke betydning for prognosen. Det er overraskende, at effekten kun kom frem i den cerebrovaskulære patientgruppe, og det er der umiddelbart ingen forklaring på, men studiet viser, at genetiske faktorer er betydningsfulde«.

Interessekonflikter: Grethe Andersen er medlem af Advisory board for Boehringer-Ingelheim og har modtaget honorar for enkeltstående foredrag fra Lundbeck, Pfizer, Sanofi-Aventis.

Chinnery PF, Elliott HR, Syed A et al. Mitochondrial DNA haplogroups and risk of transient ischaemic attack and ischaemic stroke: a genetic association study. Lancet Neurol 2010;9:498-503.

Sygeplejersker begår flere fejl ved mange afbrydelser - og mon ikke også det gælder læger ...

> Arch Intern Med

Afbrydelser ved administration af medicin øger signifikant risikoen for procedurerelaterede fejl og for kliniske fejl. Dette er konklusionen fra et observationelt studie af 98 sygeplejersker, der forberedte og administrerede medicin 4.271 gange til 720 patienter på seks afdelinger på to universitetshospitaler i Sydney. Studiet er publiceret i Archives of Internal Medicine.

Procedurerelaterede fejl (f.eks. ingen kontrol af patient-ID med ID på medicinliste eller ingen aseptisk teknik) og afbrydelser blev observeret, og kliniske fejl (f.eks. indgift af forkert dosis eller til forkert tidspunkt) blev identificeret ved at sammenligne med patienternes medicinlister.

Hver afbrydelse var associeret med en 12,1% forøgelse i procedurerelaterede fejl og 12,7% forøgelse i kliniske fejl. Der var afbrydelser ved 53,1% af administrationerne. I kun 19,8% af administrationerne var der ingen procedurerelaterede eller kliniske fejl.

Der skete mindst én procedurerelateret fejl ved 74,4% af administrationerne, og dette tal var 69,6% ved ingen afbrydelser stigende til 84,6% ved tre afbrydelser. Mindre erfarne sygeplejersker begik færre procedurerelaterede fejl.

Ved 25,0% af administrationerne skete der mindst én klinisk fejl. Ved ingen afbrydelser skete der kliniske fejl ved 25,3% af administrationerne, mens dette var tilfældet ved tre afbrydelser i 38,9% af administrationerne. Alvorlige fejl skete hyppigere ved flere afbrydelser.

Beth Lilja Pedersen, Enhed for Patientsikkerhed, Hvidovre Hospital, kommenterer: »Det er på den ene side positivt, at vi hermed får dokumenteret, i hvor høj grad forstyrrelser medfører fejl, og på den anden side helt utilfredsstillende, at vi ikke magter i højere grad at forebygge dem. Selvom medicineringsprocessen i Australien adskiller sig fra den danske på nogle punkter, udgør forstyrrelser også i Danmark et kæmpestort patientsikkerhedsproblem«.

Westbrook JI, Woods A, Rob MI. Association of interruptions with an increased risk and severity of medication administration errors. Arch Intern Med 2010;170:683-90.

Nye markører til screening for ovariecancer i blodprøve

> J Clin Oncol

Måling af fire markører i en blodprøve kan virke som initiel screening ved ovariecancer med en høj sensitivitet og specificitet. »Vores resultater skal ses i lyset af, at den hyppigst anvendte serumbiomarkør ved mistanke om ovariecancer, CA-125, har en sensitivitet på kun 50-60% ved tidligt stadie-sygdom«, skriver forfatterne fra University of Pittsburgh Cancer Institute, USA, i et studie publiceret i majnummeret af Journal of Clinical Oncology.

Forfatterne angiver, at måling af de fire markører kunne anvendes i et totrinsprogram til tidlig detektion, hvor forøgelse af disse markører kunne medføre henvisning til ultralydskanning.

