Muskel- og skeletlidelser

Muskel- og skeletlidelser omfatter såvel egentlig diagnosticerede muskel- og skeletsygdomme som mere uspecifikt besvær i form af smerter, gener, ømhed, stivhed eller ubehag oplevet som stammende fra bevægeapparatet. Muskel- og skeletsygdomme kan inddeles i:

• Inflammatoriske, reumatiske sygdomme, der omfatter leddegigt, myoser og betændelsestilstande i seneskeder, ledkapselhinder og slimsække.

• Artrose, der omfatter slidgigt i alle led undtagen ryggen.

• Rygsygdomme, der omfatter ondt i ryggen, diskusprolaps, lumbago/myoser i ryggen, skæv ryg og slidgigt i ryggen.

• Øvrige muskel- og skeletsygdomme, der f.eks. omfatter uspecificeret gigt, knogleskørhed og sygdomme i bruskskiver og ledbrusk (undtagen i ryggen).

I denne statusartikel vil vi give en kort oversigt over forekomsten og konsekvenserne af muskel- og skeletlidelser i Danmark samt pege på udvalgte risikoindikatorer, der synes at kunne få særlig betydning i de kommende år.

Forekomst

Forekomsten af muskel- og skeletlidelser og deraf følgende brug af sundhedsvæsenet fremgår af Figur 1. Muskel- og skeletsygdom er den hyppigst angivne form for langvarig sygdom. I alt 16% af de voksne danskere angiver at have en eller flere langvarige muskel- og skeletsygdomme, hyppigst rygsygdom. Ifølge svarpersonernes oplysninger er 95% af de angivne diagnoser bekræftet af en læge [1]. Ligeledes er muskel- og skeletbesvær den hyppigst angivne form for gene og symptomer inden for en 14-dages-periode. Generelt lider en større andel af kvinder end mænd og en større andel af ældre end yngre af muskel- og skeletbesvær. Det samme gælder for personer med kortvarig uddannelse, samtidig med at disse også har et mere belastende sygdomsmønster end personer med længerevarende uddannelse.

Både forekomsten af langvarig muskel- og skeletsygdom og forekomsten af muskel- og skeletbesvær inden for en 14-dages-periode er steget fra 1987 til 2000. Stigningerne er mest udtalte i aldersgrupperne 16-24 år og 25-44 år, mens forekomsten stort set er uændret i de ældre aldersgrupper [1].

Konsekvenser

I 1991 havde 9-10% af de erhvervsaktive sygefravær inden for en 14-dages-periode, herunder havde ca. 3% af alle erhvervsaktive sygefravær pga. muskel- og skeletbesvær. Muskel- og skeletsygdomme udgjorde 47% af de sygdomme, der nævnes som årsag til længerevarende aktivitetsbegrænsning, 47% af årsagerne til arbejdsskift og 43% af årsagerne til arbejdsophør [2].

Arbejdstilsynet angiver, at muskel- og skeletlidelser i 2000 udgjorde 50% af de anmeldte arbejdsbetingede lidelser, og ifølge Landspatientregistret udgjorde de ICD 10-definerede muskel- og skeletsygdomme i 2000 ca. 5% af alle sengedage på hospital. Endvidere havde godt 60% af forløbene på et revalideringscenter baggrund i muskel- og skeletlidelser [3].

I 2002 var muskel- og skeletlidelser ifølge Den sociale Ankestyrelses opgørelser den næsthyppigste årsag til førtidspension (udgjorde 22% af alle angivne sygdomsårsager).

Beregninger på basis af sundheds- og sygelighedsundersøgelsen 2000 viser, at en 16-årig kan forventes gennemsnitlig at miste ti gode leveår som følge af muskel- og skeletbesvær. Ingen anden sygdom bare nærmer sig dette omfang af tabte gode leveår.

I 1992 opgjordes de samlede samfundsøkonomiske omkostninger i forbindelse med sygdom til i alt 140 mia. kr., inkl. såvel de direkte omkostninger til diagnostik og behandling som de indirekte til produktionstab. Samfundsøkonomisk er muskel- og skeletsygdomme den næstdyreste sygdomsgruppe (15% af samtlige omkostninger) og overgås kun af psykiske lidelser.

Risikoindikatorer
Arbejdsrelaterede påvirkninger

Epidemiologiske studier har vist, at skader og lidelser i bevægeapparatet bl.a. er forårsaget af hårdt fysisk arbejde, tunge løft, gentagen eller vedvarende overanstrengelse, akavede, vedvarende eller ekstreme stillinger, utilstrækkelig hviletid, vibrationer og lave temperaturer. Samtidig fremhæves betydningen af psykosociale forhold som mangel på indflydelse på og almindelig utilfredshed med arbejdet [4, 5].

