Skip to main content

Metodevalg ved klinisk temperaturmåling på danske hospitalsafdelinger

Læge Rasmus Smith, læge Peter Michael Wøldike & overlæge Allan Linneberg Glostrup Hospital, Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed - Region Hovedstaden

23. maj 2008
9 min.


Introduktion: Formålet med dette studie var at undersøge, hvilke metoder der anvendes som førstevalg ved klinisk måling af temperatur på hospitalsafdelinger i Danmark.

Materiale og metoder: Der blev foretaget en spørgeskemaundersøgelse, der involverede 444 intern medicinske, ortopædkirurgiske, abdominalkirurgiske og pædiatriske sengeafdelinger i Danmark.

Resultater: Fra 348 afdelinger (78%) besvarede man spørgeskemaet. Øre- og rektaltemperaturmåling var de markant hyppigst anvendte førstevalgsmetoder ved temperaturmåling på danske hospitalsafdelinger (94% af alle afdelinger, henholdsvis 44% for øremåling og 50% for rektalmåling). Der var signifikant forskel på valg af temperaturmålemetode imellem de lægevidenskabelige specialer samt imellem regioner i Danmark. Uanset speciale og region blev begge metoder dog hyppigt anvendt som førstevalgsmetode.

Konklusion: Vores resultater afspejler manglende konsensus om valg af metode til den daglige kliniske måling af temperatur på danske hospitalsafdelinger. Der er væsentlige forskelle imellem regioner og specialer i valg af metode. Der synes at være en øst-vest-gradient, således at øremåling blev foretrukket i hovedstadsområdet og Sjælland, mens rektalmåling blev foretrukket i Jylland.

Ved den primære vurdering af patientens kliniske tilstand anvendes der en række simple metoder som måling af puls, blodtryk, iltmætning i blodet og temperatur. Resultatet af disse målinger kan påvirke den videre behandling, hvorfor det er vigtigt, at disse målemetoder er pålidelige. Der er ikke tidligere gennemført undersøgelser, hvori man belyser, hvilke metoder der anvendes som førstevalg til måling af temperatur på patienter, der er indlagt på danske hospitaler. Formålet med dette studie er at undersøge, hvilke metoder der anvendes som førstevalg ved klinisk måling af temperatur på hospitalsafdelinger i Danmark.

Materiale og metoder

Vi gennemførte en spørgeskemaundersøgelse på 444 senge-afdelinger i Danmark. På forhånd valgte vi at inkludere intern medicinske, ortopædkirurgiske, abdominalkirurgiske og pædiatriske afdelinger i undersøgelsen. Spørgeskemaet blev adresseret til afdelingernes afdelingssygeplejersker/oversygeplejersker. Underafdelinger blev selvstændigt inkluderet. Data vedrørende afdelingerne blev indsamlet fra tre kilder i oktober og november 2005: 1) Via »den fælles offentlige sundhedsportal« [1] (samarbejde mellem Amtsrådsforeningen, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Hovedstadens Sygehusfællesskab, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune), 2) på de enkelte hospitalers hjemmesider og 3) ved direkte telefonisk kontakt til hospitalerne.

De relevante oplysninger blev indtastet i en database. Spørgeskemaet (Tabel 1 ), som bestod af syv lukkede spørgsmål, blev sendt med posten den 15. december 2005.

Databehandling

Ved hjælp af en nummerkode blev hvert enkelt returneret spørgeskema koblet entydigt til adressedatabaseoplysningerne og indtastet i Epidata [2].

I 34 af de modtagne besvarelser var der ikke påført entydig afkrydsning i spørgsmålet om afdelingens lægevidenskabelige speciale. Ved manuel gennemgang af disse fandt vi, at afdelingens speciale alligevel på anden vis var påført besvarelsen. Ud af disse var 27 internmedicinske afdelinger, og de blev derfor kategoriseret som sådanne. To var urologiske afdelinger og blev kategoriseret under abdominalkirurgi. To var børnekirurgiske afdelinger og blev kategoriseret som pædiatriske afdelinger. Tre var skadestuer og blev kategoriseret under ortopædkirurgi. En var både medicinsk og kirurgisk afdeling, og specialeangivelse blev derfor udeladt. I seks besvarelser manglede afdelingsspecialeangivelse fuldstændigt. Disse blev tildelt specialekategori ud fra de indhentede oplysninger på blandt andet »den fælles offentlige sundhedsportal« [1].

