Skip to main content

Muir-Torres syndrom

Madeline T. Kudibal & Alessandro Venzo

2. jul. 2018
5 min.

Muir-Torres syndrom (MTS) er en sjælden autosomal dominant lidelse, der først blev beskrevet af Muir & Torre i 1967 og anerkendt som undertype af hereditær nonpolypøs kolorektal cancer (HNPCC) og Lynchs syndrom (LS). HNPCC er den overordnede betegnelse for arvelig coloncancer og vurderes i henhold til Amsterdamkriterierne, mens LS er en undertype heraf og kun ses hos patienter med påvist mutation i mismatch repair (MMR)-generne. MTS er rapporteret hos mere end 200 patienter på verdensplan, og sygdommen er karakteriseret ved mindst en sebaceøs kirteltumor ud over påvist LS [1]. LS er forårsaget af mutationer i DNA-MMR-

generne, hhv. mutS homolog 2 (hMSH2), mutL homolog 1 (hMLH1), mutS homolog 6 (hMSH6) og postmeiotic segregation increased 2 (hPMS2) [2], og diagnosen stilles ved genetisk test. Ved MTS ses der mutation i hMLH2 (90%) og sjældnere i hMSH1 eller hPMLH1 [1].

 

SYGEHISTORIE

En 57-årig, dansk kvinde blev henvist til Plastikkirurgisk Afdeling, Rigshospitalet, med en hurtigtvoksende tumor af usikker patologi på venstre ala nasi (Figur 1). Elementet havde været til stede i over seks uger og var blevet biopteret to gange. Begge prøver gav usikkert resultat med obs. keratoakantom eller spinocellulært karcinom. Pga. elementets størrelse og lokalisation blev patienten fulgt med ugentlige kontrol af udviklingen frem for excision, og efter tre uger viste elementet spontan regression. Diagnosen keratoakantom blev således bekræftet, og ingen kirurgisk intervention blev foretaget.

 

Patienten havde på henvisningstidspunktet MTS, men var ikke i et fast forløb i dermatologisk regi. Mistanke om MTS blev rejst efter analyse af en endometrietumor, der var blevet excideret tre år tidligere og behandlet med hysterektomi samt bilateral salpingo-ooforektomi. En analyse af tumoren viste manglende ekspression af hMSH2 og hMSH6, og ved genetisk udredning påviste man efterfølgende mutation i hMSH2. Patienten havde forud for diagnosticering kendt familiær disposition for coloncancer og var blevet behandlet for en sebaceøs kirteltumor i genitalområdet, hvorfor diagnosen MTS blev stillet.

 

DISKUSSION

Ved coloncancer foretages der rutinemæssigt immunhistokemi (IHC)-analyse af tumorvæv for tab af MMR-proteiner. Ved manglende ekspression af pMLH1

suppleres der med undersøgelse for metylering af hMLH1-promoteren. Henvisning til genetisk udredning anbefales ved manglende metylering eller isoleret tab af andre MMR-proteiner. Mikrosatellitinstabilitetsanalyse kan desuden foretages og anvendes af onkologer i overvejelse om adjuverende terapi. En endelig diagnose stilles ved påvisning af DNA-mutation i et MMR-gen i en blodprøve. Samme fremgangsmetode kan anvendes ved andre tumorer i Lynchspektret [3].

De patognomiske hudmanifestationer ved MTS er keratoakantom samt sebaceøs neoplasi (SN), herunder adenomer, epiteliomer og karcinomer, som alle er sjældne tumorer associeret med MTS. Mest specifik er sebaceøst adenom (25-60% af patienterne), dog bør alle tilfælde af SN føre til overvejelse om MTS. I den generelle population forekommer SN hyppigst i hoved-hals-området, mens forekomst på kroppen og ekstremiteterne er associeret med MTS [1]. IHC-analyse er indiceret ved fund af SN hos patienter, der ikke har kendt LS, da SN kan være første tegn på MTS [4]. Patienten i sygehistorien blev ikke udredt efter excision

af SN, på trods af at hun på dette tidspunkt desuden havde en kendt familiær disposition for coloncancer.

Forekomsten af visceral cancer ved LS varierer afhængig af MMR-mutation, og ved hMSH2, som findes hos 90% af patienterne med MTS, er de hyppigste cancerformer kolorektal cancer (53%) og endometriecancer (57%) [2].

Det er anerkendt, at MTS kræver multidisciplinær tilgang. I det danske HNPCC-register anbefaler man ud over gynækologisk undersøgelse (GU) inkl. ultralydskanning at foretage koloskopi hvert femte år hos patienter med HNPCC og hvert andet år hos patienter med LS [5]. Særlige retningslinjer for patienter med MTS er ikke inkluderet i førnævnte, men årlig kontrol med koloskopi, GU og vurdering af huden er foreslået af andre [1]. Patienten i sygehistorien blev fulgt med årlig kontrol, og slægtninge blev henvist til genetisk udredning.

Patienter, der har en sebaceøs tumor og samtidig cancer i LS-spektret, bør henvises til genetisk udredning. Påbegyndelse af det korrekte kontrolprogram er afgørende for forebyggelse og tidlig diagnostik af cancer.

 



Korrespondance: Madeline T. Kudibal.

E-mail: madelinetherese@hotmail.com

Antaget: 18. april 2018

Publiceret på Ugeskriftet.dk: 2. juli 2018

Interessekonflikter: ingen. Forfatternes ICMJE-formularer er

tilgængelige sammen med artiklen på Ugeskriftet.dk

Summary

Muir-Torre syndrome

Muir-Torre syndrome (MTS) is an autosomal dominant disease with approximately 200 reported cases worldwide, which is characterised by multiple neoplasms of the skin and internal organs. This is a case report of a 57-year-old woman with MTS, who was referred to a plastic surgery department from a gastroenterology department due to a neoplasm of the skin. After treatment, she was referred to a dermatology department for follow-up. MTS is a rare disease, which is now reported in Denmark. Doctors treating any of the composing elements should have basic knowledge of the condition in order to refer patients appropriately.

Referencer

Litteratur

  1. Le S, Doyle A, Khachemoune A et al. Lynch syndrome and Muir-Torre syndrome: an update and review on the genetics, epidemiology, and management of two related disorders. Dermatol Online J 2017;23:pii: 13030.

  2. Møller P, Seppälä T, Bernstein I et al. Cancer risk and survival in path_MMR carriers by gene and gender up to 75 years of age: a report from the Prospective Lynch Syndrome Database. Gut 2017;66:464-72.

  3. Anbefalinger for molekylærpatologisk analyse af mikrosatellit instabilitet (MSI) i kolorektal cancer. 2017. http://danskpatologi.org/wp-
    content/uploads/2016/02/Anbefalinger-for-molekylaerpatologisk-
    analyse-af-MSI-i-CRC.pdf (27. feb 2018).

  4. Schon K, Sandford R, Tischkowitz M et al. Evaluation of universal immunohistochemical screening of sebaceous neoplasms in a service setting. Clin Exp Dermatol 2018;43:410-5.

  5. Bernstein I. Kontrolprogrammer HNPCC. 2016. https://www.hvidovrehospital.dk/afdelinger-og-klinikker/Klinisk-Forskningscenter/Arvelig-tarmkraeft-HNPCC/Til-fagfolk/Sider/Forebyggende-underoegelser.aspx (26. feb 2018).