Ph.d.-afhandlingen udgår fra Afdeling for kemisk Arbejdsmiljø, Arbejdsmiljøinstituttet.
Projektets formål var at undersøge følsomhed hos fostrets nervesystem over for maternel stress, også ved samtidig udsættelse for kemiske stoffer. Stress hos drægtige dyr kan ændre afkommets adfærd senere i livet. Dette gælder muligvis også mennesker. Stress mistænkes desuden for at kunne forstærke virkningen af nerveskadende stoffer.
Først udvikledes rottemodeller for kronisk stress: 1) Beriget miljø. 2) Gentagen døgnvending (»skiftehold«). 3) Uforudsigelig ikke-høreskadende støj. 4) Kronisk Mild Stress (CMS - forskellige milde stressorer i variabelt tidsskema, f.eks. fugtig strøelse, ny partner). Så kombineredes CMS med udsættelse for det organiske opløsningsmiddel toluen. Stressmodellerne benyttedes i drægtige rotter, hvorefter afkommets adfærd blev undersøgt, især indlæring og hukommelse.
Beriget miljø var associeret med øget thymusvægt i afkommet. Hunligt afkom prænatalt udsat for døgnvending udviste forøget vægt som voksne. Små adfærdsændringer hos støjudsat afkom indikerede øget evne til håndtering af stress. CMS sænkede kortikosteronspejlet i drægtige rotter, og afkommet udviste forøget acoustic startleresponse og nedsat thymusvægt.
Der var ingen indikationer på, at stress og toluen forværrede hinandens skadevirkninger på afkommets nervesystem. CMS' egnethed som dyremodel for hypokortisolæmi samt prænatal stress' indflydelse på udvikling af immun- og nervesystem bør undersøges yderligere.