Skip to main content

Metastase til os temporale som årsag til akut vestibulært syndrom og hørenedsættelse

Kristine Grubbe Gregersen 1 & Søren Hansen 2 1) Øre-næse-halsafdelingen, Slagelse Sygehus 2) Øre-næse-hals-kirurgisk Klinik, Rigshospitalet

24. maj 2013
4 min.

Metastaser til os temporale er en sjælden, men velbeskrevet årsag til vestibulært syndrom og hørenedsættelse. Beskrivelserne er dog primært kasuistiske rapporter og ældre opgørelser fra udlandet.

Det kan være en differentialdiagnostisk overvejelse til langt hyppigere årsager som morbus Meniere og sudden deafness hos patienter med kendt cancersygdom.


SYGEHISTORIE

En 61-årig mand med kastraktionsrefraktær prostatacancer og scintigrafiverificerede knoglemetastaser i det aksiale skelet samt en koncentration af prostataspecifikt antigen (PSA) på 234 mikrogram/l blev indlagt på en urologisk afdeling efter pludseligt opstået rotatorisk svimmelhed og kvalme. Efter to dage tilstødte der venstresidig hovedpine, trykkende øresmerter og intermitterende kraftig tinnitus på venstre side. Hørelsen forsvandt herefter fuldstændigt på venstre øre. En magnetisk resonans (MR)-skanning af cerebrum, hjernestamme og cerebellum viste ingen tegn til metastaser. Ved otoneurologisk tilsyn fandt man normal funktion af kranienerverne bortset fra n. vestibulocochlearis, hvor der var tydeligt deficit på venstre side. En otomikroskopi viste normale forhold bilateralt fraset ikkeobstruerende øregangseksostoser. Rombergs test var tydeligt positiv mod venstre, og der var blikretningsnystagmus mod højre. Head-shake-test gav mange kompensatoriske nystagmusslag mod højre, men impulstesten var usikker på grund af spændinger i nakken. Dix-Hallpikes undersøgelse og lateral buegangstest for benign paroksystisk positionel vertigo kunne ikke fremprovokere nystagmus eller subjektiv svimmelhed. En audiometri viste funktionel anakusi på venstre side og ingen stapediusreflekser på venstre side, hverken kontra- eller ipsilateralt. Der blev ikke foretaget yderligere vestibulærdiagnostik.

Da MR-skanning var uden resultater, og de fleste undersøgelser var forenelige med destruktion af cochlea og det vestibulære apparat på venstre side, blev patienten skannet med computertomografi (CT). Pars petrosa ossis temporalis på venstre side og tilstødende os occipitale viste øget sklerosering, som er foreneligt med knoglemetastaser. I øvrigt var der normale skanningsfund omkring indre øre. Patientens svimmelhed aftog efter vestibulær rehabiliterings-øvelser. Hørelsen blev subjektivt en smule bedre, hvilket dog ikke var forventeligt. Patienten blev via en onkologisk afdeling tilbudt behandling med docetaxel, standard kemoterapi til metastaserende prostatacancer og fik også palliativ strålebehandling mod basis cranii samt 153samarium på grund af tiltagende symptomer. Patienten døde fire måneder senere, kort efter udvikling af et medullært tværsnitssyndrom.


DISKUSSION

Metastaser til os temporale kan være asymptomatiske, og den sande prævalens kendes ikke. En autopsiundersøgelse har vist spredning til os temporale hos mere end 20% med kendt dissemineret cancer, hvoraf en tredjedel var asymptomatiske [1]. I en tidligere opgørelse angives incidensen til 3% hos patienter med metastaserende cancersygdom [2]. De hyppigste cancerformer med spredning hertil er adenokarcinomer fra mammacancer, cancer i lunger/bronkier, i nyrer, gastrointestinalkanalen og prostata med aftagende hyppighed [2, 3]. Spredning foregår oftest hæmatogent, og temporalbenet vil sjældent være det eneste sted for metastaser.

Symptomerne, særligt ved spredning til pars petrosa ossis temporalis, er høretab, svimmelhed, hovedpine, tinnitus og nervus facialis-påvirkning [4]. Symptom på metastaser til den indre øregang er oftest perifer facialisparese [3]. Der er kasuistiske beskrivelser af symptomer fra metastaser i os temporalis som debutsymptom på cancersygdom, om end det er sjældent [5]. Ved både CT og MR-skanninger kan man finde disse læsioner i os temporale. CT vil kunne udelukke metastaser i pars petrosa, hvorimod MR-skanning vil være mere følsom for forandringer i den indre øregang [3, 4]. Ved revision af MR-skanningen i vores sygehistorie fandt man på den T1-vægtede sekvens, specielt før kontrastindgift, sklerotiske metastaser svarende til de beskrevne forandringer på CT’en.

Den onkologiske behandling af disse metastaser og prognosen vil afhænge af primærtumoren. Strålebehandling kan overvejes med henblik på lokal kontrol og smertepalliation, kirurgi kommer oftest kun på tale ved behov for bioptisk verificering eller massepåvirkning af hjernestammen [2, 3].


KONKLUSION

En patient, der har kendt cancersygdom og som første symptom har akut med indre øre-deficit, uden at der er konstateret indre øre-sygdom, og uden fund på MR-skanning, bør udredes med CT.



KORRESPONDANCE: Kristine Grubbe Gregersen, Øre- næse- og halsafdelingen, Slagelse Sygehus, Ingemannsvej 18, 4200 Slagelse. E-mail: kristinegrubbe@hotmail.com

ANTAGET: 3. august 2012

FØRST PÅ NETTET: 25. februar 2013

INTERESSEKONFLIKTER: Hent PDF

src="/LF/images_ufl/ufl_bla.gif">


  1. Gloria-Cruz TI, Schachern PA, Paparella MM et al. Metastasis to temporal bones from primary nonsystemic malignant neoplasms. Arch Otolaryngol Head Neck Surg 2000;126:209-14.

  2. Belal A. Metastic tumours of the temporal bone. J Laryngol Otol 1985;99:839-46.

  3. Streitmann MJ, Sismanis A. Metastatic carcinoma of the temporal bone. Am J Otol 1996;17:780-3.