Content area

|
|

Mikromiljøet som med- og modspiller i B-celle-non-Hodgkin-lymfomer

Forfatter(e)
Uffe Klausen1, Mads Hald Andersen1 & Lars Møller Pedersen2 1) Center for Cancer Immunterapi, Hæmatologisk Afdeling, Herlev og Gentofte Hospital 2) Hæmatologisk Afdeling, Herlev og Gentofte Hospital Ugeskr Læger 2017;179:V03170220

Kræft kan ikke længere betragtes som isolerede celler på afveje, men skal ses som helhed i samspil med de celler, der udgør miljøet omkring kræftcellerne. I denne artikel vil vi redegøre for vores nuværende viden om mikromiljøets betydning for de hyppigste B-celle-non-Hodgkin-lymfomer (B-NHL), samt hvilken rolle de enkelte celletyper spiller, enten som med- eller modspillere, i kampen mod lymfekræft.

NON-HODGKIN-LYMFOMER

NHL er en heterogen gruppe af både B- og T-cellelymfomer og dækker over mere end 35 forskellige undertyper. Denne artikel omhandler B-cellelymfomerne, som udgør mere end 80% og findes i klinisk aggressive former, som diffust storcellede B-cellelymfom (DLBCL) og mere indolente typer, herunder follikulært lymfom (FL).

B-NHL behandles typisk med kemoterapi i kombination med rituximab, som er et antistof mod B-cellemarkøren CD20. Ved de aggressive lymfomer er dette ofte en kurativ behandling, men med fortsat relativ høj relapsrate. For de indolente tilstande har behandlingen ikke kurativt potentiale, hvorfor man sigter mod at holde patienten symptomfri og holde toksiciteten minimal. De prognostiske værktøjer bygger på kliniske parametre, som kun i begrænset omfang kan vejlede klinikeren i forhold til terapivalg. Der forskes derfor i at kortlægge genetiske og biologiske faktorer, som har indflydelse på patogenesen, samt deres prognostiske betydning. Det er et kompliceret og uafsluttet arbejde, men man ved nu, at miljøet omkring lymfomcellerne spiller afgørende roller for lymfomets overlevelse og vækst.
I modsætning hertil ved man også, at immunsystemet er i stand til at forhindre og bremse udviklingen af lymfomer, hvilket illustreres af den øgede forekomst af NHL blandt stærkt immunsupprimerede patienter [1].

MIKROMILJØETS SAMMENSÆTNING

Immunsystemet er normalt meget fint afbalanceret mellem immunitet og tolerans, således at organismen kan bekæmpe virus og bakterier, uden at det påfører skader på normalt væv. En række forskellige immunhæmmende celletyper indgår i dette komplicerede netværk af centrale og perifere toleransmekanismer, for eksempel de såkaldte regulerende T-celler (Tregs), visse former for dendritceller (DC) og såkaldte myeloidafledte hæmmeceller (MDSC) og tumorassocierede M2-polariserede makrofager (TAMM2) (Figur 1). De immunhæmmende celler er under normale omstændigheder vigtige, men for kræftpatienter udgør de et netværk, som forhindrer et effektivt antitumorimmunrespons. For NHL har miljøet tilsyneladende forskellig betydning, og overordnet tegner der sig et mønster af, at de indolente lymfomer er mere afhængige af mikromiljøet end de aggressive NHL (Figur 2) [2].

I mikromiljøet indgår flere immunceller i lymfomagenesen, herunder dendritceller, stromaceller og follikulære T-hjælper (FTh)-celler (Figur 1A). DC aktiverer B-cellereceptoren via antigenpræsentation, hvilket er et vigtigt signal for lymfomcellernes vækst og overlevelse [3]. Interleukin (IL)4 og IL21 er Th2-cytokiner, som har naturlig stimulerende effekt på B-celler og derfor også er et nærende signal for de maligne B-celler. Th2-cytokinerne udskilles af de hyppigt forekommende FTh-celler, som også stimulerer lymfomcellerne med koaktiverende signaler ved direkte cellekontakt [4]. Stromaceller er essentielle celler i lymfeknudernes arkitektur, hvor de via kemokiner dirigerer, hvilke celler der skal tiltrækkes til mikromiljøet, og hvilke roller de skal varetage. Ved mantelcellelymfom (MCL) lader stromacellerne til at spille en direkte rolle for behandlingsresistensen [5].

