Muskuloskeletale smerter blandt kirurger

Arbejdsrelaterede muskuloskeletale smerter er et velkendt fænomen blandt kirurger, som i stigende grad tiltrækker opmærksomhed [1-4]. De defineres som smerter i muskler, led, sener og nerver, der opstår eller forværres af arbejdsrelaterede belastninger [5], og påvirker ikke kun kirurgernes helbred i form af smerter og nedsat livskvalitet, men kan også medføre konsekvenser for kirurgens karriereforløb, arbejdsstyrkens robusthed og dermed potentielt for patientbehandlingen [2, 6].

Denne artikels formål er at beskrive den nuværende status for forekomsten, risikofaktorerne og forebyggelsesstrategierne for muskuloskeletale smerter blandt kirurger med særlig fokus på nyere forskningsresultater og perspektiver for fremtidige interventioner. Artiklen har desuden til hensigt at belyse denne ofte oversete tilstand og at inspirere til udviklingen af mere effektive forebyggelses- og behandlingsstrategier. Således fremstår problemets forekomst og konsekvenser som særligt bekymrende, givet de såvel personlige som samfundsmæssige investeringer, der indgår i uddannelsen af kirurger [7].

Forekomst

Der foreligger evidens for, at muskuloskeletale smerter er særdeles udbredte blandt kirurger [1-4]. Således rapporterede 68% af kirurgerne smerter i bevægeapparatet ifølge en metaanalyse på tværs af kirurgiske specialer [1]. Forekomsten varierer betydeligt afhængigt af den anvendte kirurgiske teknik. Åben kirurgi er generelt forbundet med en lavere forekomst af smerter sammenlignet med minimalt invasiv kirurgi, antageligt med baggrund i muligheden for større bevægelsesfrihed og løbende tilpasning af arbejdsstillinger [1, 2]. Den højere forekomst af smerter ved minimalt invasiv kirurgi, f.eks. laparaskopi (Figur 1) og endoskopi (Figur 2), begrundes med en højere grad af statiske og akavede arbejdspositioner [1, 3, 4]. Specifikt er kirurger, der udfører minimalt invasiv kirurgi, tre til fem gange mere tilbøjelige til at opleve nakke- eller skuldersmerter sammenlignet med kirurger, der udfører åben kirurgi [1]. Robotassisteret kirurgi rapporteres at reducere smerteforekomsten sammenlignet med traditionel minimalt invasiv kirurgi, hvilket tilskrives forbedret instrumentkontrol og muligheden for en ergonomisk forbedret arbejdsstilling. Dog rapporteres fortsat en høj forekomst af smerter, sandsynligvis betinget af statisk konsolarbejde [1, 3, 4].

Smerter blandt kirurger kan forekomme i én eller flere anatomiske regioner. En dansk undersøgelse har vist, at 77% af kirurger, der udfører minimalt invasiv kirurgi, rapporterede smerter i flere regioner, 13% rapporterede smerter i blot én region, mens kun 10% var smertefri [8]. På tværs af kirurgiske specialer findes, at lænderyg, nakke og skuldre er de mest påvirkede anatomiske regioner [1, 3]. Kvindelige kirurger afrapporterer oftere muskuloskeletale smerter end deres mandlige kolleger, hvilket bl.a. kan have baggrund i en høj grad af one-size-fits-all-udstyr beregnet til mænd samt biologiske forskelle [2, 4, 9, 10]. Sammenhængen mellem kirurgisk anciennitet og forekomst af smerter fremstår mere uklar, idet flere studier finder den højeste forekomst blandt yngre kirurger, mens få studier finder øget forekomst blandt ældre kirurger [2, 4, 9]. Sammenlignes der med andre erhverv, har kirurger en høj forekomst af muskuloskeletale smerter, som er på niveau med f.eks. bygningsarbejdere [11].

Risikofaktorer

Udviklingen af smerter, vurderes at være multifaktorielt betinget og påvirkeligt af biomekaniske, psykologiske og sociale faktorer [5, 12]. På tværs af kirurgiske specialer beskriver litteraturen en række risikofaktorer. Gennemgående rapporteres arbejdsrelaterede biomekaniske risikofaktorer hyppigt som værende statiske og uhensigtsmæssige positioner, gentagne bevægelser samt operationernes type, varighed og hyppighed [4, 9, 13]. Ergonomisk uhensigtsmæssige arbejdsforhold, herunder indstillinger af skærme, instrumenter og operationsborde, bidrager også i væsentlig grad [6, 13].

Litteraturen påpeger også, at ansvar og præstationskrav kan bidrage til stress og udbrændthed, som kan være medvirkende faktorer til fysiske smerter [6, 13], ligesom både fysisk og mental træthed har indflydelse [1, 2]. Ydermere påpeger visse studier, at en kultur med formodet underrapportering af smerter ender med at bidrage til udvikling af kroniske smerter grundet manglende forebyggelse og behandling [6, 9]. Strukturen af arbejdstider og pauser, den organisatoriske støtte til ergonomi, træning og forebyggende interventioner, samt kollegiale forhold og gensidige forventninger er også beskrevet at øge risikoen [1, 4, 6].

Konsekvenser

Arbejdsrelaterede muskuloskeletale smerter påvirker ikke kun kirurgernes smerteniveau og livskvalitet, men kan også have negativ påvirkning på den arbejdsmæssige produktivitet og potentielt for præcisionen af kirurgiske indgreb [14, 15]. Der er desuden indikationer på, at smerterne kan påvirke valget af kirurgisk metode [16, 17]. Der eksisterer dog umiddelbart ingen klar evidens for, om kirurgers smerter påvirker de kirurgiske resultater. Et studie baseret på selvrapporterede data fra kirurger fandt således ingen registrerede komplikationer hos patienter, der var relateret til træthed eller muskuloskeletale smerter [18].

