De eksperimentelle studier i denne ph.d.-afhandling er blevet udført på Steno Diabetes Center, Gentofte.
Type 2-diabetes (T2D) er en klinisk og genetisk kompleks sygdom, hvor insulinresistens og nedsat insulinsekretion bidrager til udvikling af hyperglykæmi. Både genetiske og miljøbetingede faktorer synes afgørende i patogenesen ved T2D. Formålet med ph.d.-afhandlingen var at undersøge, om variationer i fem biologiske eller positionelle kandidatgener bidrager til udvikling af T2D eller diabetesrelateret patofysiologi.
Tre kandidatgener, som koder for henholdsvis peroxisome proliferator-activated receptor α (PPARα), cyclin-dependent kinase inhibitor 1C (CDKN1C) og cyclin-dependent kinase 4 (CDK4), blev analyseret for variationer i 56-62 type 2-diabetiske patienter. De hyppige varianter blev undersøgt i case- control-studier og genotype-fænotypestudier. En aminosyreændring (L162V) i PPARA var associeret med nedsat fastende serum triglyceridniveau blandt glukosetolerante personer, hvorimod en deletion (del171APVA) i CDKN1C bidrog til den interindividuelle variation i fødselsvægt.
Tidligere identificerede varianter i to kandidatgener, som koder for henholdsvis den ATP-følsomme kaliumkanal Kir6.2 og Insulin-like Growth Factor I (IGF-I), blev undersøgt i store velkarakteriserede studiepopulationer. En aminosyre-ændring (E23K) i Kir6.2 var associeret til T2D og hos glukosetolerante personer var den samme polymorfi associeret til en nedsat glukoseinduceret insulinsekretion. Mangel af den hyppigste mikrosatellit-allel i IGF1 promoteren var associeret med nedsat fastende serum triglyceridniveau blandt glukosetolerante personer.