Maligne mutationer indebærer ofte dannelse af fremmede antigener, som immunforsvaret kan genkende. Cytotoksiske T-lymfocytter (CTL) spiller en vigtig rolle i immunsystemets angreb på tumorceller, men i NHL er de ofte ineffektive med nedsat motilitet, cytokinfrigivelse og defekt synapsedannelse som resultat af hæmmende signaler i mikromiljøet [6]. CTL understøttes af Th-celler, natural killer (NK)-celler og tumorassocierede M1-makrofager (TAMM1), som led i deres naturlige immunologiske funktion (Figur 1C) [7].

På grund af immunforsvarets antitumorrespons er det nødvendigt for lymfomcellernes overlevelse, at de er i stand til at undslippe immunforsvaret. Det foregår bl.a. ved, at lymfom- og stromaceller rekrutterer immunsupprimerende TAMM2 og Tregs til mikromiljøet, hvilket hæmmer antitumoraktiviteten (Figur 1B) [8]. Modsat de immunaktive TAMM1 er TAMM2 associeret med immunsuppression og karnydannelse, hvilket også er påvist ved NHL [9]. Det er påvist, at stromaceller i mikromiljøet spiller en rolle i polariseringen af makrofager mod en M2-fænotype via cytokiner og kemokiner [8, 9]. Tregs er i stand til at hæmme den cytotoksiske effekt af CTL og NK-celler og er hyppigt til stede i NHL [10]. Ligesom for makrofagerne spiller stromaet og lymfomcellerne en rolle i ændring af proinflammatoriske Th-celler til antiinflammatoriske Tregs via cytokiner og kemokiner [11]. MDSC er en undertype af
cirkulerende monocytter, som er fundet at have både systemiske og lokalt immunsupprimerende egenskaber i NHL og er associeret med avanceret sygdomsstadie og aggressiv sygdomspræsentation [12].

MEKANISMER FOR IMMUNUNDDRAGELSE

De mekanismer, som cellerne anvender til immununddragelse, er ofte nogle, som under normale omstændigheder modererer omfanget af et immunrespons for at beskytte værten mod unødvendig vævsskade. Mekanismerne opreguleres derfor i mikromiljøet i naturlig forlængelse af et antitumorrespons og kan udtrykkes af både raske immunceller og lymfomceller. I et fransk studie fandt man, at op mod 30 af 54 udvalgte gener, der indgår i immununddragelsesmekanismer, var overudtrykt i NHL, herunder PD1, PD-L1 og PD-L2 [13]. Programmed death receptor 1 (PD1) er et immuncheckpoint, som findes på T-celler og hæmmer cellens immunaktivitet, når den bindes til liganderne PD-L1 eller PD-L2. I DLBCL er PD-L1 og PD-L2 udtrykt både på tumorcellerne og i mikromiljøet, men i FL er PD-L1 næsten udelukkende udtrykt af raske celler i mikromiljøet, særligt makrofager [13]. I studier er det påvist, at PD-L2 har højere receptoraffinitet end PD-L1 og oftere er udtrykt på de maligne celler i NHL, hvilket gør PD-L2 interessant for målrettet behandling i lymfomer [13, 14]. TIM3, LAG3 og CTLA4 er andre immuncheckpoints, som er overudtrykt på T-celler i NHL og karakteriserer en udtrættet T-cellepopulation, bl.a. pga. overstimulation fra cytokiner, herunder IL12 (Figur 3) [6, 13, 15].

T-cellernes aktivitet reguleres også af tilgangen til essentielle næringsstoffer bl.a. aminosyrerne arginin
og tryptofan. Tryptofan nedbrydes af enzymet indolamin-2,3-dioxygenase (IDO), hvilket resulterer i, at specielt cytotoksiske T-celler går i delingsstop (Figur 3). IDO udtrykkes normalt i forbindelse med inflammation og bidrager til kontrol af immunreaktioner. Via tumour growth factor-β spiller IDO en rolle i omdannelsen af Th-celler til Tregs og er overudtrykt i lymfomceller og DC’er i mikromiljøet [13, 16-18]. IDO spiller således både en rolle i rekruttering af immunsupprimerende celler og direkte hæmning af CTL’er. Arginin nedbry-des af arginase-1, som er en af nøglemekanismerne
for MDSC’ers immunsupprimerende effekt i NHL
[12].