I alt 96 biomarkører blev undersøgt med et multiplex xMAP bead-based immunoassay i serum fra raske kvinder og fra patienter med epiteliel ovariecancer, benigne tumorer i bækkenet og fra mamma-, kolorektal- og lungecancer. Ud fra serum fra 139 patienter med ovariecancer i tidligt stadie, 149 patienter med ovariecancer i sent stadie og 1.102 raske kvinder blev der fundet fire markører, der bedst diskriminerede cancer i tidligt stadie fra raske kontroldeltagere. Disse var CA-125, HE4, CEA og VCAM-1.

Disse markører blev derefter valideret på et andet panel af prøver fra 44 patienter med ovariecancer i tidligt stadie, 124 patienter med sent stadie og 929 raske kvinder. Ved dette fandtes en sensitivitet på 86% for stadium I- og II-ovariecancer og en sensitivitet på 95% for stadium III og IV med en specificitet på 98%. Panelet af markører var relativt selektivt for ovariecancer, idet der var en sensitivitet på 36% for lungecancer, 33% for benigne bækkentumorer, 6% for mammacancer og 0% for kolorektalcancer.

Christian Ottosen, Gynækologisk-Obstetrisk Klinik, Rigshospitalet, kommenterer: »Det har længe været et håb, at det var muligt at screeningsundersøge befolkningen for ovariecancer, men inden det kan indføres, afventes resultaterne fra en stor engelsk undersøgelse om gevinst i form af overlevelse. Ovenstående undersøgelse kan være et skridt på vejen, og emnet følges nøje af Dansk Gynækologisk Cancer Gruppe«.

Yurkovetsky Z, Skates S, Lomakin A et al. Development of a multimarker assay for early detection of ovarian cancer. J Clin Oncol 2010;28:2159-66.

Ingen påvist gavn af antibiotika mod Staphylococcus aureus ved klinisk ikkeinficeret atopisk eksem

> Br J Dermatol

Ved atopisk eksem er der bred enighed om fordelene ved systemiske antibiotika til patienter med Staphylococcus aureus og klinisk inficeret eksem. S. aureus kan påvises i op mod 90% af atopisk dermatitis-læsioner, men den kliniske betydning ved inflammatorisk opblussen i klinisk ikkeinficeret eksem er mindre klar, og der findes ikke aktuelt studier, der kan påvise en gavnlig effekt.

Forfatterne bag nærværende review konkluderer derfor, at orale antibiotika til ikkeinficeret eksem ikke kan t ilrådes, og at der ikke er evidens for effekten af antibakteriel behandling, herunder de hyppigt anvendte kortikosteroid-antibiotika kombinationer til topikalt brug.

Til vurderingen af antistafylokokbehandling ved atopisk eksem gennemførte Fiona Bath-Hextall og medforfattere fra University of Nottingham, England, et systematisk review af 26 randomiserede kontrollerede studier med i alt 1.229 deltagere. Studierne var generelt af kort varighed og af dårlig kvalitet.

Der sås ikke en signifikant forskel af det klinisk inficerede eksem, når orale antibiotika sammenlignedes med placebo (relativ risiko (RR) 0,40: 95%-konfidensinterval (KI): 0,13-1,24), eller når lokalsteroid og antibiotikakombinationer blev sammenlignet med steroid alene (RR:0,52; 95%-KI: 0,23-1,16).

På trods af, at antistafylokokinterventioner reducerede S. aureus-antal for patienter med klinisk ikkeinficeret eksem, viste ingen studier nogen klinisk fordel. Bivirkninger var sjældent rapporteret i studierne, men når de var, var der få bivirkninger at rapportere.

Tove Agner, Bispebjerg Hospital, Dermato-venerologisk Afdeling, kommenterer: »Tilstedeværelsen af stafylokokker på huden hos patienter med atopisk eksem opfattes som en trigger-faktor for eksemaktivitet, og det er derfor en vigtig ny information, at reduktion i antallet af stafylokokker på ikkeinficeret hud ikke fører til en bedring af eksemet. Review'ets begrænsning er især, at skillelinjen mellem inficeret og ikkeinficeret eksem ikke er helt klar«.

Bath-Hextall FJ, Birnie AJ, Ravenscroft JC et al. Interventions to reduce Staphylococcus aureus in the management of atopic eczema: an updated Cochrane review. Br J Dermatol 2010: 10.1111/j.1365-2133.2010.09743.x.