Skip to main content
Akademisk afhandling

MRI in severe traumatic brain injury

Læge Annette Sidaros: Forf.s adresse: MR-afdeling 340, Hvidovre Hospital, Kettegård Allé 30, DK-2650 Hvidovre. E-mail: annettes@dadlnet.dk Forsvaret fandt sted den 31. marts 2009. Bedømmere: John Whyte, USA, Jens Christian H. Sørensen og Carsten Thomsen. Vejledere: Olaf P. Paulson, Aase Engberg, Egill Rostrup, psykolog Terry Jernigan og Palle Petersen.

7. apr. 2009
2 min.


 Dette ph.d.-projekt er udført på Hvidovre Hospital i samarbejde mellem MR-afdelingen og Afdeling for Neurorehabilitering. Det primære formål var kvantitativt at karakterisere mikro- og makrostrukturelle ændringer i hjernen efter svær traumatisk hjerneskade (TBI) ved brug af avancerede magnetisk resonans (MR)-teknikker, herunder diffusions-tensor-billeddannelse (DTI).

Patienter, der var indlagt til tidlig intensiv rehabilitering efter svær TBI blev skannet med konventionelle MR-sekvenser og DTI omkring to måneder og igen 12 måneder efter traumet. Kvantitative MR-mål blev sammenholdt med kliniske ratinger. To originalpublikationer danner basis for nærværende afhandling.

Artikel I omhandler DTI-resultaterne. Ved DTI kan den retningsspecifikke diffusion i hjernevævet kvantificeres, hvilket i hvid substans afspejler fiberbundternes anatomiske anordning. Denne påvirkes bl.a. ved traumatisk aksonal skade (TAI, også kaldet diffus aksonal skade), en læsionstype som kun i begrænset omfang kan detekteres ved konventionel billeddiagnostik. Ved første skanning var DTI-parametre abnorme i de undersøgte hvid substans-regioner, selv når disse var uden synlige læsioner på konventionel MR. I pedunculi cerebri var der korrelation mellem DTI-parametre og klinisk outcome et år efter skaden. Ved opfølgende skanning var DTI-parametrene delvist normaliserede i nogle hvid substans-regioner, primært hos patienter med favorabelt outcome.

I artikel II beskrives en undersøgelse af makrostrukturelle ændringer i hjernen efter svær TBI. Globale og regionale volumenændringer mellem de to skanningstidspunkter blev kvantificeret ved voxel-vis analyse. På trods af bemærkelsesværdig klinisk bedring hos størstedelen af patienterne i denne periode havde de alle hjernevolumentab i skanningsintervallet. Global volumenændring korrelerede med klinisk sværhed og outcome. De regioner, som udviste størst volumentab, var strukturer som er særligt udsatte for TAI og resulterende Wallersk degeneration.

Projektets resultater indikerer, at DTI kan anvendes til at kvantificere biologisk sværhedsgrad af TAI med og har potentiale som markør for langtidsprognosen. De longitudinelle DTI-ændringer kan muligvis repræsentere mikrostukturel reorganisering. Atrofi fortsætter måneder efter svær TBI, trods klinisk bedring, og synes overvejende at afspejle degenerative følger af TAI.