Motion kan blive et misbrug

Træningsafhængighed er et relativt nyt fænomen, som menes at være opstået som følge af væksten i fritidsidræt, ikke mindst joggingbølgen, som ekspanderede i takt med, at mange fik stillesiddende arbejde og mere fritid [1]. Træningsafhængighed blev opdaget tilfældigt i forbindelse med en undersøgelse
om betydningen for søvnen af en måneds fravær fra træning [1]. Det viste sig at være vanskeligt at finde forsøgspersoner til studiet, fordi motionisterne ikke ville give afkald på deres daglige træning, selvom de blev tilbudt penge for at deltage i forsøget. Glasser var den første, der på et empirisk grundlag beskrev afhængighedssymptomer hos motionsløbere [2]. Han fandt, at løberne fik det psykisk dårligt, hvis de blev forhindret i at træne. Symptomerne lignede de abstinenser, der var beskrevet i alkoholforskningen, eksempelvis irritabilitet og uro. Desuden gav løbetræningen en følelse af afslappethed, velvære, kontrol
og sikkerhed. Derfor udviklede løberne en positiv afhængighed, vurderede Glasser. I løbet af 1980’erne ændrede forskningen fokus, idet der blev rapporteret om skadelige konsekvenser af overdreven træning, f.eks. overbelastningsskader, nedsat livskvalitet og indskrænkning af socialt liv [3]. I Danmark blev det første videnskabelige studie af træningsafhængighed i fitnesskulturer indledt i 2010 (Figur 1) [4].

DEFINITION OG SYMPTOMER

Afhængighedsforskning har især drejet sig om alkohol og stoffer, men også aktiviteter eller adfærdsmønstre knyttes til afhængighed. I litteraturen er der beskrevet op til 40 forskellige aktiviteter, der potentielt kan føre til afhængighed, hvoraf spil, arbejde, shopping og sex er blandt de mest omtalte [5]. Ifølge Browns teori om adfærd++safhængighed kan man blive afhængig af enhver form for aktivitet, der giver en umiddelbar og vedvarende belønning [6, 7]. Idræt
giver en umiddelbar belønning i form af energi, overskud og velvære, og på sigt kan det give identitetsfølelse, selvværd, anerkendelse og status.

Træningsafhængighed hører til typen adfærdsafhængighed, men der eksisterer endnu ingen entydig definition eller diagnostisk afgrænsning. I 1987 foreslog Veale diagnosekriterier for træningsafhængighed [8]. Kriterierne byggede på alkoholsymptomerne fra den tredje udgave af Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders (DSM), f.eks. tilvænning, abstinenser og kontroltab. Trods flere tiltag til at underbygge og psykometrisk teste symptomerne i idrætspopulationer er træningsafhængighed end ikke på tegnebrættet i diagnostisk regi. Dog refereres der ofte i empirien til Hausenblas & Downs definition: »Træningsafhængighed er kendetegnet ved overdreven og tvangspræget fysisk træning med negative fysiske, psykiske og sociale konsekvenser« [9].

Ludomani er den eneste form for adfærdsafhængighed, der er optaget i den femte udgave af DSM, der udkom i maj 2013 [10]. Sygdomskategorisk er
ludomani placeret under misbrugsrelaterede sygdomme , idet der er stigende evidens for, at det samme belønningssystem i hjernen aktiveres, uanset typen af afhængighedsskabende stof/aktivitet. Desuden er der fællestræk i det kliniske udtryk, komorbiditet og behandlingsindsats. Ludomani er placeret under overskriften Non-Substance-Related Disorders, hvor der findes et appendix med afhængighed af internetspil.

Dog skal der forskes mere i syndromet og øvrige excessive adfærdsmønstre, før de kan optages som egentlige sygdomskategorier i de diagnostiske systemer. Fælles for overforbruget af en given aktivitet eller et givent stof er, at det fører til lidelse og funktionsnedsættelse.

Brown har beskrevet seks symptomer, som er karakteristiske for alle former for adfærdsafhængighed, uanset om det er spil, shopping eller træning [6]. De seks symptomer har fællestræk med symptomerne på alkoholafhængighed: 1) træning er det vigtigste i livet, 2) der har været konflikter mellem motionisten og dennes familie om mængden af træning, 3) der opleves abstinenser (f.eks. tristhed og irritabilitet), hvis en træningssession mistes, 4) træning bruges som en måde at ændre følelser på, 5) med tiden øges den daglige træning (tilvænning) og 6) selvom der skæres ned på træningen, ender motionisten med at træne lige så meget som tidligere (tilbagefald).