Yderligere konsekvenser omfatter stress, udbrændthed og nedsat jobtilfredshed [19], hvilket potentielt medfører tabt produktivitet, øget sygefravær, ændringer i praksis og tidlig pension. Således rapporterer op til 12% af kirurger sygedage, orlov, praksisændringer eller tidlig pension med baggrund i muskuloskeletale smerter [11], mens op til 9% ophører med kirurgi [20, 21]. I et samfund med nuværende og fremtidigt stigende mangel på speciallæger udgør disse konsekvenser en væsentlig og alvorlig udfordring [22].

Forebyggelse

Flere tiltag er blevet foreslået i forhold til reduktion af muskuloskeletale smerter hos kirurger, herunder ergonomisk træning [13, 23], aktive mikropauser [24, 25], fysisk træning [26], brug af exoskeletter [27] samt redesign af kirurgiske instrumenter og operationsstuer [28]. Der mangler fortsat evidens for effekten af de enkelte tiltag samt en kombination af flere tiltag.

Resultaterne vedrørende effekten af ergonomiske vejledninger indikerer, at det primære fokus er at holde de anatomiske regioner i en neutral arbejdsstilling så vidt muligt. Mange kirurger efterspørger desuden mere ergonomisk vejledning og uddannelse, men tilgængeligheden af sådanne tilbud rapporteres som begrænset, og det indgår ikke som standard i den kirurgiske speciallægeuddannelse [13, 23].

Aktive mikropauser af få sekunder eller minutters varighed anbefales ofte i forbindelse med kirurgiske procedurer, når dette er muligt, og kan bidrage til en reduktion af muskuloskeletale smerter. Antagelsen er, at korte afbrydelser fra fysisk belastende arbejde ændrer muskelbelastningen og dermed mindsker risikoen for muskuloskeletale smerter [29]. De aktive mikropauser består oftest af kortvarige og simple stræk- eller træningsøvelser [24, 25].

Effekterne af fysisk træning, udført i såvel arbejdstiden som i fritiden, på muskuloskeletale smerter er også undersøgt. Dette ud fra viden om, at styrketræning kan mindske smerter [30]. Det er bl.a. testet som minimum 3 × 30 minutters træning pr. uge og har vist at medføre en reduktion af muskuloskeletale smerter [26].

Exoskeletter er biomekaniske hjælpemidler designet til at reducere fysiske belastninger ved at støtte kroppens led og muskler. De fremviser et vist potentiale for at mindske kirurgers arbejdsbelastninger, men brugen heraf er stadig på et meget tidligt stadie [27].

Ergonomiske tiltag, herunder optimering af både kirurgiske instrumenter og operationsstuens indretning, har også potentiale for at reducere arbejdets fysiske belastninger. Dette kan opnås gennem flere ergonomiske tiltag, såsom optimal placering af visuelle displays, strategisk positionering af udstyr og designforbedringer af kirurgiske instrumenters greb og funktionalitet [28].

Den tiltagende brug af robotkirurgi (Figur 3) antages også at kunne reducere forekomsten af smerter, men metodiske udfordringer, f.eks. manglende kontrol for kirurgens erfaringsniveau, gør det vanskeligt at konkludere på den langsigtede effekt [3].

Implementering af ovenstående tiltag kan bidrage til et forbedret arbejdsmiljø for kirurger. Det er dog væsentligt at anerkende, at i en hverdag, hvor kirurgens primære fokus er på patienten og procedurens udførelse, vil der altid være en afvejning mellem anbefalinger og praktisk anvendelighed. Ydermere bør det understreges, at mange studier på dette område har metodiske udfordringer, bl.a. i form af afhængighed af selvrapportering, fravær af kontrolgrupper, små sample sizes og kort opfølgningstid. Omvendt ses dog en vis ensartethed i resultaterne i form af smertereduktion.

Konklusion og perspektivering

Et øget fokus på arbejdsrelaterede muskuloskeletale smerter blandt kirurger er vigtig for at sikre kirurgernes helbred og sundhedssystemets fortsatte effektivitet. Forekomsten af muskuloskeletale smerter er hyppigt beskrevet som høj, antallet af studier inden for området er steget markant de seneste ti år, og litteraturen identificerer en række væsentlige risikofaktorer.

Selv om der foreligger løsningsforslag på at reducere forekomsten af muskuloskeletale smerter, mangler der fortsat viden om, hvilke løsninger der er mest effektive for hvilke kirurger, samt hvordan disse løsninger bedst implementeres i praksis og vurderes i en drift- og omkostningseffektiv kontekst. Fremtidige studier kan med fordel fokusere på en systematisk evaluering af eksisterende strategier, udvikling af målrettede og effektive forebyggelsestiltag samt en optimering af behandlingsmuligheder ved muskuloskeletale smerter.

Kommende forskning bør desuden adressere den metodologiske heterogenitet, der aktuelt præger den foreliggende litteratur vedrørende smerteforekomst, samt systematisk afdække specialespecifikke og geografiske forskelle. Yderligere undersøgelser af risikofaktorer og disses udvikling over tid vil også kunne bidrage væsentligt til forståelsen af muskuloskeletale smerters opståen og progression.

En tværfaglig indsats mellem kirurger, forskere og ledelse er således nødvendig for at implementere evidensbaserede løsninger, der værner om arbejdsmiljøet og bevarer kirurgisk præcision og effektivitet.