Mentalization, narrative and time

Ph.d.-afhandlingen udgår fra Forskningsenheden for Almen Praksis i København og Afdeling for Almen Medicin, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet.

Formålet med projektet var at undersøge, hvordan praktiserende læger forholdt sig til samtaleterapi, hvordan de oplevede forståelsesprocessen med patienten og udførte samtaleterapien; hvordan tid influerede på håndteringen af emotionelle og psykologiske problemer, og om lægerne havde samme tilgang til emotionelle og psykologiske problemer i almindelige konsultationer, som de beskrev for samtaleterapierne.

Studiet var kvalitativt, baseret på interviews med 14 danske praktiserende læger efterfulgt af observation af almindelige konsultationer i fire af lægernes praksis.

I danske praktiserende lægers overenskomst indgår en ydelse for samtaleterapi. Det er ikke defineret, hvad denne ydelse skal indeholde, eller hvilken metode, der skal anvendes i samtaleterapi. Lægerne kan desuden fravælge at tilbyde samtaleterapi.

Deltagerne i undersøgelsen forholdt sig meget forskelligt. De, som tilbød samtaleterapi, anvendte hovedsagelig non-specifikke faktorer. Forskellige tilgange kunne beskrives ved hjælp af begreberne mentalisering, narrativ og tid. Mentalisering vil sige evnen til at forstå såvel egne som andres tanker, følelser og fantasier. Der indgik forskellige dimensioner af mentalisering. Mentaliseringen tog altid form af et narrativ, og i almen praksis fik historien speciel betydning. Tiden var en vigtig faktor, både for at stykke historien sammen og som en betingelse for mentalisering, men også som grundlæggende betingelse for selve samtaleterapien, som krævede ro og uforstyrrethed for, at patient og læge kunne bevæge sig ind i en tidløshed, hvor der kunne opnås kontakt med de emotionelle problemer. Undersøgelsen viste, at praktiserende læger anvendte samme tilgang til emotionelle problemer i almindelige konsultationer, som de havde beskrevet for samtaleterapi.

Mentalisering er en grundlæggende bestræbelse, som er vigtig i al psykoterapi, uanset terapeutisk skole. Mentaliseringsevnen kunne med fordel trænes som en del af de non-specifikke faktorer, som praktiserende læger anvender, når de tilbyder samtaleterapi. Sammen med narrativ og tid kunne mentalisering danne udgangspunkt for en teori og et træningsprogram for samtaleterapi i almen praksis. Træning i samtaleterapi kunne give lægerne færdigheder i håndtering af emotionelle problemer i almindelige konsultationer, også selv om lægerne ikke ønsker at udføre længerevarende terapeutiske forløb. Effekten af en sådan træning kunne vurderes forskningsmæssigt ved anvendelse af en operationalisering af mentaliseringsbegrebet.