Statistik blev udført i SPSS 14.0 for Windows. χ2 -test blev brugt til signifikanstest. En p-værdi < 0,05 blev betragtet som værende statistisk signifikant. Mulige forklaringer på en sammenhæng mellem temperaturmålemetode og region blev undersøgt ved hjælp af multivariat logistisk regressionsanalyse, hvor følgende forklarende variable blev inkluderet: afdelingsstørrelse (større end 25 sengepladser: ja/nej), hospitalstype (landsdelsfunktion: ja/nej) og afdelingsspeciale (intern medicin/pædiatri/abdominalkirurgi/ortopædkirurgi). Diagrammer og tabeller er udarbejdet i Microsoft Excel 2002.

Resultater
Svarprocent

Spørgeskemaet blev udsendt til 444 afdelinger (262 intern medicinske, 75 abdominalkirurgiske, 64 ortopædkirurgiske og 43 pædiatriske). På 348 afdelinger (78%) besvarede man skemaet. Svarprocenten var ikke signifikant forskellig imellem de fem regioner (p-værdi = 0,18) eller imellem de fire lægevidenskabelige specialer (p-værdi = 0,72).

Førstevalgsmålemetode

I det samlede datamateriale fandt vi, at temperaturmåling i øret (44% af afdelingerne) og i rectum (50% af afdelingerne) var de markant hyppigste førstevalgsmetoder. Brug af temperaturmåling i aksil eller mund udgjorde tilsammen førstevalgsmetoderne på mindre end 5% af afdelingerne.

Førstevalgsmålemetode og region

Af Tabel 2 og Figur 1 fremgår det, at man på 71% af Region Hovedstadens afdelinger benyttede temperaturmåling i øret som førstevalg, mens man på 27% foretrak rektalmåling. I Region Midtjylland anvendte 23% primært øremåling og 66% rektalmåling. I Region Nordjylland brugte 26% øretermometret som førstevalg og 70% rektaltermometret. Der var signifikant forskel i valg af primær målemetode imellem regionerne (p < 0 ,001). Resultaterne fra de multivariate analyser viste, at forskellen imellem regionerne i valg af temperaturmåling ikke kunne forklares ved regionale forskelle i hospitalstype, afdelingsstørrelse eller afdelingsspecialer (Tabel 3 ).

Førstevalgsmålemetode og lægevidenskabeligt speciale

Øretemperaturmåling var den primære målemetode på 53% af de abdominalkirurgiske og på 62% af de ortopædkirurgiske afdelinger (Tabel 4 ). Rektalmålinger blev benyttet som primærmetode på 36% af de abdominalkirurgiske og 31% af de ortopædkirurgiske afdelinger. På 59% af de intern medicinske afdeling foretrak man rektalmåling og på 38,8% øremåling. På de pædiatriske afdelinger anvendte 55% rektaltermometret som førstevalg, 30% anvendte øretermometret, og 15% anvendte aksiltermometret. Der var statistisk signifikant forskel i førstevalgsmetode imellem de lægevidenskabelige specialer (p < 0,001).

Begrundelse for førstevalgsmetode

86% af dem, som angav »præcis og nøjagtig« som begrundelse for metodevalget, benyttede rektaltemperaturmåling som førstevalg, mens kun 10% i samme gruppe foretrak øretermometret.

De, som angav »patientvenlig«, »tidsbesparende«, »nem for personalet« og »hygiejnisk« som årsager til metodevalg, benyttede langt overvejende øretermometret som førstevalg (86-96%).

Øvrige resultater

Ud af samtlige besvarelser angav 80%, at temperaturmåling i høj grad er lige så vigtig som blodtryk og puls i den kliniske vurdering af patienter. 4% svarede, at det i mindre grad eller slet ikke var lige så vigtigt.

I alt 30% af dem, der brugte rektalmåling som førstevalg, foretog daglig temperaturmåling på alle patienter, mens 49% af dem, der foretrak øretemperaturmåling, udførte daglig måling på alle patienter.