Selve træningsmængden er ikke en afgørende
parameter for definitionen af træningsafhængighed, men i studier har man påvist, at der er en positiv korrelation mellem træningsmængden (timer om ugen) og graden af træningsafhængighed. Et cut-off på mindst seks timers motion om ugen klassificerer
excessiv motion [11, 12], og ofte træner motionister med høj score på afhængighed 8-16 timer om ugen [4].

MÅLEINSTRUMENTER

Der eksisterer endnu ingen guldstandard til definering og screening for træningsafhængighed, men i litteraturen er der beskrevet flere forskellige spørgeskemaer og interview. De to mest anvendte er det amerikanske DSM-inspirerede Exercise Dependence Scale (EDS), der består af 21 punkter [9], og det engelske Exercise Addiction Inventory (EAI) [13]. Sidstnævnte består af seks punkter, som er direkte relateret til Browns kriterier for adfærdsafhængighed (Tabel 1). Begge skemaer har gode psykometriske egenskaber, kan bruges til alle former for idræt og har et klart cut-off. EAI er hurtigt og nemt at administrere og er for nylig valideret på dansk [4]. En samlet score på 24-30 indikerer høj sandsynlighed for træningsafhængighed.

I det første danske studie af træningsafhængighed blev EAI testet på 584 fitnessudøvere og fodboldspillere [4]. Resultaterne fulgte Gaussfordelingen (Figur 2), der illustrerer, at hovedparten af de idrætsaktive i nogen grad genkender symptomerne på træningsafhængighed, men at kun en lille del er i decideret risiko for at være afhængige.

FOREKOMST

Der er mangel på epidemiologiske studier, hvor man grundigt afdækker såvel incidens som prævalens i velafgrænsede idrætspopulationer. I de eksisterende tværsnitsstudier har man brugt forskellige screeningsinstrumenter og diffust definerede populationer. Amerikanske studier bygger ofte på EDS, der blev valideret på 266 universitetsstuderende, som dyrkede forskellige former for idræt; af dem blev 3,4% identificeret som træningsafhængige [9]. Tilsvarende afdækkede man i et EDS-studie blandt idrætsstuderende en prævalens på 3,6% [14]. Samme instrument blev brugt i et kombineret svensk-portugisisk studie med deltagere fra svenske elitesportsklasser og idrætsstuderende (prævalens 9,2%) samt deltagere fra portugisiske fitnesscentre (prævalens 5,2%) [15]. I valideringen af EAI screenede Terry et al [13] idrætsstuderende, der dyrkede teamsport, og psykologistuderende, der dyrkede fitness. Her var prævalensen samlet set 3%. Szabo & Griffiths [16] sammenlignede prævalensen hos idrætsstuderende med prævalensen hos en generel fitnesspopulation og fandt henholdsvis 6,9% og 3,6% i risiko, vurderet med EAI. I Danmark var prævalensen på 5,8% [4]. Det er stadig uafklaret, om forekomsten af træningsafhængighed varierer i individuelle idrætsgrene versus holdidræt og i eliteidræt versus motionsidræt. I et enkelt studie har man målt prævalensen af træningsafhængighed i den generelle befolkning til at være 0,5% [17].

SPISEFORSTYRRELSER

Overdreven træning optræder ofte sammen med et forstyrret forhold til krop og mad, og det kan derfor være vanskeligt at skelne mellem træningsafhængighed og spiseforstyrrelser. Ifølge Veale er primær træningsafhængighed kendetegnet ved, at træningen er målet i sig selv, mens diæt og vægttab blot tjener til at forbedre idrætspræstationen. Ved sekundær træningsafhængighed er spiseforstyrrelsen den dominerende lidelse, og motionen virker som en strategi til at opnå vægttab, at kompensere for overspisning eller at reducere angst [8]. Desuden kan hyperaktivitet også være en biologisk adaptiv følge af ekstrem
underernæring eller af hypotermi.

Yates et al fremsatte anoreksianaloghypotesen på baggrund af en sammenligning af tvangsmotionister og patienter med anoreksi. De to grupper lignede hinanden mht. en række personlighedstræk såsom høje forventninger til egne præstationer, høj fysisk smertetolerance og tendens til depression [18]. Yates et al uddybede senere lighederne og beskrev begge grupper med lavt selvværd, målrettethed og en søgen efter identitet igennem henholdsvis løb og diæt [19].

