Skip to main content

Negleforandring ved mukoid cyste

Sara K. Saunte & Gregor B.E. Jemec

16. maj 2022
1 min.

En 63-årig mand udviklede uden forudgående traume, infektion eller synlig tumor en længdegående fordybning i venstre hånds anden fingers negl. Forandringen var ikke pigmenteret, ikke inflammeret og uden subjektive symptomer eller andre negleforandringer. Klinisk fandtes initialt ingen forandringer af den proksimale neglefold. I forløbet tilkom der en diskret hævelse af den proksimale neglefold, og denne blev ledsaget af øget diameter af den længdegående fordybning, indtil der spontant udtømtes en dråbe klar, geléagtig væske fra den proksimale neglefold, hvorefter der igen sås en tydelig afsmalning.

Forløbet er karakteristisk for cyster i neglematrix, in casu dorsale neglematrix, hvor neglens overflade dannes [1]. Tilsvarende forandringer i den ventrale neglematrix giver anledning til tunneller i neglepladen. Disse godartede forandringer er en hyppig tilstand, der typisk behandles med kirurgi, kryoterapi eller sklerosering [2], hvis de bliver store eller giver gener.



Korrespondance Sara K. Saunte. E-mail: ssau@regionsjaelland.dk
Publiceret på ugeskriftet.dk 16. maj 2022
Interessekonflikter ingen. Forfatternes ICMJE-formularer er tilgængelige sammen med artiklen på ugeskriftet.dk
Artikelreference Ugeskr Læger 2022;184:V71099

Referencer

Referencer

  1. Fener DK, Bartels EM, Näslund Koch CSE et al. Mukoidcyster på fingrene. Ugeskr Læger. 2020:182:V02200110.

  2. Balakirski G, Loeser C, Baron JM et al. Effectiveness and safety of surgical excision in the treatment of digital mucoid cysts. Dermatol Surg. 2017:43(7):928-33.