Medicinske nyheder

Assays til at påvise udløsende medicin ved hypersensitivitetsreaktion

> Br J Dermatol

Lymfocytproliferations-assays (LPA) kan hjælpe til at diagnosticere den type medicin, der har medført en hypersensitivitetsreaktion.

»I vores studie kan vi vise, at måling af interferon (IFN)-γ- og interleukin (IL)-4-produktion er mere sensitivt til at påvise medicinspecifikke T-celler«, skriver forfatterne fra Southampton General Hospital, England, og fortsætter: »In vitro-assays kan bruges i det akutte stadie af en medikamentelt udløst hypersensitivitetsreaktion«.

Der indgik blodprøver fra 43 patienter med delayed-type-hypersensitivitetsreaktion, hvoraf 19 indgik under den akutte reaktion, 20 efter bedring, og fire både under og efter bedring. Desuden indgik 14 kontroldeltagere uden hypersensitivitetsreaktion. Der blev undersøgt ex vivo-analyse af medicinspecifik proliferation (LPA) samt IFN-γ- og IL-4-produktion. I alt 53 typer medicin blev testet, hver på 1-10 af deltagerne.

Raske kontroldeltagere havde en negativ medicinspecifik proliferation og cytokinniveau i forhold til patienter (p < 0,0001). Assays havde som test en specificitet på 95% (LPA), 83% (IFN-γ) og 92% (IL-4).

Sensitiviteten ved kombineret måling af IFN-γ- og IL-4-cytokiner under den akutte

hypersensitivitetsreaktion var bedre end LPA (hhv. 82% vs. 50%), men alle assays var mindre sensitive under bedringsfase. Korrelation mellem LPA og IFN-γ var stærk (r = 0,7; p < 0,0001), mens IL-4-assays ikke korrelerede godt med de andre.

Tonny Karlsmark, Dermato-venerologisk Afdeling, Bispebjerg Hospital, kommenterer: »Anvendelsen af en in vitro-test til påvisning af en mulig medicinoverfølsomhed (type IV-reaktion) vil i fremtiden give os et diagnostisk værktøj til at kunne identificere det udløsende agens ved svære medikamentelle reaktioner som f.eks. toksisk epidermal nekrose. Hvis metoden holder, hvad den lover, vil den utvivlsomt blive vidt udbredt også her i landet«.

Polak ME, Belgi G, McGuire C et al. In vitro diagnostic assays are effective during the acute phase of delayed-type drug hypersensitivity reactions. Br J Dermatol 2013;168:539-49.

www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/23106791.

Karakteristika ved narkolepsi i forskellige aldersgrupper

> J Neurol

Narkolepsi har to former: med og uden katapleksi (pludseligt indtrædende tab af muskelstyrke og muskeltonus). Narkolepsi med katapleksi er en neurodegenerativ sygdom med genetisk prædisposition og formentlig autoimmun ætiologi, mens patogenesen ved narkolepsi uden katapleksi er mindre klar.

Nevsimalova et al fra Charles University, Prag, Tjekkiet, har i et tværsnitsstudie testet 148 patienter i alle aldersgrupper med interview, videopolysomnografi, søvnlatenstest og genotypning af HLA-DQB1*0602.

Narkolepsi med katapleksi blev fundet hos 93 voksne (79,5%) sammenlignet med hos 16 børn og unge under 19 år (51,6%). Katapleksi skønnes derfor at kunne udvikles med alderen for flere i den pædiatriske gruppe. Der var ikke alderskorrelerede forskelle eller andre REM-søvn-associererede symptomer.

Andelen af associerede søvnlidelser såsom obstruktiv søvnapnø, periodiske bevægelser af underekstremiteter og restless leg syndrome var aldersafhængig (p < 0,001), idet mindst én søvnkomorbiditet sås for 40% af patienter under 20 år stigende til 85% for patienter over 60 år. For disse patienter fandtes obstruktiv søvnapnø hos 53%, REM-adfærdssygdom hos 40%, periodiske benbevægelser hos 34% og restless leg syndrome hos 21%.

Narkolepsipatienter uden katapleksi havde sjældnere søvnkomorbiditeter end dem med katapleksi, og en særlig udtalt sammenhæng sås for REM-adfærdssygdom, som var sjælden (p < 0,05). Studiet er publiceret i martsudgaven af Journal of Neurology.

Stine Knudsen, Dansk Center for Søvnmedicin, Klinisk Neurofysiologisk Afdeling, Glostrup Hospital, kommenterer: »Studiet understreger sværhedsgraden ved narkolepsi samt behovet for tidlig diagnostik, behandling og opfølgning af sygdommen i alle aldersgrupper. Dette bør foregå på erfarne søvncentre, da narkolepsi er sjælden, generelt vanskelig at diagnosticere, samt at det fulde kliniske billede ofte ikke er til stede ved debut-/henvisningstidspunkt«.