MIKROMILJØETS PROGNOSTISKE BETYDNING

Både i FL og DLBCL har man ved genekspressionsprofilering (GEP) fundet prognostisk betydende signaturer, som stammer fra mikromiljøet [19, 20]. Man har siden forsket i de enkelte cellers prognostiske betydning, og selvom der er enkelte tendenser, er der generelt ikke konsensus om, hvilke udfald cellerne prædikterer. Forskelle i behandling af de forskellige kohorter lader til
at have særlig indflydelse på cellernes prognostiske betydning. Eksempelvis har makrofagers prognostiske
betydning ændret sig efter indførelsen af rituximab, men lader også til at influeres af hydroxydaunorubicin [21, 22]. En accepteret forklaring er, at makrofagerne bidrager med antistofafhængig cellemedieret cytotoksicitet ved Fc-receptorbinding til rituximab. Generelt lader makrofager og T-celler til have størst prognostisk indflydelse, hvilket fremgår af GEP-studiet [19]. I FL anses infiltrationsgraden af CD8-T-celler som positiv prognostisk markør, men for DLBCL er der i et flertal af studier påvist, at cellerne repræsenterer en ugunstig profil [23, 24]. Der er ikke konsensus om den prognostiske betydning af Tregs, men nuværende data tyder på, at de er en gunstig markør i FL og germinalcentertype DLBCL, men en ugunstig markør i aktiveret B-celletype DLBCL [25]. Generelt er der ikke nogen klar sammenhæng mellem cellernes formodede funktion i mikromiljøet og deres prognostiske betydning, men cellernes interaktion med de enkelte lægemidler ser ud til at være en vigtig faktor.

TERAPEUTISKE PERSPEKTIVER

Der er adskillige nye lægemidler på vej til behandling af NHL. Flere af disse lægemidler påvirker mikromiljøets samspil med tumoren. Lenalidomid er et immunmodulerende lægemiddel, som har været anvendt ved myelomatose i flere år. Det kan genetablere defekt synapsedannelse mellem CTL og lymfomcellerne og øge antallet og aktiveringen af NK-celler [26]. Lenalidomid er godkendt til patienter, der har MCL med behandlingsvigt eller tilbagefald, og det undersøges i fase 3-studier ved DLBCL, FL og marginalzonelymfom.

Grundet B-cellereceptorens vigtige rolle for lymfomcellernes trivsel er der udviklet adskillige lægemidler, som hæmmer enzymer i B-cellereceptorkaskaden
f.eks. milttyrosinkinase, Brutons tyrosinkinase og fosfoinositid 3-kinase [3]. De bedst undersøgte lægemidler til behandling af NHL er ibrutinib og idelalisib, hvor ibrutinib er godkendt som andenlinjebehandling af MCL og undersøges i fase 3-studier ved de øvrige NHL-undertyper.

Immuncheckpointinhibitorer er blandt de lægemidler, der har opnået mest opmærksomhed og anerkendelse inden for kræftbehandling, og stormer frem som førstelinjekræftbehandling ved flere kræftformer. Det er antistoffer, som blokerer de hæmmende signaler mellem mikromiljøet og de cytotoksiske T-celler, hvilket favoriserer T-cellernes naturlige antitumorrespons. PD-1-antistoffet nivolumab blev for nylig EMA-godkendt til behandling af Hodgkin-lymfom og er det bedst undersøgte checkpointantistof mod NHL. Ved brug som monoterapi er der i fase 1-forsøg fundet responsrater på hhv. 36% og 40% i DLBCL og FL, og adskillige fase 2-forsøg med PD1-antistoffer er siden blevet initieret til patienter med NHL [27].

Vi har på Center for Cancer Immunterapi påvist, at der hos patienter findes cytotoksiske T-celler, som kan genkende immuncheckpoints og slå både kræftceller
og immunhæmmende celler ihjel [28]. Vi har således identificeret særligt immunogene peptidsekvenser fra både IDO, PD-L1 og PD-L2 og udviklet kræftvacciner baseret på disse peptider [29]. Da immunhæmmende celler modvirker de ønskede virkninger af immunterapi, kan vaccination imod f.eks. IDO eller PD-L1 være et lovende supplement til nuværende og fremtidige terapiformer, herunder kimærisk antigenreceptor-T-celleterapi. IDO-vaccinen er testet ved lungecancer med lovende resultater, og PD-L1-vaccinen indgår i et nystartet fase 1-studie ved myelomatose (NCT03042793) [30]. På grund af mikromiljøets betydelige rolle ved lymfomer er vi ved at starte et fase 1-forsøg, hvor vi
vil vaccinere patienter med FL med de dele af PD-L1- og PD-L2-proteinet, som vi ved, at immunforsvarets T-celler kan reagere imod.

