Mere diabetes i fremtiden
Type 2-diabetes fylder meget. Et nyt arbejde kommer med estimater for sygdommens prævalens frem til 2050.


Redigeret af Jens Peter Gøtze, jpg@dadlnet.dk
Type 2-diabetes er i dag en folkesygdom. Det gode er, at behandlingen af sygdommen gør store fremskridt. Men der er stadigvæk grund til bekymring: Et nyt arbejde præsenterer en prognose for prævalensen af sygdommen i år 2050. Og det er virkelig ikke godt nyt.
Professor, overlæge Reimar W. Thomsen, klinisk epidemiologisk afdeling, Aarhus Universitet, kommenterer: Arbejdet er den nyeste opdatering af International Diabetes Federation’s (IDF) diabetesatlas, som giver de bedst mulige estimater for diabetesforekomst i alle verdens lande. Datakvaliteten varierer betydeligt, og det er vigtigt, at de angivne procenter omfatter både diagnosticeret og skønnet udiagnosticeret diabetes. Det mest interessante er efter min mening det globale perspektiv: Den samlede diabetesprævalens (alle typer) anslås nu til 11% i 2024 og ventes at stige til 13% i 2050. Type 2-diabetes (T2D) udgør langt over 90% af tilfældene. Udviklingen i T2D drives primært af to megatrends: stigende levealder og øget kropsvægt i takt med en mere urbaniseret, vestlig livsstil. Derfor forventes den største stigning også i lav- og mellemindkomstlande, hvor både middellevetid og »McDonaldisering« fortsat vokser hurtigt, modsat Vesten, hvor stigningskurverne for adipositas og T2D nu begynder at flade lidt ud. Samtidig har flere befolkningsgrupper i det globale syd en højere disposition for T2D og tåler adipositas dårligt; f.eks. anslår studiet den nuværende diabetesprævalens i Pakistan til alarmerende 31% – én ud af tre voksne. Man må håbe, at nogle lande formår strukturelt at forebygge gennem sundere samfund og måske undgå nogle af de livsstils- og klimafejl, vi i Vesten har begået.
Genitsaridi I, Salpea P, Salim A, et al. 11th edition of the IDF Diabetes Atlas: global, regional, and national diabetes prevalence estimates for 2024 andprojections for 2050. The Lancet Diabetes Endocrinol. 2026; 14(2):149-56. https://doi.org/10.1016/S2213-8587(25)00299-2
Interessekonflikter ingen