Nevsimalova S, Pisko J, Buskova J et al. Narcolepsy: clinical differences and association with other sleep disorders in different age groups. J Neurol 2013;260:767-75.

www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/23070467.

Analyse af omkostningseffektivitet ved forskellige hoftealloplastikkoncepter

> BMJ

Cementerede hofteproteser er forbundet med færrest omkostninger ved total hoftealloplastik, men for de fleste patientgrupper var hybridprotese omkostningseffektiv i forhold til cementerede og cementfrie proteser. Ved hybridprotesen er femurdelen cementeret, mens ledskålen ikke er cementeret.

Ud fra tre nationale databaser har Pennington et al fra London School of Hygiene and Tropical Medicine, England, sammenlignet estimater for omkostninger over livstid for voksne i alderen 55-84 år, der fik total hoftealloplastik på grund af osteoartritis.

Omkostninger over livstid var generelt lavest med cementerede proteser, mens den postoperative livskvalitet og livstids-quality adjusted life years (QALY) var højest for hybridproteser.

For kvinder på 70 år var de gennemsnitlige omkostninger 8.200 euro for cementerede proteser, 9.200 euro for cementfri proteser og 8.900 euro for hybridproteser. Vedr. den gennemsnitlige postoperative score på skalaen EQ-5D (der måler livskvalitet, og hvor 0 er død og 1 det perfekte liv) var der en score på hhv. 0,78, 0,80 og 0,81. De målte QALY var 9,0, 9,2 og 9,3 for hhv. cementered e, cementfri og hybridproteser. Den inkrementale omkostningseffektivitetsrate for hybridproteser blev beregnet til 2.900 euro pr. QALY for hybridproteser i forhold til cementerede proteser. Sandsynligheden for omkostningseffektivitet var højest for hybridproteser på nær kvinder på 80 år, hvor det gjaldt cementerede proteser.

Søren Overgaard, Ortopædkirurgisk Afdeling, Odense Universitetshospital, og Jan Sørensen, Center for Anvendt Sundhedstjenesteforskning, Syddansk Universitet, kommenterer: »Det drejer sig om et stort flot engelsk studie, der bygger på engelske antagelser. Resultaterne viser meget små forskelle imellem de tre protesekoncepter, hvad angår både livskvalitet og omkostningseffektivitet (QALY), der næppe har væsentlig betydning i daglig praksis. Cementfrie hofteproteser var forbundet med større omkostninger. Validiteten af forudsætningerne bør inspiceres, før resultaterne kan overføres til danske forhold«.

Pennington M, Grieve R, Sekhon JS et al. Cemented, cementless, and hybrid prosteses for total hip replacement: cost effectiveness analysis. BMJ 2013:10.1136/bmj.f1026.

www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/23447338.

DNA-metylering kan være involveret i den genetiske risiko for reumatoid artritis

> Nature Biotechnology

Epigenetiske mekanismer kan forårsage varige ændringer i genekspression, og de skønnes at kunne påvirke sygdomsprogression ligesom mutationer, men store genomiske analyser af epigenetiske ændringer har ikke kunnet påvise en robust association med almindelige sygdomme.

I det aktuelle studie er der brugt et Illumina Human Methylation 450-array på 354 personer med reumatoid artritis og anti-citrullineret protein-antistoffer samt på 337 kontroldeltagere.

»Vi kan identificere to områder inden for MHC [major histocompatibility complex]-regionen, hvor ændret metylering muligvis medierer den genetiske risiko for reumatoid artritis«, skriver Liu et al fra Johns Hopkins University School of Medicine, Baltimore, USA, og fortsætter: »Vi konkluderer derfor, at metyleringsanalyse kan afsløre arvelige genetiske varianter, der bidrager til sygdom, men som ikke kan påvises ved konventionelle genome-wide association-studier«.

I tidligere studier har der været konfoundere, der har påvirket epigenome-wide-analyserne, og derfor blev der i dette studie korrigeret for cellulær heterogenitet og for celletypeandele i DNA’et fra blodprøverne. Endvidere blev der taget højde for, at mange forskelle i metylering sandsynligvis er en konsekvens af reumatoid artritis, og der blev filtreret i forhold til kausale faktorer og potentielle mediatorer.

Peter Junker, Reumatologisk Afdeling, Odense Universitetshospital, kommenterer: »Der er tale om et yderst velplanlagt studie, som er udført på nydiagnosticerede og ubehandlede patienter med reumatoid artritis, således at lægemiddelinduceret DNA-metylering kan lades ude af betragtning. Studiet er et betydningsfuldt skridt i retning af en bedre forståelse af samspillet mellem gener, epigenetiske modifikationer/miljøforhold og klinisk fænotype ved reumatoid artrit«.

Liu Y, Aryee MJ, Padukov L et al. Epigenome-wide association data implicate DNA methylation as an intermediary of genetic risk in rheumatoid arthritis. Nature Biotechnology 2013;31;142-7.