KONKLUSION

Forståelse af mikromiljøets rolle i lymfomagenesen har åbnet for nye muligheder for målrettet behandling. Cellerne i mikromiljøet kan påvirke effekten af en given behandling, som omvendt kan påvirke sammensætningen af mikromiljøet. Flere celler og mekanismer indgår i immunsuppression, som hæmmer immunforsvarets eget antitumorrespons, og bør adresseres i forbindelse med immunterapi. Der er lovende behandlingsmuligheder på vej, hvor mikromiljøet indgår, og en bedre forståelse af samspillet mellem behandling og mikromiljø er et skridt på vejen til at sammensætte den bedste behandling til den enkelte patient.

Korrespondance: Uffe Klausen. E-mail: uffe.klausen@regionh.dk

Antaget: 27. juni 2017

Publiceret på Ugeskriftet.dk: 25. september 2017

Interessekonflikter: ingen.

Reference: 
Ugeskr Læger 2017;179:V03170220
Blad nummer: 
Sidetal: 
2-6
Micro-environment being agonist as well as antagonist in B-cell non-Hodgkin lymphoma pathology
The tumour micro-environment has emerged as an essential component in B-cell non-Hodgkin lymphoma pathology, with both nurturing and protective cells. The diversity and impact of the micro-environment seems to be greater in the indolent lymphoma types, while the aggressive subtypes are more independent. The prognostic impact of the environmental cells seems to depend on the specific treatment, and novel treatments targeting the micro-environment are emerging. Immune checkpoints, expressed by lymphomas, serve as promising targets for immune checkpoint inhibitors and vaccination therapy.

LITTERATUR

  1. Grulich AE, Vajdic CM. The epidemiology of non-Hodgkin lymphoma. Pathology 2005;37:409-19.

  2. Scott DW, Gascoyne RD. The tumour microenvironment in B cell
    lymphomas. Nat Rev Cancer Nature Research 2014;14:517-34.

  3. Blum KA. B-cell receptor pathway modulators in NHL. Hematol Am Soc Hematol Educ Program 2015;2015:82-91.

  4. Pangault C, Amé-Thomas P, Ruminy P et al. Follicular lymphoma cell niche: identification of a preeminent IL-4-dependent T(FH)-B cell axis. Leukemia Inserm 2010;24:2080-9.

  5. Kurtova AV, Tamayo AT, Ford RJ et al. Mantle cell lymphoma cells express high levels of CXCR4, CXCR5, and VLA-4 (CD49d): importance for interactions with the stromal microenvironment and specific targeting. Blood 2009;113:4604-13.

  6. Yang Z-Z, Price-Troska T, Novak AJ et al. The exhausted intratumoral T cell population in B-cell non-Hodgkin lymphoma is defined by LAG-3, PD-1 andtim-3 expression. Blood 2015;126:2661.

  7. Kridel R, Sehn LH, Gascoyne RD. Pathogenesis of follicular lymphoma.
    J Clin Invest 2012;122:3424-31.

  8. Guilloton F, Caron G, Ménard C et al. Mesenchymal stromal cells orchestrate follicular lymphoma cell niche through the CCL2-dependent recruitment and polarization of monocytes. Blood 2012;119:2556-67.

  9. Clear AJ, Lee AM, Calaminici M et al. Increased angiogenic sprouting in poor prognosis FL is associated with elevated numbers of CD163+ macrophages within the immediate sprouting microenvironment. Blood 2010;115:5053-6.

  10. Yang Z-Z, Novak AJ, Ziesmer SC et al. Attenuation of CD8(+) T-cell function by CD4(+)CD25(+)regulatory T cells in B-cell non-Hodgkin’s lymphoma. Cancer Res 2006;66:10145-52.

  11. Yang ZZ, Novak AJ, Ziesmer SC et al. CD70+ non-Hodgkin lymphoma B cells induce Foxp3 expression and regulatory function in intratumoral CD4+CD25 T cells. Blood 2007;110:2537-44.

  12. Lin Y, Gustafson MP, Bulur PA et al. Immunosuppressive CD14+HLA-DR(low)/-monocytes in B-cell non-Hodgkin lymphoma. Blood 2011; 117:872-81.