I et studie undersøgte man personlighedstræk, kropsopfattelse og depressive symptomer hos løbere med afhængighedssymptomer og patienter med anoreksi. Sidstnævnte scorede generelt højt på depression, tvangstræk, forstyrret kropsopfattelse og kropsutilfredshed, mens løberne havde signifikant lavere scorer. Desuden havde løberne normalt body mass index (mænd: 23,8 kg/m2, kvinder: 20,8 kg/m2), mens anoreksipatienterne var undervægtige (16,4 kg/m2). Studiets forfattere konkluderede, at løbeafhængighed ikke er en analog til spiseforstyrrelser [20].

I 2003 fandt Zmijewksi & Howard i en studenterpopulation, at der var en tydelig positiv korrelation imellem graden af spiseforstyrrelsessymptomer og træningsafhængighed hos kvinder, hvilket indikerede, at de to fænomener forekommer samtidigt og formentlig bunder i en fælles problematik. Men samtidig afdækkede studiet, at en del af deltagerne scorede højt på træningsafhængighed uden en tilsvarende høj score på spiseforstyrrelser, hvilket under-
støttede hypotesen om, at træningsafhængighed også kan eksistere som et primært fænomen, uafhængigt af spiseforstyrrelser [21].

FORKLARINGSMODELLER

Ætiologien bag træningsafhængighed er blevet studeret og diskuteret, og der er tilsyneladende både biologiske og psykologiske mediatorer. Endokrinologiske perspektiver på træningsafhængighed har primært været fokuseret på betydningen af endorfiner. β-endorfiner er smertedæmpende peptider med morfinagtig virkning, og de udløses i hypofysen. Intens aerob træning synes at føre til en akut stigning i koncentrationen af β-endorfiner i blodet, hvilket ofte opleves som velvære og eufori [22]. Disse træningsudløste humørforandringer menes at have en medierende betydning for udviklingen af motionsrelateret afhængighed [23]. Dog er der ikke fundet en signifikant positiv korrelation imellem koncentrationerne af plasmaendorfiner og graden af træningsafhængighed [24]. Desuden er det uvist, om ændringer i plasmaniveauet er associeret med tilsvarende forandringer i hjernen.

Der er enighed om, at psykologiske mekanismer er involveret i excessiv motion og udgør prædiktorer for afhængighedssygdomme [25]. Personlighedstræk som perfektionisme, angst, narcissisme og lavt selvværd [26] synes at udgøre risikofaktorer, idet motionister, der er afhængige af motion, i højere grad end almindelige motionister har disse træk. Træningen ser således ud til at være relateret til en stræben efter høje målsætninger og opfattes som en strategi til at regulere følelsesmæssigt ubehag og selvværd.

I nyere afhængighedsforskning forstår man både spiseforstyrrelser og excessiv træning som afhængighedslidelser, der er forårsaget af sårbare personlighedstræk (stor følsomhed) og medieret af den endorfinfrigørelse, som sult og motion kan medføre [25].

OVERTRÆNING

Længere tids excessiv træning og utilstrækkelig restitution kan resultere i en stressrelateret tilstand, der beskrives som overtræningssyndromet [27]. Det viser sig i form af markant nedsat præstationsevne og et symptomkompleks bestående af varierende grader af træthed, koncentrationsbesvær, emotionel labilitet, appetitløshed, muskelsmerter, hovedpine og søvnbesvær [28, 29].

Idrætsudøveren med en konkurrenceorienteret, perfektionistisk personlighed er i øget risiko for at få behandlingskrævende belastningsreaktioner som følge af overdreven træning [29].

KONKLUSION

Træningsafhængighed er et eskalerende træningsmønster, hvor træningen bliver det centrale omdrejningspunkt i livet. Alt andet tilsidesættes for træning, og motionisten oplever svær uro og irritabilitet, hvis en træningssession mistes. Træningsafhængighed rammer 6% af de motionsaktive og kan føre til spiseforstyrrelser, overtræningssymptomer eller psykisk nedslidning.

Der er brug for mere forskning, der afdækker de skadelige følger af træningsafhængighed – såvel på det personlige som det samfundsøkonomiske plan
(i form af behandling af skader og tabt arbejdsfortjeneste). Ligeledes er der brug for en tydeligere afdækning og afgrænsning af træningsafhængighed og
risikoprofilerne, så fremtidig forebyggelse og intervention kan styrkes.

Korrespondance: Mia Lichtenstein, Center for Spiseforstyrrelser,
Odense Universitetshospital, Sdr. Boulevard 29, 5000 Odense C.
E-mail: mia.beck.lichtenstein@rsyd.dk

Antaget: 17. juli 2013

Publiceret på Ugeskriftet.dk: 14. oktober 2013

Interessekonflikter: