Skip to main content

The metabolic role of growth hormone in humans with particular reference to fasting

Læge Helene Nørrelund: Forf.s adresse: Medicinsk Afdeling M, Århus Universitetshospital, Århus Sygehus, Nørrebrogade 44, DK-8000 Århus C. E-mail: helenenorrelund@dadlnet.dk Forsvaret finder sted den 27. maj 2005, kl 14.00, Auditorium 424, Anatomisk Institut, Aarhus Universitet. Opponenter: Michael Kjær, Hans E. Tornqvist og Else Tønnesen .

31. okt. 2005
2 min.

Disputatsen udgår fra Medicinsk Endokrinologisk Afdeling M, Århus Sygehus, og består af ti originalarbejder og en sammenfattende oversigt.

Traditionelt opdeles væksthormons (GH) biologiske virkninger i vækstfremmende og metaboliske. Produktionen stiger markant i forbindelse med faste og stress. Betydningen af øget GH-sekretion under faste er ikke tidligere undersøgt ved kontrollerede, kliniske undersøgelser.

Det er velkendt, at GH i store doser virker proteinkonserverende, stimulerer lipolysen og skaber insulinresistens. Vi har belyst, hvorvidt fysiologisk relevante mængder påvirker det intermediære stofskifte under faste. Når raske faster uden tilstedeværelse af GH, øges carbamidudskillelsen med 50% sammen med en øget nedbrydning af muskulatur. Dette genfindes hos væksthormondeficiente, idet faste uden substitutionsbehandling øger carbamidomsætningen med 30%. Fedtforbruget (bestemt ved palmitat-turnover , indirekte kalorimetri, serumkoncentration af frie fede syrer og glycerol) øges under faste med GH-substitution, hvorimod både den glukosemedierede glukoseoptagelse og insulinfølsomheden (bestemt ved euglykæmisk, hyperinsulinæmisk clamp ) reduceres. En del af GH's metaboliske effekter kan formentlig tilskrives lipidafhængig substratinhibition, idet både proteinretention og reduceret glukoseomsætning synes afhængig af aktiveret lipolyse.

GH stimulerer syntesen af den insulinlignende vækstfaktor IGF-I. Det cirkulerende IGF-I udøver negativ feedback på hypofysens GH-afgift. IGF-I's bioaktivitet reguleres af en række IGF-bindende proteiner (IGFBP-1 til -6). Ved faste hæmmes syntesen af IGF-I trods øget GH-produktion. Man har hidtil tolket dette som GH-resistens, men også under faste stimulerer GH IGF-I-syntesen. Der kan endvidere påvises en supprimerende effekt af GH på IGFBP-1. Hermed kan GH påvirke IGF-I-systemet på flere niveauer, idet fald i IGFBP-1 øger mængden af frit IGF-I.

Sammenfattende viser vore undersøgelser, at GH i forbindelse med faste stimulerer syntesen af IGF-I og faciliterer IGF-I-effekten ved at påvirke bindingsproteinerne. GH virker proteinbesparende og mindsker glukoseomsætningen. GH ændrer substratflowet ved at frisætte frie fedtsyrer. Øget GH-produktion i forbindelse med faste sætter organismen i stand til at udnytte energidepoterne hensigtsmæssigt og optimerer dermed mulighederne for overlevelse i situationer med substratmangel.