  13. Laurent C, Charmpi K, Gravelle P et al. Several immune escape patterns in non-Hodgkin’s lymphomas. Oncoimmunology 2015;4: e1026530.

  14. Rozali EN, Hato SV, Robinson BW et al. Programmed death ligand 2 in cancer-induced immune suppression. Clin Dev Immunol 2012;
    2012:656340.

  15. Yang Z-Z, Liang A-B, Ansell SM. T-cell-mediated antitumor immunity in B-cell non-Hodgkin lymphoma: activation, suppression and exhaustion. Leuk Lymphoma 2015;56:2498-504.

  16. Liu X-Q, Lu K, Feng L-L et al. Up-regulated expression of indoleamine 2,3-dioxygenase 1 in non-Hodgkin lymphoma correlates with increased regulatory T-cell infiltration. Leuk Lymphoma 2014;55:405-14.

  17. Ninomiya S, Hara T, Tsurumi H et al. Indoleamine 2,3-dioxygenase in tumor tissue indicates prognosis in patients with diffuse large B-cell lymphoma treated with R-CHOP. Ann Hematol 2011;90:409-16.

  18. Chen W. IDO: more than an enzyme. Nat Immunol Nature Research 2011;12:809-11.

  19. Dave SS, Wright G, Tan B et al. Prediction of survival in follicular lymphoma based on molecular features of tumor-infiltrating immune cells. N Engl J Med 2004;351:2159-69.

  20. Lenz G, Wright G, Dave SS et al. Stromal gene signatures in large-B-cell lymphomas. N Engl J Med 2008;359:2313-23.

  21. Kridel R, Xerri L, Gelas-Dore B et al. The prognostic impact of CD163-positive macrophages in follicular lymphoma: a study from the BC cancer agency and the lymphoma study association. Clin Cancer Res 2015;21:3428-35.

  22. Riihijärvi S, Fiskvik I, Taskinen M et al. Prognostic influence of macrophages in patients with diffuse large B-cell lymphoma: a correlative study from a Nordic phase II trial. Haematologica 2015;100:238-45.

  23. Sugimoto T, Watanabe T. Follicular lymphoma: the role of the tumor
    microenvironment in prognosis. J Clin Exp Hematop 2016;56:1-19.

  24. Oudejans JJ, Muris JJF, Cillessen SAGM et al. T-cell response in B-cell lymphomas: favorable or unfavorable? Clin Cancer Res 2008;14:2514.

  25. Tzankov A, Meier C, Hirschmann P et al. Correlation of high numbers of intratumoral FOXP3+ regulatory T cells with improved survival in germinal center-like diffuse large B-cell lymphoma, follicular lymphoma and classical Hodgkin’s lymphoma. Haematologica 2008;93:193-200.

  26. Gribben JG, Fowler N, Morschhauser JG. Mechanisms of action of lenalidomide in B-cell non-Hodgkin lymphoma. J Clin Oncol 2015;33:2803-11.

  27. Lesokhin AM, Ansell SM, Armand P et al. Nivolumab in patients with relapsed or refractory hematologic malignancy: preliminary results of a phase Ib study. J Clin Oncol 2016;34:2698-704.

  28. Andersen MH. Immune regulation by self-recognition: novel possibilities for anticancer immunotherapy. J Natl Cancer Inst 2015;107: djv154.

  29. Andersen MH. The targeting of immunosuppressive mechanisms in hematological malignancies. Leuk 2014;28:1784-92.

  30. Iversen T, Engell-Nørregård L, Ellebæk E et al. Lack of toxicity during long-lasting disease stabilization in metastatic lung cancer patients vaccinated with an HLA-A2-restricted epitope derived from indoleamine 2,3-dioxygenase. Clin Cancer Res 2014;20:221-32.

Right side

af Philippe Adam Grandjean | 08/08
5 kommentarer
af Rune Jacobsen | 06/08
5 kommentarer
af Anna Sofie Bech | 02/08
4 kommentarer
af Lars Bønløkke | 01/08
13 kommentarer
af Henrik Ib Nielsen | 01/08
2 kommentarer
af Jamila Stephanie Hussein Eriksen | 01/08
2 kommentarer
af Helge Grane Madsen | 27/07
2 kommentarer
af Poul Bror H. Videbech | 25/07
2 kommentarer