Fysisk inaktivitet

Fysisk inaktivitet er risikoindikator for at få muskel- og skeletlidelser, herunder osteoporose og lænderygbesvær.

Regelmæssig fysisk aktivitet er nødvendig for at vedligeholde muskelstyrke, ledstrukturer og -funktion samt kondition [6, 7]. Derfor kan fysisk aktivitet være medvirkende til at mindske symptomer fra bl.a. artrose og lænderygbesvær [6].

Sport

Fysisk aktivitet i almindelighed og aktiv deltagelse i sport som sådan er gavnlig, men sportsdeltagelse kan også indebære risiko for overanstrengelsesskader såvel som akutte skader, som endda kan medføre død eller permanent handicap [8]. I nordiske skadestueopgørelser var 6-19% af de akutte skader forårsaget af idrætsaktivitet, for børn og unge var de tilsvarende tal 18-35%, og langt den overvejende del er bevægeapparatsskader fra forstuvninger til frakturer og ligamentrupturer [8].

Overvægt

Svært overvægtige personer - med et body mass index (BMI) på ≥ 30 kg/m2 - har en øget risiko for artrose på 2-3 gange i forhold til normalvægtige personer (BMI: 18,5-25 kg/m2 ). Specielt artrose i knæene, men formentlig også i hofterne, og lænderygbesvær kan relateres til overvægt og fedme. Tillige er overvægt en risikoindikator for hyperurikæmi og urinsyregigt [9]. I adskillige studier har man dog vist, at vægttab over kort tid, dvs. uger til måneder hos fede personer, kan reducere risikoindikatorer for og mindske symptomer på fedmerelaterede tilstande herunder artrose [9].

Øget ældreandel

Artrose er en af de hyppigste former for muskel- og skeletbesvær og har specielt en høj forekomst i den ældre del af befolkningen og blandt kvinder. Artrose medfører ud over smerter betydelige fysiske funktionsindskrænkninger og nedsat livskvalitet.

Ved fremskrivning til 2020 er det vurderet, at 18% af alle amerikanere vil være afficeret af artrit/artrose, hvoraf de fleste vil være 55 år eller ældre. Det faktum, at forekomsten af artrit/artrose stiger med alderen, sammen med stigningen i ældrepopulationens størrelse betyder, at artrit/artrose, som er et signifikant helbredsproblem i dag, vil blive en endnu større udfordring i de kommende år [10]. Fremskrivninger på basis af Landspatientregistret og sundheds- og sygelighedsundersøgelserne har estimeret forekomsten af muskel- og skeletsygdom til 20% i 2020.

Perspektiver

Det resumeres af H unt [11], at muskel-skelet-fitness er en ikke nok værdsat faktor for generel sundhed og velbefindende. Det velvære, som kommer med god muskelstyrke og kondition, har utallige fordele. Det er med til at vedligeholde ældres funktionelle uafhængighed, ved at de kan klare daglige aktiviteter såsom at gå, gå på trapper og rejse sig op fra siddende stilling, og det kan være med til at forebygge fald. Det øger muligheden for at vedligeholde en ideel kropsvægt. Endvidere har muskel-skelet-fitness betydning for forekomsten og muligvis forebyggelsen af mange muskel- og skeletlidelser såsom forstuvninger, forstrækninger, lænderyg- og nakkebesvær, artrose, skulderinstabilitet mv. Tilstrækkelig fysisk aktivitet i fritiden kan være med til at reducere muskel- og skeletbesvær i den erhvervsaktive del af befolkningen, specielt når det gælder personer med siddende arbejde [5, 6].

Der er uden tvivl en øget risiko for kort- og langvarige muskel- og skeletproblemer relateret til fysisk aktivitet, især inden for konkurrenceidræt. Derfor er det også vigtigt, at sundhedsprofessionelle ikke blot opfordrer til fysisk aktivitet og sportsdeltagelse, men også opfordrer til at tænke på og arbejde med forebyggelse af såvel kort- som langtidsskader på bevægeapparatet. Skadesforebyggelse bør både omfatte idrætsudøverens egen forberedelse og indsats i form af relevant træning og anvendelse af hensigtsmæssige idrætsfaciliteter og sportsudstyr, herunder anvendelsen af beskyttelsesudstyr. Også idrættens regelsæt bør tilpasses på at mindske skader [8].

Forebyggelse af arbejdsrelaterede muskel- og skeletlidelser er fortsat et vigtigt indsatsområde. Således angives, at op til en tredjedel af alvorligere rygskader ville kunne forebygges ved at indrette arbejdspladserne hensigtsmæssigt [4].

Fin Biering-Sørensen, Klinik for Para- og Tetraplegi, Neurocentret, H:S Rigshospitalet, TH2091, DK-2100 København Ø. E-mail: finbs@rh.dk

Antaget: 23. februar 2004

Interessekonflikter: Ingen angivet