Diskussion

Resultaterne af vores undersøgelse viste, at anvendelse af øretermometer og rektaltermometer var klart de hyppigste førstevalgsmetoder ved klinisk temperaturmåling på danske hospitalsafdelinger. Desuden var der signifikant forskel i metodevalget imellem de fem regioner og imellem de undersøgte lægevidenskabelige specialer. Mund- og aksiltemperaturmåling blev relativt sjældent angivet som førstevalgsmetode.

Vi har ikke kendskab til, at der er udført en lignende undersøgelse i Danmark, hvorfor vi ikke kan sammenligne vores resultater med tidligere undersøgelser.

For at opnå en så høj svarprocent som muligt blev spørgeskemaet sendt med navns nævnelse direkte til afdelingssygeplejersken. Endvidere antog vi, at det oftest er sygeplejersker, der har det faglige ansvar for udførelsen af klinisk temperaturmåling og derfor oftest kunne give nøjagtige oplysninger om den anvendte metode.

I mangel på et officielt opdateret elektronisk register med adresseoplysninger, navneoplysninger på afdelings/oversygeplejersker og en fortegnelse over alle underafdelinger kan enkelte afdelinger være blevet udeladt i undersøgelsen, hvilket vil mindske repræsentativiteten. Imidlertid indgår der et meget stort antal hospitalsafdelinger i undersøgelsen.

Vores resultater bekræfter, at der tilsyneladende ikke er konsensus om, hvilken metode der skal anvendes til måling af temperatur på danske hospitalsafdelinger. Valg af metode var ydermere i høj grad geografisk bestemt og afhængigt af lægevidenskabeligt speciale. Der syntes at være en øst-vest-gradient, således at øremåling blev foretrukket i hovedstadsområdet og på Sjælland, mens rektalmåling blev foretrukket i Jylland. Denne geografiske variation synes ikke at kunne forklares af afdelingernes størrelse eller landdelsfunktion.

Temperaturmåling i øret har tidligere været genstand for diskussion [3-6]. Fordelene ved temperaturmåling i øret frem for i rectum er, at metoden er patientvenlig, hygiejnisk og tidsbesparende [7]. Kritikken af metoden er primært baseret på, at den sammenlignet med rektalmåling har en relativt lavere reproducerbarhed [8], og at den gennemsnitligt måler en lavere temperatur end rektalmålingen [9]. I et systematisk review fra 2005 fandt Dodd et al, at man ved brug af øretermometret overså rektalfeber (rektaltemperatur > 38 °C) hos 3-4 ud af hver ti febrile børn [10]. I en nylig dansk retningslinje [11] udarbejdet efter kriterier for referenceprogrammer [12] blev litteraturen på området gennemgået. I studiet konkluderede man, at rektal- og mundtermometre bør foretrækkes som noninvasive temperaturmålemetoder hos hospitalspatienter, såfremt en mere præcis, invasiv metode ikke er nødvendig. Øre- og aksilmåling kunne ikke anbefales på grund af for stor spredning ved gentagne målinger. I en engelsk metaanalyse fra 2002 gennemgik Craig et al 31 sammenligninger mellem øre- og rektaltemperaturmåling med 4.441 børn [9]. På denne baggrund konkluderede forfatterne, at øretermometret ikke kunne anbefales som erstatning for rektaltermometret.

I vores undersøgelse har vi påvist, at der ikke er konsensus om førstevalgsmetode til den daglige kliniske måling af temperatur på danske hospitalsafdelinger. Der synes således at være behov for en diskussion af, om der skal udarbejdes nationale standarder for klinisk temperaturmåling.


Rasmus Smith, Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed - Region Hovedstaden, Glostrup Hospital, DK-2600 Glostrup. E-mail: rasmus.smith@gmail.com

Antaget: 2. oktober 2007

Interessekonflikter: Ingen

Taksigelser: Sekretær Elisabeth Nielsen stod for den praktiske udsendelse og modtagelse af breve og stud.scient.san.publ. Inge Hertzum bidrog til databehandlingen.


