Molekylærgenetisk screening for polycystisk nyresygdom kan være et vigtigt diagnostisk redskab

Mutation i PKD1- eller PKD2-genet er associeret til udvikling af autosomal dominant polycystisk nyresygdom (ADPKD). Ved ADPKD ses multiple, langsomt voksende cyster i nyrerne og andre organer. Sygdommen nedarves autosomalt dominant. I ca. 10% af ADPKD-familierne er forældrene dog uafficerede; sygdommen skyldes da oftest en de novo-mutation hos patienten [1]. Cyster i nyrerne kan påvises ved UL- og MR-skannning samt CT.

Der findes diagnostiske UL-kriterier, de såkaldte Peikriterier, som kan bruges til diagnosticering af afficerede medlemmer i familier, hvor der allerede vides at forekomme ADPKD [2]. Hos patienter uden en familieanamnese med ADPKD gælder Peikriterierne ikke.

SYGEHISTORIER

I. En tiårig pige med forældre af udenlandsk herkomst blev henvist til en pædiatrisk afdeling på mistanke om bronkial astma. Mistanken blev bekræftet. Desuden blev der påvist let ømhed nedadtil i abdomen. En urinstiks viste 3+ for protein. Blodtrykket var 120/80 mmHg (90%/90%-percentilen). En UL-undersøgelse af abdomen viste forstørrede, polycy-stiske nyrer (ca. 30 cyster i venstre nyre og ti cyster i højre nyre). Cysterne var af varierende størrelse og lokaliseret til både medulla og cortex. En UL-undersøgelse af lever og pancreas viste normale forhold. Den glomerulære filtrationsrate beregnet ud fra
51Cr-EDTA-clearance var 116 ml/minut/1,73 m2.

Ved UL-undersøgelse af mater samt to søskende fandt man normale nyrer. Pater fik påvist en solitær cyste med en diameter på 3 cm i venstre nyre.

På klinisk genetisk afdeling blev familieanamnesen gennemgået. Stamtræet viste, at der var konsangvinitet i familien. Dette gav mistanke om en autosomal recessiv cystenyresygdom. Ved en enkeltnukleo-
tidpolymorfi-array-analyse påviste man ikke deletioner eller duplikationer, men homozygoti i store om-råder af patientens genom (i alt 0,35% af genomet)
i overensstemmelse med slægtskabet mellem forældrene. Der var imidlertid ingen kendte cystenyre- gener i disse områder. Derfor blev der iværksat sekventering af PKD1 og PKD2 på mistanke om ADPKD. En kendt sygdomsdisponerende nonsense-mutation i PKD1 (c.12124C>T, p.Q4042X) blev påvist

Diagnosen ADPKD blev således bekræftet. Det har ikke været muligt at undersøge de øvrige familiemedlemmer.

II. En tre år og fire måneder gammel dreng fik foretaget UL-skanning af nyrerne på grund af forbigående makroskopisk hæmaturi. Skanningen viste, at højre nyre havde normal størrelse med en 3,4 cm × 2,5 cm stor kortikal cyste. Venstre nyre var let forstørret med flere små cyster og et konglomerat af cyster/cyster med septae på 4 cm × 2,3 cm. Der var ikke pancreas- eller leverforandringer. UL-skanningen blev suppleret med CT og MR-skanning af nyrerne for at udelukke malignitet i cysterne (Figur 1).

Kreatinin-clearance var 125 ml/minut/1,73 m2, og blodtrykket var 120/70 mmHg (99%/95%-per-centilen). Hos patientens to ældre søskende og forældrene fandt man normale nyrer ved UL-skanning.

På klinisk genetisk afdeling blev en række differentialdiagnoser overvejet. Da patienten ikke havde hudmanifestationer eller sygdom i andre organer, og der var tale om bilateral, men asymmetrisk involvering af nyrerne, blev der iværksat sekventering af PKD1 og PKD2. Ved analysen blev der påvist en ikke tidligere beskrevet frameshift-mutation i PKD1 (c.2386dupT, p. Tyr796Leufs*2). Diagnosen ADPKD blev således bekræftet. Mutationen blev ikke genfundet ved undersøgelse af blodprøver fra forældrene. Da der var en lille risiko for kønscellemosaicisme hos en af forældrene, blev det diskuteret med dem, om de to søskende skulle have foretaget en prædiktiv gentest. Familien har indtil videre afstået fra dette (Figur 1).

DISKUSSION

Vi rapporterer her to sygehistorier, hvor molekylærgenetisk screening af PKD-generne har været af afgørende betydning for at stille den korrekte diagnose og estimere patienternes prognose. Endvidere kunne patienternes videre udredning og opfølgning efterfølgende målrettes. Tidligere var sekventering af PKD1 og PKD2 så kompliceret, at analyserne sjældent blev gennemført. Nu er sensitiviteten af sekventeringen blevet forbedret. I et nyere studie blev der påvist en sygdomsdisponerende mutation hos 93,8% af de undersøgte familier [3]. Dermed åbnes der nye muligheder for også at bruge analysen diagnostisk hos patienter med et ukarakteristisk sygdomsbillede og patienter uden familieanamnese med ADPKD.

Korrespondance: Maria Rasmussen, Klinisk Genetisk Afdeling,
Aarhus Universitetshospital, Brendstrupgårdsvej 21C, 8200 Aarhus N.
E-mail: marirasm@rm.dk

Antaget: 24. september 2013

Publiceret på Ugeskriftet.dk: 27. januar 2014

Interessekonflikter:

Taksigelse: Vi takker MR-Centret, Aarhus Universitetshospital, for MR-billede.