  1. www.sundhed.dk /okt 2005.
  2. www.epidata.dk /okt 2005.
  3. Gaub J. Temperaturmåling - hvordan? Ugeskr Læger 1998;160:5165.
  4. Nordas TG, Leiren S, Hansen KS. Kan øretemperaturmåling brukes i sykehus? Tidsskr Nor Lægeforen 2005;125:2763-5.
  5. Jensen BN, Jensen FS, Madsen SN et al. Accuracy of digital tympanic, oral, ax illary, and rectal thermometers compared with standard rectal mercury thermometers. Eur J Surg 2000;166:848-51.
  6. Guldager H. Om temperaturmåling, igen. Ugeskr Læger 1999;161:278.
  7. Stavem K, Saxholm H, Erikssen J. Tympanic or rectal temperature measurement? Scand J Infect Dis 2000;32:299-301.
  8. Duberg T, Lundholm C, Holmberg H. Örontermometer inte fullgott alternativ till rektaltermometer. Läkartidningen 2007;104:1479-82.
  9. Craig JV, Lancaster GA, Taylor S et al. Infrared ear thermometry compared with rectal thermometry in children: a systematic review. Lancet 2002;360: 603-9.
  10. Dodd SR, Lancaster GA, Craig JV et al. In a systematic review, infrared ear thermometry for fever diagnosis in children finds poor sensitivity. J Clin Epidemiol 2006;59:354-7.
  11. Hansen H, Thurah A. Klinisk retningslinje til måling af temperatur. Sygeplejersken 2004:23.
  12. Sekretariatet for Referenceprogrammer: Vejledning i udarbejdelse af referenceprogrammer SfR. www.sfr.dk /okt 2005.






Summary

Summary Methods of first-choice for clinical temperature measurement in Danish hospital wards Ugeskr L&aelig;ger 2008;170(22):1930-1933 Introduction: The aim was to investigate the methods of first-choice for clinical temperature measurement in Danish hospital wards. Materials and methods: A questionnaire study involving 444 Danish hospital wards specialised in internal medicine, orthopaedic surgery, abdominal surgery or paediatrics. Results: 348 hospital wards (78%) responded to the questionnaire. Ear and rectal temperature measurement were the most frequent methods of first-choice in Danish hospital wards (44% and 50%, respectively). There was a statistically significant difference in the method of first-choice between specialties and between the regions of Denmark. Regardless of specialty and region both methods were frequently used as first-choice. Conclusion: Our results reflect a lack of consensus on the method of first-choice in daily clinical assessment of temperature in Danish hospital wards.

Referencer

  1. www.sundhed.dk /okt 2005.
  2. www.epidata.dk /okt 2005.
  3. Gaub J. Temperaturmåling - hvordan? Ugeskr Læger 1998;160:5165.
  4. Nordas TG, Leiren S, Hansen KS. Kan øretemperaturmåling brukes i sykehus? Tidsskr Nor Lægeforen 2005;125:2763-5.
  5. Jensen BN, Jensen FS, Madsen SN et al. Accuracy of digital tympanic, oral, axillary, and rectal thermometers compared with standard rectal mercury thermometers. Eur J Surg 2000;166:848-51.
  6. Guldager H. Om temperaturmåling, igen. Ugeskr Læger 1999;161:278.
  7. Stavem K, Saxholm H, Erikssen J. Tympanic or rectal temperature measurement? Scand J Infect Dis 2000;32:299-301.
  8. Duberg T, Lundholm C, Holmberg H. Örontermometer inte fullgott alternativ till rektaltermometer. Läkartidningen 2007;104:1479-82.
  9. Craig JV, Lancaster GA, Taylor S et al. Infrared ear thermometry compared with rectal thermometry in children: a systematic review. Lancet 2002;360: 603-9.
  10. Dodd SR, Lancaster GA, Craig JV et al. In a systematic review, infrared ear thermometry for fever diagnosis in children finds poor sensitivity. J Clin Epidemiol 2006;59:354-7.
  11. Hansen H, Thurah A. Klinisk retningslinje til måling af temperatur. Sygeplejersken 2004:23.
  12. Sekretariatet for Referenceprogrammer: Vejledning i udarbejdelse af referenceprogrammer SfR. www.sfr.dk /okt 2005.